
Torsdag nåede havens vintergækker skelsår og -alder med store, svulmende og bristefærdige knopper. Kombineret med lun vind og temperaturer på fem-seks grader var det svært ikke at komme i forårshumør ved det syn.
Men vi kan godt glemme enhver løssluppen tanke om forår og havearbejde. I skrivende stund falder sneen ned, og der er lovet frostgrader i løbet af dagen.
Oven i købet mener DMI, at kulden er kommet for at blive i de kommende tre ugers tid. Det bliver højtryksvejr med sol om dagen, ganske vist, men altså koldt. Det forhindrer selvfølgelig enhver tanke om at komme i jorden - men i et læfyldt hjørne af haven kan man så bruge det til at få lidt sol på de blege kinder - iført hirtshalshabit og vanter.
For vi kommer ikke uden om, at solen under alle omstændigheder er ved at vinde slaget over mørkets fyrste - i dag er den på himlen to en halv time længere end ved vintersolhverv.
Jesper
fredag den 11. februar 2011
De første vintergækker
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/11/2011 07:37:00 AM
0
kommentarer
torsdag den 10. februar 2011
Dialog
Jeg er blevet medlem af DR Nordjyllands Dialogforum for 2011 og -12 og var onsdag til det første møde. Det forløb hyggeligt og afslappet over et licens-finansieret stjerneskud og var mest af alt en introduktion til arbejdet samt en rundvisning på den lokale radiostation.
I gamle dage var Danmarks Radio politisk styret med blandt andet et radioråd og desuden en stribe amtsprogramråd.
Radiorådet var der, hvor Erhard Jacobsen i sin tid som en anden Don Quijote kæmpede mod de røde lejesvende. De røde lejesvende er blevet til Journalistisk Venstreparti og et vilkår, DR har til fælles med de fleste media, og Radiorådet er blevet til noget så kedeligt som en almindelig bestyrelse, samtidig med at amtsprogramrådene forsvandt samme vej som amterne.
Et enkelt folkeligt element er der dog stadig tilbage i DR-strukturen - og det er de regionale såkaldte dialogfora.
Jeg glæder mig meget til arbejdet. Som det sikkert er bloggens læsere bekendt, har jeg jo en del meninger om udviklingen i mediebranchen, hvor leflen for den laveste fællesnævner og sproglig armod florerer som aldrig før. Som public-service-station har netop DR en særlig forpligtelse til at gå imod denne udvikling og ikke nødvendigvis blot stræbe efter høje markedsandele på de forskellige platforme.
I princippet har vi mulighed for at påvirke hele DR-strukturen, men der vil sikkert være et naturligt fokus på netop de regionale radioudsendelser i Nordjylland. Og her vil jeg kæmpe for at styrke den nordjyske profil mod københavneri, EU og globalisering. Det skal gerne kunne høres i den lokale radio, at fiskeri og landbrug er hovederhvervet i landsdelen - og at vi har en stor tradition for at klare os uden indblanden fra offentligt ansatte kloge-åger. Vi har et rigt og blomstende kultur- og foreningsliv, som med frivilligt arbejde og engagement langt overgår den kulturelle værdi af operaer, musikhuse og andre arkitekttegnede mausolæer. Og kan jeg modvirke tidens tendens til, at den politiske hakkelse skal fordøjes af iagttagere og eksperter, inden den serveres for befolkningen, vil jeg være stolt.
Hvis der er nogen af Dovregubbens læsere, der har en mening om dette, hører jeg gerne om det. Skriv til djepster@gmail.com.
Jesper
Foto: Søren Nielsen, DR
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/10/2011 04:52:00 PM
1 kommentarer
onsdag den 9. februar 2011
Isbrydning
Selv om politikerne planlægger at lægge de store statsisbrydere på is, er der stadig is, der skal brydes - blandt andet i de indre, danske farvande, hvor vandet alligevel ikke er dybt nok til de store isbrydere.
Denne vinter har Statens Istjeneste indchartret den isbrydende T/B Stevns Icebird fra Nordane Shipping i Svendborg til at holde Limfjorden sejlbar.
Stevns Icebird havde tirsdag travlt ved Aggersund, efter at et stormvejr om natten havde blæst store mængder is sammen i den østlige del af Løgstør Bredning og Aggersund. Det skete, mens jeg tilfældigt passerede Aggersund-broen tirsdag formiddag - og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tage et par billeder. 
Det var jeg forresten ikke ene om - faktisk var der så mange fotograferende isbryder-entusiaster i området, at jeg er begyndt at tro, at der findes en særlig gruppe af mennesker - isbryder-spottere - ligesom der er togspottere og flyspottere.
T/B Stevns Icebird er bygget på Svendborg Værft i 1969, er godt 31 meter lang og stikker 4,65 meter. Den er forsynet med to MAK-motorer, som hver yder 1400 heste, så det er en kraftfuld lille båd.
Ellers regner meteorologerne jo med, at risikoen for en isvinter er overstået denne gang. Det har blandt andet givet sig udslag i, at den tyske søfartsstyrelse, Bundesamt für Seeschifffahrt und Hydrografie, tirsdag udsendte sit foreløbigt sidste iskort i denne vinter. Når jeg finder det værd at notere dette, skyldes det, at i modsætning til, hvad man kunne forvente, er det faktisk tyskerne, som leverer den bedste grafiske fremstilling af issituationen i Danmark.
Det lader til, at man fra officielt dansk hold prøver på at glemme, at Danmark er omgivet af kolde farvande og meget følsomt over for is - bare på grund af en mulig global opvarmning. Som man sikkert har forstået, er jeg stærkt kritisk over for beslutningen om at droppe de store isbrydere. For mig virker det lidt ligesom at holde op med at betale brandforsikring - bare fordi det ser ud til at blive regnvejr. Det er kortsigtet og alt andet end rettidig omhu.
En gang var Danmark førende med viden og kompetence inden for stort set alt, hvad der havde med is og sne at gøre. Men vi er godt i gang med at sælge ud af den nationale arv i et kortsigtet forsøg på at vinde ussel mammon. Forrige år var det Dansk Polarinstitut, der blev nedlagt - og altså nu isbryderne. For hvad skal vi med sne, is og kulde? Ja, politikerne mener åbenbart, at det er det, vi har tyskerne til.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/09/2011 09:37:00 AM
0
kommentarer
tirsdag den 8. februar 2011
Isskruninger

De seneste dages tøvejr og hårde vestenvind har ryddet godt og grundigt op i Limfjordens ismasser.
På mange af de vestvendte kyster er der enorme isskruninger, hvor fjordisen tårner sig op i fire til fem meters højde - nærmest som gigantiske isterninger på toppen af en flot sjus.
Megen af isen har dog været i kontakt med strandbredden og ser ikke så appetitligt ud - men ellers er det et flot syn, der demonstrerer naturens uanede kræfter. Det er bestemt ikke hvert år, at vi har lejlighed til opleve dette i Danmark.
Selv om denne vinter ligger meget højt på kuldeindekset, har metereologerne i følge DMI's hjemmeside, nu afskrevet muligheden for en rigtig isvinter. Det defineres som en vinter, hvor statsisbryderne har været i aktion. Den væsentligste årsag hertil er, at vinteren kom for tidligt - og det meste af kulden blev brugt til at afkøle havet omkring Danmark i stedet for at danne is. Var kulden kommet en måned senere, ville vinteren med sikkerhed have endt som isvinter. Men i øvrigt skal vi nok glæde os over, at vi er et par stykker i dette land, som har oplevet rigtige isvintre med isbrydere. Står det til politikerne, skal statsisbryderne jo lægges på is.
Billederne her er taget mandag middag ved Trend, hvor man lige kan ane Vitskøl Kloster i baggrunden på det ene foto, og Aggersund, hvor isen ligger op over cykelstien langs fjorden.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/08/2011 09:02:00 AM
0
kommentarer
mandag den 7. februar 2011
Vestenvinden

Heroppe i det nordjyske plejer vi at sige, at det blæser 300 dage om året - og resten af tiden stormer det!
Noget er der om snakken. Mange steder er naturen voldsomt præget af vestenvinden, som er den fremherskende vindretning. Sådan er det bare - og det har jeg sådan set været vant til lige fra barnsben. Men jeg må alligevel indrømme, at det hører til sjældenhederne at se træer, der hælder så meget mod øst, som det er tilfældet med læhegnet på det øverste billede. Det er set på vejen mellem Tranum Strand og Tranum by.
Lørdag hærgede stormen landsdelen - men vi kunne nu ikke dy os for en tur til Langdalen, hvor der angiveligt skulle være set en ulv i den forgangne uge. Vi så da også både en pekingeser-ulv og en retriver-ulv, men de var nu begge i snor.
Det blev også til et smut ned til Tranum Strand - og her var der selvfølgelig gang i bølgerne. Havde vi været på havet, ville vi vel kalde det bølgegang... ?
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/07/2011 06:59:00 AM
1 kommentarer
lørdag den 5. februar 2011
Ulven er løs
Så er den gal igen - ulven er løs. Det er - undskyld udtrykket - en gammel traver i pressehistorien og hører med til vinterstoffet i aviserne: En eller anden person mener at have set en ulv i en af de danske skove - og er det ikke en ulv, så er det en los, der er løs.
Sidste år var der en ulv i en sønderjysk skov - og det viste sig at være en slædehund! I år går rygterne på, at der skulle være en ulv her på vore kanter. Forrige weekend var den gal i Tranum Klitplantage og midt i ugen var ulven så i Langdalen ved Fosdalen.
Vi hilser naturligvis en sådan berigelse af den lokale fauna velkommen - hvis det virkelig skulle være rigtigt. En gang har der sikkert været ulve på egnen. Få kilometer herfra - ved Birkelse - ligger Ulveskoven, så ulve er såmænd ikke så fremmede for os. Og skulle ulven glippe, kan vi da sagtens nøjes med en los!
Ulven bekymrer mig ikke - for den rene er alting jo rent - og jeg vil da sige ligesom Averell Dalton (den dummeste af de fire brødre) i "Dalton-brødrene i den kolde sne": - Sikke da nogle søde vuffebasser, hvis jeg skulle møde ulven, tror jeg nok. (Læs mere om mine praktiske erfaringer med ulve i Ulveloven og En rigtig samehistorie.)
Under alle omstændigheder tror jeg nok, at vi i løbet af weekenden bliver nødt til at snuppe en travetur i en af klitplantagerne. Det kan jo være, at vi er heldige og får et glimt af en ulv - eller en slædehund. Hvis det sker, lover jeg, at bloggens læsere vil blive de første til at høre det.
Jesper
Foto: Steve Hillebrand/USFWS (ulven) og undertegnede (lossen)
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/05/2011 06:23:00 AM
0
kommentarer
fredag den 4. februar 2011
Luft under vingerne XV

For nogle dage siden annoncerede Air Greenland, at man netop har købt endnu en DASH 8-200 til erstatning for de bedagede DASH 7, der har tjent selskabet trofast i flere end 30 år.
Men hov, DASH 8!!!! Ordet har så ilde en klang. Var det ikke det fly, som for nogle år siden faldt ned for et godt ord?
Nej, det var det ikke - og alligevel! Men det er altså nødvendigt at holde tungen lige i munden, for en DASH 8 er altså ikke bare en DASH 8. Betegnelsen dækker faktisk over hele fem forskellige flytyper - hvoraf et af dem, DASH 8-Q400, er den berygtede model, som for få år siden voldte SAS helt urimeligt mange problemer. Det vil jeg vende tilbage til i en senere artikel om flyene i mit liv og her fokusere på de tre ældste versioner af flyet - dem med tilføjelsen 100, 200 og 300 i navnet.
DASH 8 blev udviklet i begyndelsen af 80'erne som en afløser for De Havillands DASH 7 - og er betydeligt mere økonomisk i driften. Det skyldes blandt andet modellens to motorer mod DASH 7's fire, men til gengæld har flyet ikke syverens indlysende STOL-egenskaber - altså evnen til at starte og lande på meget korte baner. Derfor er Air Greenland også nødt til at begrænse fragtmængden og antallet af passagerer på mange af Grønlands korte baner. Fuldt lastet kan DASH 8-200 kun lande på flyvepladserne i Narsarsuaq, Nuuk, Kangerlussuaq og Ilulissat, men stadig er det en fornuftig forretning for Air Greenland, simpelthen fordi flyet er mere driftsøkonomisk - og ikke mindst nyere, så reservedele er nemmere at skaffe.
Jeg har fløjet temmelig mange ture med DASH 8 i Nordnorge, hvor SAS-ejede Wideroe bruger flytypen på det såkaldte kortbanenet. Første gang med en 100-model fra Bodø til Svolvær i august 2000. DASH 8-100 er den mindste model i serien med plads til 33 passagerer. Flyet er noget af det nærmeste, man i den branche kommer en rutebil - blandt andet er der bagerst et bredt sæde med plads til fem personer akkurat som i en bus.
Wideroe har 19 fly af typen og bruger dem på lokaltrafikken i Nordnorge - og selve flyoplevelsen minder altså også meget om en rutebil. På en tur tidligt om morgenen i 2001 fra Svolvær til Leknes oplevede jeg endda at være eneste passager i kabinen.
Den slags er med til at gøre flyvningen til en afslappet oplevelse, men ikke desto mindre rummer flytypen også minder om den eneste gang, hvor jeg har været bange for at flyve. Det var på en tur i rasende snestorm mellem Bodø og Svolvær. Flyet blev kastet rundt over Vestfjordens bølger - og stewardessen var nødt til at opgive serveringen af kaffe. Det var meget voldsomt og meget ubehageligt - også selv om jeg har den grundlæggende holdning, at hvis piloterne tør flyve - ja, så tør jeg altså også!
Det er også i en DASH 8 - ganske vist af 300 typen med plads til 50 passagerer, at jeg har oplevet flest starter og landinger på en dag. Det var i 2007, hvor jeg fløj mælkeruten fra Tromsø til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord - altså seks starter og landinger på en god formiddag.
Nu er denne meget driftssikre flytype altså godt på vej ind i Grønland. Air Greenland købte sidste efterår de første to DASH 8-200 med plads til 37 passagerer - og nu er yderlige et fly på vej ind i flåden.
De to fotos af Wideroe DASH 8-100 er taget i 2000 på flyvepladsen i Svolvær - den største by på Lofoten. Bemærk, at landingsbanen bogstaveligt talt ligger i vandkanten. Det giver ved bestemte vindretninger anledning til at lukke lufthavnen, simpelthen fordi der er risiko for, at landingsbanen bliver overskyllet af bølgerne. For der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt at flyve i Arktis...
Jesper
Foto: Air Greenland og undertegnede
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/04/2011 06:54:00 AM
3
kommentarer
torsdag den 3. februar 2011
Månedens vinder

Sør'me om ikke jeg har været heldig og vundet i endnu en fotokonkurrence.
Denne gang var det fuglefoder-fabrikanten Nature for All Seasons, som faldt for ovenstående foto, der var sendt til virksomhedens hjemmeside med titlen "Dompappen fandt en solsikker plads på foderbrættet".
Præmien er et udvalg af virksomhedens produkter, blandt andet mejsekugler og fedtkager, så nu bliver det ekstra fedt at være fugl på Øland.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/03/2011 07:44:00 PM
3
kommentarer
onsdag den 2. februar 2011
Knudemisse...
Den 2. februar er kyndelmisse - en gammel helligdag fra Ruder Konges tid!
Dagen er uløseligt forbundet med St. St. Blichers sang "Det er koldt derude" - og det med at være forbundet skal forstås ret bogstaveligt al den stund, at anden linje lyder "Kyndelmisse slår sin knude".
Vi må dog håbe, at det ikke er en hårdknude - for i følge traditionen er dagen god til at tage vejrvarsler af, som den vinterens kulmination dagen også er.
Følgelig blev vi da også her i huset ganske lyst stemt, da dagen begyndte med to stære på fuglebrættet. For stære er jo noget ganske andet end Blichers "kun med sagte pik på rude/ melder sig den små musvit". Helt generelt betragtes stæren jo som lidt af en forårsbebuder. I de forløbne godt to uger af den store vinterfugletælling er der indtil nu kun registreret 386 observationer, så det er bestemt ikke nogen talrig vinterfugl.
Vi krydser fingre for, at foråret er på vej. Desværre kom stæren så tidligt om morgenen, at det ikke var muligt at lave ordentlige fotos, men jeg fandt i mit arkiv dette billede af en stær på rov i mejsekuglerne.
Dagen er her på Limfjordens bredder tiltaget med en time og 50 minutter siden vintersolhverv.
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/02/2011 10:58:00 PM
0
kommentarer
tirsdag den 1. februar 2011
Ugens vinder

Sør'me om ikke jeg har været heldig og vundet endnu en gang i firmaet Land & Fritids fotokonkurrence om fuglene på foderbrættet. Det skete i sidste uge, som i øvrigt også var konkurrencens sidste, med overstående af bloggens læsere forhåbentligt velkendte billede fra den 14. januar. Billedet var sendt til konkurrencen med teksten "For en gangs skyld er grøniriskerne i mindretal".
Jeg har aldrig tidligere deltaget i fotokonkurrencer, blandt andet fordi jeg synes, at alt for mange vinderbilleder mest af alt er "kronhjorte ved skovsøen" - altså genrebilleder med for eksempel solnedgange, som enhver med et kamera kan tage, hvis bare man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt med et kamera i hånden.
Noget sværere er det med fuglene, hvor der ligger en god del viden, teknik og snilde til grund for det gode billede - og det var da også baggrunden for, at jeg har deltaget i Land & Fritids konkurrence med i alt tre fotos - hvoraf de to altså er blevet ugevindere. Retfærdigvis skal det dog også med, at her i den sidste uge var der kun to konkurrenter.
Præmien er også denne gang 20 kilo fuglefoder, så nu bliver det helt sikkert ekstra godt at være fugl på Øland...
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/01/2011 11:45:00 AM
0
kommentarer