Nøddepot

Mens jeg torsdag ryddede op i baghaven, fandt jeg dette mystiske syn. En spøgefugl havde stoppet en nød og en kogle ned i en rådden grenkløft i en af de gamle tjørne.
Sjovt ser det ud, men så mystisk er det nu ikke. Det er en af havens gavtyve, musvitten, som har været på spil. Koglen og nødden er nemlig musvittens "nød"-depot. Musvitten er nemlig så fornuftig, at den gemmer føde om efteråret til at stå vinteren igennem med - og det har der nok været brug for i år, selv om vi har fodret hele vinteren.
Nu er problemet for musvitten bare, at den husker så dårligt. Så det er sjældent, at den musvit, som gemmer, også får glæde af depotet. Men ved en stiltiende aftale er musvitterne blevet enig om, at det er i orden at bruge hinandens depoter, så der er vel nærmest noget så sjældent som et tilfælde af en kollektiv overenskomst i fugleverdenen, vi her bliver præsenteret for. I hvert fald et opgør med det gamle ordsprog om, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten.
Jeg glemte at tage et billede, men jeg fandt forresten under den samme tjørn noget, som jeg først regnede med var uglegylp - en cirka fem centimeter lang pølse af små hår. Et tjek i "Dyrespor i farver" tog dog livet af den hypotese. Ugler har en meget svag mavesyre, så der vil som regel altid være knoglefragmenter i deres gylp. Der er snarere tale om gylp fra en af de andre store rovfugle - musvåge eller hønsehøg, der sammen med tårnfalk og spurvehøg repræsenter de fjedrede prædatorer i området. Der var ikke antydning af fjer i gylpet, så jeg gætter på, at det helt sikkert har været gylp fra en musvåge. Lidt spændende at en sådan stor fugl kan finde vej til min lille have!

Ha' det
Jesper

Saft og kraft

Dagen startede med regn - og så var der sådan set ikke noget mere fornuftigt at tage sig til end at køre en tur til Bilka i Aalborg.
Selv om det er påske, var der ikke så mange mennesker fra morgenstunden af, så for en gangs skyld gik jeg og hyggede mig i dette forbrugersamfundets Mekka.
Da jeg kom hjem, var der selvfølgelig nogle ting, der skulle i fryseren, så det var en god anledning til at få ryddet lidt op. Og sandelig om ikke jeg fandt seks poser ribs fra Straumsbukta.
Så var der jo ikke andet for end at få gang i saftkogeren. Så mens jeg i løbet af eftermiddagen fik arbejdet lidt i haven, fik jeg også produceret seks liter herlig ribssaft. De står nu i vinkælderen sammen med de mere ædle varer - og er klar til at blive drukket som en herlig velsmagende læskedrik, når det bliver varmere i vejret. Og skulle det kikse, er ribssaft det perfekte match til en gang risengrød.
Over middag blev det forresten tørvejr og et temmelig hæderligt påskevejr med sol. Så dagen endte sidst på eftermiddagen med en plads i solen foran huset og en ordentlig morfar! Det har alt i alt været en onsdag med alle de ingredienser, som der skal til, for at man kan kalde det en god dag.

Ha' det
Jesper

Øksercits!

Jeg brugte tre timer tirsdag eftermiddag ved huggeblokken. Det er god motion - og meget mere meningsfyldt end fodbold og cykling - for slet ikke at tale om det mest meningsløse af alt: motionscentre.
Tilfredsstillelsen ved at hugge brænde ligger i, at man rent faktisk gør noget nyttigt. Frembringer brænde som vil gøre god fyldest en kold vinterdag i brændeovnen - eller måske til bålet en dejlig sen sommeraften. Det giver samtidig en god forbindelse til alle forfædrene - for vi skal såmænd ikke så forfærdelig mange år tilbage i tiden, før brændehugning simpelthen var en del af livsvilkårene på vore breddegrader.
Det var dengang, livet var enkelt og overskueligt - og man ikke skulle søge kommunen om lov til alt muligt. Jeg var på teknisk forvirring i Pandrup i formiddags for at få lov til at bygge en ny carport. Det er såmænd ikke meget andet end fire pæle i jorden med et bliktag på - men ikke desto mindre mente man, at det ville tage mindst fjorten dage at udstede en sådan tilladelse. Herregud - det er da på grund af sådan noget bureaukrati, at den offentlige sektor er ved at bryde sammen under arbejdsbyrden. Der er brug for, at vi svinger spareøksen, så alle disse papirnussere kan komme ud og hjælpe de gamle, undervise i skolerne, gøre rent på sygehusene og hvor ellers de kan lave noget nyttigt.
På billedet kan man se to af mine økser: Lillebror og storebror. Lillebror er min gamle spejderøkse - en ganske let håndøkse som ligger som en klar forlængelse af armen, og som kan bruges med en imponerende præcision. Storebror er en flækøkse med et ti centimeter bredt hoved og et skaft på en meter. Den er tung som bly og er ikke sådan at diskutere med. Brugt rigtigt flækker den nemt et stykke træstamme på 30 til 40 centimeters diameter i et hug.
Træet var de sidste rester af bævreaspen, som vi fældede sidste år. Ja, det vil sige, jeg har stadig en stak grene liggende, som skal skæres i passende længder til brændeovnen. Det bliver en opgave for den kædesav, som jeg netop er blevet den lykkelige ejer af - hvis vejret ellers holder forhåbentlig allerede i morgen.

Ha' det
Jesper

Morgen på terrassen

Jeg har efterhånden besværet bloggens læsere med utallige solop- og nedgange fra Grønland og Nordnorge.
Men vi kan sandelig også godt være med her på Limfjordens bredder, hvor jeg opholder mig i øjeblikket. Denne strålende udsigt mødte mig tirsdag morge på altanen ved herreværelset. Udsigten er stik øst over Limfjorden i retning Aalborg, og det er altså lige nøjagtig i den retning solen står op i disse påskedage.
I forgrunden ser vi et par af grenene fra moreltræet. Allerede nu er der store knopper på grenene. Lad os håbe, at al den opsparede energi vil give sig udslag i mindst lige så mange moreller i den kommende sommer som sidste år. De smager nemlig herregodt!

Ha' det
Jesper

Sommertid

Så gjorde vi det igen. Gik over til sommertid og stillede uret frem samtidig med havemøblerne.
Det er sådan et imponerende bluff-nummer - en illusion og verdens største kollektive selv-bedrag. Et fænomen, som vel rettere hører hjemme i den mørke middelalder, end i en moderne og oplyst tid, som vi bilder os ind, at vi lever i.
Tilhængerne af sommertiden har mange gode argumenter. Det sparer strøm og det er godt for klimaet. Det er muligt, at de har ret - men hvorfor skal vi så stille uret tilbage igen? Lad os da flytte tiden en time frem permanent i stedet for at have dette halvårlige bøvl.
Sommertiden er i sin tid opfundet af Benjamin Franklin - og det er vel typisk, at sommertiden som al anden kollektiv hysteria kommer fra USA.
I Danmark har vi haft perioder med sommertid i forbindelse med de store krige. Ordningen blev genindført i 1980, og da sommertiden i 1997 blev stadfæstet i et EU-direktiv, tvivler jeg på, at den nogensinde igen bliver afskaffet. Gad vide, hvor mange kommisærer og hvad EU-embedsmændene nu hedder, der er beskæftiget med at holde øje med, at medlemslandene punktligt overholder sommertiden?
Når det så er sagt, har vi efter en hård vinter brug for alle de forårstegn, vi kan finde. Og der er sommertiden jo et af de helt sikre hit - selv om undertegnede blogger finder, at et astronomisk fænomen som forårsjævndøgn er betydeligt mere troværdigt end en narrestreg som sommertiden.

God sommer
Jesper

Takras

Overalt i norske byer er der skilte, som advarer mod takras. Ras er det norske ord for lavine, og takras er altså, når sneen fra taget falder ned.
Mange husejere har sikkert sat skiltet op i et fromt håb om, at det fritager dem fra ansvar. Det er imidlertid ikke tilfældet, og for nogen tid siden begyndte Oslo og Lillehammer kommuner at uddele bøder til de husejere, som ikke sørgede for at fjerne istapper og sne fra taget, inden det faldt ned. Bøderne var på beskedne 500 kroner og står i et groft misforhold til parkeringsafgifter, fartbøder og bøder for forskellige overtrædelser af politivedtægten - men sådan er der jo så meget.
Nu har vi som fodgængere også et vist moralsk ansvar for os selv - og som man kan se på det øverste billede, er det bestemt ikke noget at spøge med. Sne og istapper kommer i denne tid - ofte uden en lyd - som et lyn fra en klar himmel, og med de snemængder, vi efterhånden har fået i Nordnorge, kan det hurtigt blive til en tur på skadestuen.
Nu skulle man tro, at det var noget, som nordmænd er vant til - og derfor også ved, hvordan man fjerner. Men ikke desto mindre så jeg en idiot i dag, som stillede sig direkte under den udhængende snefane og med en pind forsøgte at rage den ned. Heldigvis for ham selv lykkedes det ikke - en skam for jeg stod ellers klar med kameraet. Så her til slut må vi nøjes med et billede af en husejer, som gør det efter alle kunstens regler - med kran og det hele.

Ha' det
Jesper

En rigtig stjerneparkering

I sidste uge kunne jeg berette om, at Vinternorge viste sig fra sin allerbedste side - og jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville besvære bloggens læsere med flere brokkerier over de udfordringer, som et liv i Arktis medfører.
Men denne uge er altså bare begyndt helt skævt. Mandag morgen måtte jeg som sædvanlig i gang med skovlen bare for at finde bilen. Hele natten var der faldet en våd, klæbrig sne, så det var skønne, spildte kræfter at grave bilen fri. Jeg kørte nemlig fast efter sådan cirka 10 meters kørsel. Så gad jeg ikke mere den dag og gik på arbejde både mandag og tirsdag.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så med naboens hjælp gravet bilen fri af det hul, som havde holdt den i et jerngreb - og friheden ventede forude.
Den gik såmænd bare ikke længere end de 20 meter hen til den lille gyde mellem boligblokkene, som er vores udkørsel. Den er ganske smal - og stejl. Så hurtigere end jeg kunne nå at synge første vers af "Ja, vi elsker dette landet...", sad jeg igen uhjælpelig fast på bunden - og på tværs af den lille gyde - en rigtig stjerneparkering...
Jeg måtte konstatere, at jeg nu var i en situation, hvor der omend ikke ligefrem var fare for liv og helbred så i hvert fald en betydelig risiko for værdier og forsikringsmæssige konsekvenser - så der var ikke andet for en at tilkalde Viking - det lokale svar på Falck.
Ydmygende, stærkt ydmygende. Og jeg forberedte mig på en lang tirade om, at danskere slet ikke bør køre bil i sne og så videre og så videre.
Så slemt gik det nu ikke. Der kom to yderst kompetente Viking-folk med en kran. De betroede mig, at de havde set nordmænd i værre situationer - og at de nok skulle klare den.
Det var virkelig proffis, de to. Først sikrede de bilen ved at lægge kæder ud i sneen, så den ikke skred yderligere - og så med et ganske svagt træk centimeter for centimeter kom bilen på ret køl - ganske vist med snuden modsatte vej af, hvad jeg var startet med.
De kunne virkelig deres kram. Det tog lidt tid, men der var slet ingen tvivl om, at de vidste, hvad de havde med at gøre. En stor rose til Viking - norske bilisters ven i nøden.
Og jeg - jeg skulle ikke nyde mere den dag. En tur rundt om blokken var alt, hvad det blev til. Og i dag til morgen valgte jeg altså at køre ud af indkørslen, som slet ikke er så stejl. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke bruger den udkørsel igen, før den er ordentlig ryddet!

Ha' det
Jesper

Fingrene i jorden - endelig

Med det gode vejr i weekenden fik vi endelig mulighed for at komme ud og gratte lidt i jorden.
Der ligger stadig en del sne, men Dina knoklede alligevel som en lille hest med at fjerne nogle af alle de visne blade, og hun fik da også begyndt på at rydde op i drivhuset.
Jeg tog forresten også min part af bladene. Og så havde jeg travlt med at få fjernet en masse rajgræs fra et af blomsterbedene. Det er jo vores første rigtige sæson i haven - og jeg tror, at jo mere af den slags ukrudt, vi får taget her i opløbet, jo nemmere bliver det at have med at gøre resten af sommeren. En stor del af græsplænen er fyldt med mos. Jeg orker dog ikke at fjerne det altsammen, men til gengæld gjorde jeg et alvorligt forsøg på at forebygge mossen ved at sprede kalk i en del af haven.
Jeg fik også snakket lidt med en af naboerne, som har lovet at hjælpe med maskinparken, når vi forhåbentlig snart forvandler en del af den store plæne til en ordentlig urtehave.
Det var forresten en fornøjelse at se, at fuglekasserne ser ud til at blive en succes. Jeg satte jo fire kasser op forrige weekend, og det ser ud til, at der foreløbig er interesserede lejere ved tre af dem. Blandt andet iagttog jeg en blåmejsehan, som var meget interesseret i lejligheden i bøgetræet. Han fik det meste af lørdagen til at gå med at vise den frem til en, måske flere interesserede hunner - og ind i mellem kunne vi så nyde tonerne af hans lokkende kald. Desværre fik jeg ikke billeder af den situation, men fortsætter det, som det er begyndt, skal der nok blive mange fine billeder i løbet af sommeren.

Ha' det
Jesper

Forårsjævndøgn

Lørdag morgen passerede vi forårs-jævndøgn. Samtidig er sneen ved at være smeltet og vejen ned til dæmningen er i den forløbne uge atter blevet farbar.
Det skulle selvfølgelig fejres med en rigtig fototur i morgenstunden. Isen i fjorden er imidlertid langt fra smeltet, men i vågerne er der liv. I øjeblikket er det især troldænderne, som dominerer, selv om jeg i weekenden ellers også har set store flokke af både gæs og svaner i luften over huset.
Troldanden er oprindelig en nordskandinavisk and, men har gennem de seneste 100 år bredt sig syd- og vestover til blandt andet England og Danmark. Arten er i fremgang og det skønnes, at der er et par tusinde ynglepar i Danmark. DOF's hjemmeside registrerede 270 eksemplarer i Ulvedybet lørdag.
Ellers er den smeltende is umiddelbart ikke for køn at se på. En lidt uappetitlig brun farve præger overfladen. Men alligevel er der noget fantastisk over farverne. Billedet her af en af søerne på strandengen nede ved dæmningen viser en masse forskellige farver - og får mig egentlig mest til at tænke på en islandsk vulkansø. I hvert fald er det efter danske forhold et ganske eksotisk syn.
Jeg troede et kort øjeblik også, at jeg havde spottet en flok sæler ude på fjordisen. Men som det kan ses på billedet, er det en åleruse, som fiskerne ikke nåede at redde, inden isen lagde sig - og som nu er splittet fuldstændig ad af isens bevægelser.
At vi nu har passeret forårsjævndøgn er et rigtigt pejlemærke i naturkalenderen. For det betyder, at dagene nu bliver længere end nætterne - og der er altså så mange lyse timer i døgnet, at det uvægerligt må gå mod varmere tider.
Jævndøgn betyder også, at dagen og natten lørdag var lige lang - uanset hvor på kloden, man befinder sig. I skrivende stund er jeg i Tromsø - langt mod nord, og her betyder jævndøgn endnu mere - for heroppe bliver nætterne hurtigt endnu kortere end i Danmark. Om to uger begynder de lyse nætter og om en god måneds tid er det lyst døgnet rundt.
Det har dog endnu ikke sat sine spor - og det var kun med nød og næppe, at vi kunne lande i Tromsø her til aften. Et voldsomt rendfog tog det meste af sigten - og i følge taxachaufføren kan vi regne med mere sne de kommende dage - forårsjævndøgn til trods.

Ha' det
Jesper

Indflytningsklar lejlighed

Det fine forårsvejr sidste weekend var en kærkommen anledning til at få afsluttet vinterens fuglekasse-projekt.
Så de sidste skruer er nu skruet i og fire flunkende nye fuglekasser er sat op i nogle af de store, gamle træer i haven. Klar til indflytning - med aircondition og det hele.
Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for helt ensidigt at satse på mejserne i år. Alle husene er derfor forsynet med et hul på sølle 32 mm. Det skulle sikre, at pipkassen primært henvender sig til fugle som sumpmejse, blåmejse og musvit, som jeg alle har set på foderbrættet i vinterens løb.
Kasserne virker måske lidt store i forhold til en lille blåmejse, men faktisk advarer Dansk Ornitologisk Forening mod for små fuglekasser, da mange af de små fugle får mange unger. Foreningen skriver blandt andet på sin hjemmeside: "I naturen er det ikke mange huller i træerne, der har de korrekte mål til gulvplads og huldiameter, og fuglene må derfor tage til takke med, hvad de kan få. Kampen om de bedste redehuller er benhård, da hule træer i de danske skove er en stor mangelvare. Ofte er det ikke mangel på føde, der sætter grænsen for, hvor mange hulrugende fugle, der kan yngle i et område, men derimod manglen på egnede redehuller. "
På den baggrund forventer jeg naturligvis at få fuldt hus i mine fire nye lejligheder. Forresten er det endnu ikke for sent at sætte fuglekasser op. Du kan finde en brugsanvisning her.

Ha' det
Jesper