Den store vinterfugletælling 2011

Lørdag morgen går Den Store Vinterfugletælling 2011 på vingerne. Hver dag frem til den 13. februar vil mange tusinde danskere tælle fugle på terrasser, gårdspladser, altaner og i baggårde og haver.
Det er blandt andet Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet, som i et samarbejde, der kaldes OBS-Natur, giver bolden op til Den Store Vinter-fugletælling. Det er i år femte gang, at danskerne opfordres til at give et pip med, når fuglene skal skrives i mandtal.
Formålet med fugletællingen er først og fremmest at sætte fokus på fuglenes vilkår i den danske natur, men eftersom tællingen nu er foregået over en årrække, giver den også forskerne nyttige oplysninger om udviklingen i både den samlede fuglebestand og ikke mindst bevægelserne mellem de forskellige fuglearter. Blandt andet har de årlige tællinger afsløret, at skovspurven er godt i gang med at fortrænge vores gode gamle grossenollike i byerne. OBS-Natur har opgjort, at skovspurven i undersøgelserne er registreret 1,3 million gange mod solsort, gråspurv, grønirisk, musvit og bogfinke, der alle tegner sig for mellem 500.000 og 700.000 registreringer.
Her i huset deltager vi for første gang i Den Store Vinterfugle-tælling - og vi er ret overbeviste om, at der nok skal gå lidt sport i det. For vi har ganske mange fugle i haven - og stadig flere kommer til. I forgårs så jeg for eksempel for første gang i vores have en sortmejse og en gulspurv. Sidstnævnte har i længere tid plaget mig en del, for det har undret mig alvorligt, at denne ret almindelige fugl ikke tidligere har været at se i netop vores have.
Nu håber jeg naturligvis, at den vil dukke op igen i de kommende dage, så den kan blive talt med sammen med en masse fætre og kusiner blandt vore fjedrede venner.
God fornøjelse med fugletællingen...














Jesper

Fredags-nørklerier

På trods af at vi har flere end 20 TV-kanaler her i huset, så bød fredag aften ærlig talt ikke rigtig på noget, som var værd at se.
I stedet blev det til en fredag aften ved computeren, hvor jeg sad og nørklede med at få lavet en etiket-serie til husets efterhånden omfattende produktion af syltetøj, rødbeder og ikke mindst brændevin.
Opgaven er ikke helt enkel, for det er temmelig mange forskellige og særdeles uensartede glas og flasker, som vi bruger til vores forskellige produktioner. Men jeg har da i det mindste en lille håndfuld halvliters patentprop-flasker, som jeg bruger, når jeg sætter vores egen brændevin på bordet - så det var da et passende sted at starte.
I første omgang blev det derfor til to etiketter til vores rype-snaps og vores blåbær-snaps, som begge er overordentligt populære i øjeblikket. Nu kan etiketterne sidde på flaskerne de næste par måneder - og så kan jeg altid rette dem til. Som min gamle ven Leo, der er grafisk designer altid har sagt: Design har inkubationstid!
Det smarte ved den metode er jo, at jeg ikke behøver at sidde ved computeren for at udvikle designet yderligere. Det kan klares over et lille glas i baren, så jeg vil bestemt arbejde videre med sagen i den kommende tid - og specielt prøve at vurdere, hvordan designet står sammen med de store og kendte brands fra Dr. Nielsen og ikke mindst spritfabrikkerne.
Skål!

Jesper

Dronningens fald

Hetz og heksejagt er blot nogle af de udtryk, som er fundet frem om forløbet frem til Lene Espersens fald torsdag aften - og jeg skal da være den første til at indrømme, at de seneste dages fremfærd fra pressens gribbe - Gentlemen of the Vultures - ikke har været nogen speciel fornøjelse at se.
Men vi skal ikke glemme, at det nordjyske blålys ligger, som hun selv har redt. At hun ikke gad tage til et arktisk topmøde er i den her sammenhæng kun en mindre brøler.
Lene Espersen demonstrerede allerede sin rystende inkompetence, da hun som justitsminister nedlagde det danske politi i forbindelse med den såkaldte politireform. Vi må ikke glemme, at det er hendes skyld, at selv store byer i Himmerland, Han Herred og Thy i dag er uden politibetjening - og at den gode gamle landbetjent i dag er fortid.
Det er Lene Espersens skyld, at vi herude i "udkantsdanmark" galgenhumoristisk spørger: Hvad er ligheden mellem en politibetjent og en 1000 kroners seddel? - Jo, man har dem aldrig, når man behøver dem!
Så det er simpelthen pjat og spind, når de nordjyske konservative græsrødder nu hyler op om, at Lene Espersen er blevet offer for en heksejagt. Med politireformen viste hun, at hun foragter den nordjyske befolknings elementære ønske om lov, orden og sikkerhed, hvilket ellers altid har været gode konservative mærkesager. Sidenhen har hun jo i imponerende grad afsløret en så himmelråbende ignorance og total mangel på dømmekraft, at det på alle måder overgår ethvert rygte om blondiners manglende intelligens.
Og hvis Det Konservative Folkeparti overhovedet skal have en fremtid i Nordjylland, bør partiets tillidsfolk hurtigst muligt lægge afstand til denne historiske fadæse - i stedet for at hyle som en flok mellemøstlige grædekoner.
Forresten vil det også øge statsministerens chancer for at blive siddende i stolen, hvis han i løbet af dagen får gjort det klart for Lene Espersen, at hun naturligvis heller ikke kan fortsætte som udenrigsminister.
Læs også: Dummere end politiet tillader

Jesper

S´jantens Lonely Burger...

Tegneserien Basserne hedder på amerikansk Beetle Bailey, så på et eller andet tidspunkt skulle det vel komme - en tegning som refererer til det lydmæssigt beslægtede Beatles.
Tegningen her til venstre, hvor basserne med Jens Fup i rollen som Poul McCartney giver den som S´jantens Lonely Burger Marching Band, findes i årets kalender fra den populære tegneserie. Temaet for kalenderen er netop pladecovers - og ud over denne reference til Beatles Sergeant Pepper-plade fra 1967 rummer kalenderen også en særlig basse-udgave af coveret til kendte LP'er som David Bowies Ziggy Stardust, Aquas Aquarium, Blondies Hanging on the Telephone og en ualmindelig øm tegning af sjanten som svømmende baby på forsiden af Nirvanas Nevermind-LP.
Kalenderen med pladecovers følger sidste års kalender, hvor basserne optrådte på filmplakater - blandt andet Fjotte i rollen som Ben fra Fagre Voksne Verden sekunderne før, han bliver forført af den fra Simon og Garfunkels sang nok så berømte Mrs. Robinson. Det skal med, at mit eksemplar af kalenderen er fra Norge, hvor filmen åbenbart hedder Manndomsprøven - og med Fjotte i hovedrollen må det nødvendigvis blive til Manndumsprøven.
For mit eget vedkommende startede jeg med Bassekalenderen i 2008. Her var der 12 kalenderblade med Frk. Olsen, der i Norge har det rammende navn Frk. Fryhd, i rollen som pin-up - akkurat som vi kender det fra de mere traditionelle dame-kalendere til værkstedsbrug fra kendte dæk-firmaer.

Jesper

Kopiering og forandring af covers og filmplakater, som de her viste, er forresten noget, man skal være forsigtig med. Det er overordentlig nemt at krænke ophavsretten til det originale kunstværk - men da Basserne i Skandinavien udgives af Egmont-koncernen, går jeg ud fra, at det er sket med de originale kunstneres tilladelse. Store firmaer som Egmont lever jo af ophavsret - så det plejer de nok at kunne finde ud af. De her viste illustrationer tjener udelukkende illustrative formål - og vil øjeblikkeligt blive fjernet efter anmodning fra eventuelle rettighedshavere.

Mus på værkstedet

Her i huset er vi helt generelt gode mod dyr, men vi er ikke tossegode. Så da jeg dagen før nytårsaften fik et glimt af en mus på værkstedet, var det ensbetydende med krig.
For selv om sådan nogle små kræ ser meget søde ud - og forresten nemt kan gøres håndtamme - så er mus og fødevarer to fuldstændigt uforenelige størrelser. Og sagen er den, at vi jo bruger værkstedet til opbevaring af blandt andet grøntsager. Rummet bliver holdt frostfrit af samme grund - men det kan jo også være tillokkende for en lille flok mus, når fimbulvinteren raser uden for.
Så da jeg den aften så en mus pile rundt på hylderne mellem værktøj og fiskegrej, underskrev den sin egen dødsdom. Den næste dag blev husets syv musefælder alle sammen sat op på værkstedet - og det er altså mange musefælder i et rum på ti kvadratmeter.
Nu er det ikke første gang, jeg er på musejagt, så jeg ved, at det afgørende ikke er maddingen. Faktisk er det lidt af en skrøne, at man kan lokke mus i en fælde med en ostebid - og det er da også synd for den gode ost. Nej, sagen er den, at mus helst lever i det skjulte - og derfor helst løber langs paneler og smalle passager for eksempel bag en reol. Krigskunsten består derfor i at sætte fælderne, så musen ikke kan komme udenom dem.
Knebet lykkedes - og allerede nytårsaftensdag var der bid - og Søren Banjomus havde knækket nakken i smækfælden. Det var imidlertid lykkedes den at undgå yderligere to fælder, som var smækket uden jagtheld - og jeg frygtede derfor, at det måske var en hel musefamilie, jeg havde boende på værkstedet.
Men nu er der gået snart fjorten dage, uden at jeg har fanget flere. Så det ser ud til, at der var tale om en enlig strejfer. Den blev stedt til hvile oven på sneen i baghaven - forhåbentlig til stor fornøjelse for en af kvarterets ugler eller musvåger.
Ingen skal nemlig kunne sige, at vi ikke er gode mod dyr her i huset.

Jesper

Brovst som arbejderby

I vore dages Danmark, hvor Han Herred i magtens korridorer af mange betragtes med medlidenhed og slet skjult hoveren som et rigtigt stykke "udkantsdanmark", kan det måske undre, at der sidste år blev udgivet en bog med titlen "Brovst som arbejderby".
Men kendsgerningen er jo, at det var i de danske stationsbyer, at den økonomiske vækst foregik i det 20. århundrede. Her var der iderigdom og foretagsomhed i rigt mål - godt bakket op af de nye jernbaner og ikke mindst et landbrug, som var under omstilling fra den rene middelalder til vore dages mekaniserede effektivitet.
Det gav mangen en landsbysmed og håndværksmester chancen for at udvikle forretningen - og mange af disse virksomheder blev til ganske store industrier. Det skete også i Brovst - og her gav en stor koncentration af industrier arbejde til både faglærte og ufaglærte, Men udviklingen fra landproletariat til arbejderklasse forløb absolut ikke gnidningsfrit. Blandt andet var Brovst skuepladsen for en af historiens længste arbejdskonflikter - den 466 dage lange strejke fra 1935 til 1937 for overhovedet at få en overenskomst på C. O. Jensens Maskinfabrik. Konflikten skabte dybe skår i det lille samfund, men ud af konfliktens aske rejste sig også en stærk og velfungerende socialdemokratisk fagbevægelse.
Hele den historie og meget mere har den tidligere skoleinspektør Arne Sloth Kristoffersen, der selv er barnefødt i Brovst, skrevet en diger og spændende bog om. Kristoffersen er jo ikke faghistoriker, men skolelærer - og går derfor frisk til stoffet uden de store metodiske overvejelser og forsøg på at kortlægge de socioøkonomiske sammenhænge. Det er bogens store styrke, som gør den stærkt læseværdig. I forbindelse med bogens tilblivelse har forfatteren interviewet hundredvis af de medvirkende - og hvor det kniber, føjer han til af egne erindringer. Med et sikkert blik for den gode historie bliver det til en ren tour de force gennem arbejderbyens udvikling - solidarisk skrevet og absolut ikke uden glimt i øjet. Ærlig talt lidt af en bedrift af en forfatter, der ikke er kendt som særlig socialdemokratisk.
"Brovst som arbejderby" er en letlæst og meget anbefalelsesværdig folkelig historiebog, som har gjort en tilflytter som undertegnede meget klogere på områdets historie.
"Brovst som arbejderby" er også godt boghåndværk. Sammen med redaktør Bodilsen fra Fjerritslev har Kristoffersen lavet en rigt illustreret og overskuelig bog med et fortrinligt overblik i form af margentekster. Billederne er faktisk et helt kapitel for sig selv - velvalgte i arkivet og suppleret op med nye fotos - blandt andet det smukke forsidebillede taget af Mattias Bodilsen.
Jeg vil benytte lejligheden til at uddele en særlig rose for korrekturen. Det er kun lykkedes mig at finde en enkelt trykfejl - på side 298 er den navnkundige Queens Pub i Aalborg blevet til Quins Pub. Den fejl vidner vel mest om, at forfatteren er betydeligt mere sober og ædruelig end undertegnede.
Men ingen roser uden torne - når Arne Sloth Kristoffersen på side 315 omtaler storkens klapren med næbbet og gutturale strubelyde som serenader, mener jeg nok, at han lige strammer lokalromantikken lidt rigeligt! Desuden kunne jeg godt ønske mig, at bogen var forsynet med et oversigtskort over de omtalte lokaliteter.
Men alligevel er der seks ud af seks mulige tørfisk til dette herlige stykke lokalhistorie.

Jesper

Banankage

I køleskabet lå der to sølle bananer, der så småt var begyndt at skifte farve fra gul til sort. Det var et problem, for jeg foretrækker nu en gang bananer, som kun lige er knapt modne, sådan cirka dagen før de bliver helt gule.
Men pludselig dæmrede en opskrift fra skolekøkkenet. Det var noget med en banankage, jeg engang havde bagt. En krydret og overordentlig velsmagende sag - sådan en må jeg da kunne lave igen.
Jeg googlede banankage for at få lidt inspiration - og endte med at gøre sådan her:
Jeg piskede to æg med 150 gram sukker til en luftig æggemasse. Dernæst blendede jeg bananerne med 1 dl mælk, kornene fra en vanillestang og saften fra en limefrugt. Endelig tog jeg 150 gram mel, en skefuld bagepulver samt to skefulde kanel, som jeg sigtede ned i æggemassen, hvorefter bananmassen blev vendt i. Dejen kom jeg i en smurt springform, som gik i ovnen ved 175 grader i cirka 35-40 minutter. Tjek med en kødpind, om den er færdigbagt.
Resultatet blev en herlig svampet og særdeles pikant smagende kage - så selv om jeg ikke lige kunne huske opskriften fra skolekøkkenet, så kom jeg i hvert fald tæt på.
Da kagen ikke er tilsat andre fedtstoffer end bananernes naturlige fedme, må kagen forresten være ganske anderledes let end drømmekagen fra Brovst, som ellers er den normale kagespise her i huset.

Jesper

Knud Lavard

Det er i dag 880 år siden, at Knud Lavard blev myrdet. Det skete i Haraldsted skov ved Ringsted - og var angiveligt et rigtig lumsk baghold begået at hans fætter Magnus. Mordet udløste en borgerkrig, som varede frem til 1157, hvor Valdemar den store kom til magten. Valdemar den Store var i øvrigt Knud Lavards søn og var født otte dage efter mordet.
Både Knud Lavard og Magnus var som kongesønner oplagte kandidater til kongetronen, når kong Niels - far til Magnus - en gang døde, og det var da også baggrunden for, at Knud blev dræbt.
Sådan kan politik - kampen om magten - være både hård og blodig. Uden at drage paralleller i øvrigt kan jeg ikke lade være med at tænke på den standende kamp om statsministerposten. Men der er en forskel alligevel - for både Magnus og Knud Lavard havde faktisk evnerne til at lede landet.
Knud Lavard er blandt andet mindet med et kors i Haraldsted skov og i Ringsted kirke, hvor han ligger begravet. Men det flotteste minde over ham - sådan efter denne bloggers beskedne opfattelse - blev nok sat af Skousen og Ingemann, der i 1971 lavede en næsten 15 minutter lang sang om mordet i Haraldsted skov.
Skousen og Ingemann stod i sin tid for noget af det mest originale musik, der nogensinde er produceret på dansk - og i Danmark - og trækker på den måde en lige linje tilbage til tiden, hvor landet blev samlet som nation. Og så kan jeg godt lide, at sangen med sine 15 minutter udviser en næsten Lars Løkke-agtig foragt for den offentlige mening. Så lang en sang er nemlig kommercielt set selvmord - for den vil stort set aldrig blive spillet i radioen i sin fulde længde.
Nu er denne blog jo ikke radio, så vi tager lige den lange udgave:


Jesper

Foto: Illustrationen er lånt fra nordkysten.nu, som imidlertid ikke har krediteret billedet.

Solformørkelse 2011

Jeg kan næsten ikke få armene ned - fordi det lykkedes at tage dette billede.
Egentlig havde jeg opgivet at fotografere dagens solformørkelse. Det havde været skyfrit det meste af natten, men i takt med lysningen skyede det også til - og i radioen var der ikke meget trøst at hente i de minutiøse skildringer af vejret i timen op til solformørkelsens kulmination kl. 9.29 - sølle 28 minutter efter solopgang.
Jeg fulgte dramaet fra altanen i herreværelset - og lige før klokken ni opdagede jeg en lille sprække i skyerne helt nede ved jorden. Jeg røg afsted med raketfart til Kokkedal Enge - for der ved jeg, at det er godt at fotografere solopgange på denne tid af året - og ankom tidsnok til at få dette billede i kassen, cirka 10 minutter før kulminationen.
Få minutter efter var der intet at se. Solen var opslugt af skyerne - ikke af månen - og det er der jo ikke megen sjov ved.
Det er sådan en oplevelse, der giver fotografen "bukkefeber" - også selv om det faktisk er anden gang i mit liv, at jeg med nød og næppe får taget et billede af en solformørkelse.

Jesper

Skabsentreprenør

Jeg plejer jo at kokettere med, at jeg er skabs-entreprenør, men mandag kom der virkelig vægt bag ordene.
Sagen er den, at vi i bryggerset har et gammelt almueskab, som vi har overtog sammen med huset. Skabet har stået på stedet i adskillige år og nærmest virket som en slags dør til den gamle fyrniche, som jeg bruger til opbevaring af vin og så'n.
Men i julegave gav min søster mig et forhæng til at hænge op foran nichen. Det er et flot forhæng syet og broderet efter alle kunstens regler, så det ville være synd at hænge det op bag et gammelt skab. Altså måtte skabet holde flyttedag til den modsatte side af bryggerset.
Når man er alene om jobbet, er det faktisk lidt af en opgave. Men det værste var næsten, at da skabet var flyttet, var det åbenbart, at væggen bag ikke var blevet kalket i adskillige år. Så det var bare med at komme i gang med spartlen og kalkekosten.
Men da det så var gjort, stod det også klart, at der manglede fodliste på væggen og at der var nogle huller i gulvet. Hullerne dækkede jeg ved at montere et dørtrin ind til nichen - og fodlister kan man jo købe færdigmalet i tømmerhandlen. Så var der bare tilbage at hænge en reol op og finde en loftslampe på værkstedet. Men det, der skulle have været lidt banal ommøblering endte altså med at være et helt lille projekt, som jeg først var færdig med ved femtiden om eftermiddagen - og da havde jeg været i gang hele dagen.
Det færdige arbejde blev fejret med en rigtig håndværker-Chablis - den med skrueproppen.
En af grundene til, at jeg gerne ville skabe lidt mere luft om forhænget, er, at min søster er en rigtig kunstner med nål og tråd. Det er et af hendes varemærker, at hun forsyner sine arbejder med et broderet citat eller lignende. Således også forhænget til min "vinkælder", hvor hun citerer den berømte gourmet og forretningsmand Louis Vaudable (1902-1983), der gennem en menneskealder var ejer af den berømte pariser-restaurant "Maxim's".
Louis Vaudable skulle en gang have udtalt: "Et måltid uden vin er en dag uden solskin".

Jesper