En god dag

Det har været en af de dage, hvor Norge har vist sig fra sin allersmukkeste side. En af de dage, hvor jeg tilgiver nordmændene alle deres skøre påfund, deres mangel på pli og opdragelse, deres blinde tro på det gode i menneskene, og at staten altid har ret. Det har sågar været en af de dage, hvor jeg har kunnet mobilisere en vis forståelse for, at folk står på ski.
Det startede lige fra morgenstunden med høj solskin. Vi har de seneste dage fået adskillige centimeter puddersne, det var vindstille og temperaturen har hele dagen ligget ganske bekvemt på et par graders frost.
Det er lige til at holde ud - og så er det jo smukt som i en turistbrochure. Så er det pludselig, at det er alt besværet værd. På polarinstituttet blev der afspadseret i stor stil. For ægte nordmænd er en sådan dag jo ikke til at stå for. Så er det bare frem med skiene. Allerede da jeg kørte på arbejde i morges, var der skiløbere - bogstavelig talt midt inde i byen.
Efter fyraften kørte jeg en tur på Kvaløya og fangede et par stemninger på Ixus'en. Min 40D nærmer sig de to år - og er til eftersyn inden garantiens udløb.
Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? I hvert fald fik det gode humør et ordentligt hak nedad, da jeg stoppede ved en p-plads der, hvor løjpen til Straumsbukta begynder. For her - midt ude i Guds fri natur - er der - jeg havde nær sagt selvfølgelig - en parkeringsautomat. Det er simpelthen fantastisk, at det kan lade sig gøre! Reelt er det jo en skat på skiløb - og for en nordmand er det jo næsten det samme som skat på sex! Jeg forstår ikke, at der ikke er nogen, som laver en rask lille revolution og skyder et par politikere - det ville da være sket i de fleste andre normale lande i verden. Der må dog være grænser for, hvad man skal betale for - og så i et land, der er 10 gange så tyndt befolket som Danmark. Her bør det da være en menneskeret at gå ud i naturen - uden at man skal betale for det!
Det gode vejr vil i følge meteorologerne holde weekenden over - men jeg tager nu til Øland for en sikkerheds skyld.

Ha' det
Jesper

P.s. Måske det var en ide at blive i Norge alligevel? Jeg læser netop i Stiften, at Vesthimmerlands kommune ved et uheld har fældet 35 18-års asketræer på hovedgaden i Vegger. Den kommune opfører sig da som en tumling og viderefører mange af de stolte traditioner fra den hedengangne Farsø kommune. Sagt på godt nordjysk: De kan ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele!

Aaahr!

Tilbage i Norge - nu er det altså snart ikke sjovt længere!

Ha' det
Jesper

Grøde i luften

Det har været fint vejr på Øland i weekenden - omend vi jo stadig slider med hård nattefrost herude på de store, lavtliggende vidder.
Selv om der er et pænt stykke vej endnu, er det da også sunket i snebunkerne og nede i den endnu frosne jord under træer og buske skyder forårsblomsterne frem. Der er rigtig grøde i luften.
Først og fremmest er det naturligvis vintergækker, men sørme om jeg ikke var heldig også at finde årets første krokus mandag formiddag. Så fra nu af kan det vist kun gå fremad, selv om det jo før er set med en rask snestorm til påske.
Også piletræerne længes efter forår og de allerførste gæslinger er på spring allerede. Vi tog grene ind sidste weekend, og de sprang ud med det samme. Billedet her er dog fra de udendørs af slagsen. De har det godt på den solrige plads ved terrassen.
Nede under sneen dukker græsplænen op. Den er fyldt med mos - og det er helt tydeligt, at haven trænger til en ordentlig gang kalk. Men den opdagelse er jeg ikke ene om. Da jeg var i tømmerhandelen lørdag formiddag, havde de allerede udsolgt. Det ville ellers have været rart at få det smidt oven på sneen, så det kan trænge ned i jorden sammen med smeltevandet - og så ville det heller ikke svine så meget. Men den operation må altså vente til den kommende weekend.
Nu er vi godt på vej...

Ha' det
Jesper

Stanislaws udsigt

Da jeg var i Nuuk i sidste uge, mødte jeg i sagens natur en del mennesker, som snakkede om gamle dage - hvilket vil sige for sådan cirka tre år siden, da jeg flyttede fra den grønlandske hovedstad.
Mange snakkede om, at snerydningen ikke var så god, som dengang Stanislaw stod i spidsen for den.
Stanislaw Waclawic var i mange år leder af Nuuk Kommunes driftsafdeling og havde ansvaret for blandt andet snerydning og vejbygning. Han døde efter længere tids sygdom for godt et års tid siden - alt for ung, da han var stort set jævnaldrende med undertegnede. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham - altid åben og parat til at fortælle om de mange projekter. Men med Stanislaws baggrund fra den polske hær var det også klart, at en ordre fra ham ikke var et diskussionsoplæg. Derfor var han en meget effektiv koordinator af blandt andet snerydningen.
En af Stanislaws sidste opgaver var bygningen af en ny vej direkte fra Nuussuaq til Qinngorput - cirka tre kilometer gennem svært kuperet terræn. Vejen er en rigtig ingeniør-bedrift og er opkaldt efter Nuuks navnkundige borgmester Agnethe Davidsen, som døde - også alt for tidligt - i 2007. Det der med at få opkaldt veje efter sig er et privilegium, der i Nuuk er forbeholdt politikere og andre fremtrædende personligheder i offentligheden. Da Stanislaw døde, ville man i respekt for hans store arbejde også gerne hædre ham, men det kunne naturligvis ikke ske i form af en vej. Til gengæld valgte man at opkalde en rasteplads efter ham - og det blev til Stanislaw-ip Isikkivia - Stanislaws udsigt.
Udsigtspunktet ligger tilfældigvis der, hvor den sidste udsprængning til vejen fandt sted. Jeg har i mit arkiv fundet billeder fra sprængningen, som var overordentlig spektakulær. For det første var det en åben sprængning, hvilket sker ret sjældent i beboede områder - og dels var det en meget stor sprængning. Såvidt jeg husker, var der brugt 2.500 kg dynamit til netop denne. Stort var det - og imponerende at se, hvor præcist minørerne kan lave arbejdet i vore dage.
Jeg bringer billederne her som et minde om Stanislaw og som en hilsen til hans veninde Elvira, der forresten lige har været til barnedåb i Danmark for sit barnebarn. Desværre nåede hun ikke forbi Øland denne gang.

Ha' det
Jesper

Kranernes by

Nuuk er en by i rivende udvikling. I mange år har man anslået den årlige befolknings-tilvækst til at ligge på 300, og bolignøden er legendarisk.
Da jeg boede der, var ti til femten års ventetid på en stor lejlighed bestemt ikke unormalt. Der er derfor ikke noget at sige til, at byens vise mødre og fædre med begejstring klapper i deres små hænder, når et nyt byggeprojekt bliver præsenteret.
Nuuk lider desuden af pladsmangel, klemt inde mellem vand og høje fjelde som byen er - og der er sådan set kun en vej at udvide. Opad - og der bygges derfor mange højhuse i byen i disse år. I en årrække var kommunalbestyrelsen betænkelig ved dette "Hongkong-syndrom" og blokerede derfor for udviklingen, men heldigvis er man da kommet til fornuft. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg efter ikke at have været i Nuuk i et par år, kom tilbage i sidste uge. Det er altså virkelig gået stærkt med byggeriet. Overalt skyder højhusene op som paddehatte - og det Klondike-præg, som byen havde, da jeg flyttede dertil i 1995 er forlængst væk. Væk er barakkerne og mange af de forsømte gamle boligblokke fra tresserne. Det var hyggeligt, men bestemt ikke for kønt. Og det klæder den grønlandske hovedstad, at den nu fremstår som en dynamisk storby klædt i glas og beton - og stadig idyllisk beliggende ved mundingen til Godthåbsfjorden - hele byens kæmpemæssige vidunderlige, vidtstrakte, storslåede og fantastiske rekreative bagland.
Jeg har samlet en række billeder fra storbyens anatomi i et slideshow. Det kan gentages ved at klikke på det en gang - og ved at klikke to gange, får du det i stor størrelse i et nyt skærmbillede.



Ha' det
Jesper

Dagens bræt

Uanset hvor i verden man rejser, så er det lokale marked altid et besøg værd. For det her, man møder den lokale befolkning på deres hjemmebane. Uden forlorne turistpåfund og falsk folklore.
I Grønland hedder det lokale marked brættet. Det dækker over mere eller mindre ydmyge lokaliteter, hvor de lokale fangere sælger deres produkter.
De seneste år har de altid utrættelige bureaukrater imidlertid også kastet sig over brættet, så i flere byer - blandt andet Nuuk - er der temmelig langt fra markedet i dets omrindelige form, nemlig et bræt smidt oven på to fiskekasser. Deraf selvfølgelig navnet. I Nuuk er brættet et temmelig stort halvtag med rindende vand og stålborde, hvor de forskellige produkter udstilles. Selvfølgelig med veterinær-bureaukratiske påfund som rindende vand, påbudt brug af engangshandsker og så videre. Men uden kølediske, for det tager naturen sig af.
Det grønlandske navn for brættet er Kalaaliaraq, som betyder "den lille grønlænder". Det var i sin tid i halvtredserne øgenavnet på den kreative fanger, som fandt på at stille sig op og faldbyde sine produkter fra et bræt.
På brættet kan man for en fornuftig pris erhverve sig alskens fiskeprodukter samt årstidens vildt. Her i midten af marts er fiskesortimentet domineret af rødfisk, torsk, hellefisk og uvaq, som er en torskelignende fisk, der findes i stort tal i de grønlandske fjorde. Endnu er det lidt for tidligt til den helt store forårsdelikattesse i Nuuk-området - stenbider, som enhver ordentlig nuummiut med respekt for sig selv spiser rå med stor fornøjelse.
På vildtsiden bød brættet i Nuuk i denne uge på rensdyr og harer samt selvfølgelig sæl, som fanges hele året. På andre tider af året kan man også finde en række fugle som rider, alke, edderfugle og ryper. Er man heldig kan man også finde hvalkød fra finhval, sildepisker (vågehval), grind, narhval, marsvin og hvidskæving. Grønlænderne og dermed altså Danmark har nu i en årrække forgæves søgt den internationale hvalfangstkommision IWC om tilladelse til fangst af pukkelhvaler, som findes i et relativt stort tal i Nuuk-området om sommeren.
Men ellers er det mest eksotiske på brættet selvfølgelig sælkødet. Kødet har en helt speciel mørkerød farve, som skyldes sælens store gammaglobulin-indhold i blodet. Det gør sælen i stand til at optage op til 20 gange mere ilt end mennesket. Af samme grund har en læge i min omgangskreds engang for sjov foreslået, at man giver cykelryttere transfusioner med sælblod i stedet for EPO og al det andet skidt, som udøverne af cykelsporten fylder sig med.
Et besøg på brættet er en god anledning til at se nærmere på sælens anatomi. Et kig på tandsættet afslører for eksempel, at dette dyr er et ualmindelig bidsk rovdyr, temmelig langt fra den vestlige verdens pussenuttede opfattelse af sælhunden som en kært lille kæledyr med store sorte øjne og afkom så nuttet, at man kalder dem babysæler i stedet for det mindre følelsesladede sælunger.
Det er i den forbindelse værd at notere sig, at den vestlige verdens pjattede disney-sering af sælen og EU's latterlige forbud mod sælprodukter ikke alene er en trussel mod det lokale grønlandske erhvervsliv. Det kan også nemt udvikle sig til en økologisk katastrofe i de arktiske farvande, da faldende sælfangst vil medføre flere sæler til ubodelig skade for områdets ellers rige fiskeforekomster.
Når det så er sagt, skal det da også med, at jeg selv kun i begrænset omfang spiser sælkød. Det har en lidt speciel smag, som mine smagsløg ikke rigtig kan forlige sig med, så vænnet til grise- og oksekød, som de nu er. En undtagelse er dog sælens lever, der er en delikatesse på linje med kalvelever. Serveret med bløde løg og brun sovs er det en rigtig herreret.
Så det må være dagens ret på brættet!

Ha' det
Jesper

Nyhed

Bemærk venligst, at historien om "Hundene i Jakobshavn" er blevet redigeret, og at der nu er tilføjet et slideshow...

Jesper

Rygternes by

Rygter løber hurtigt i Nuuk, og et saftigt rygte kan sætte byen på den anden ende på mindre end en time.
Onsdag eftermiddag var jeg til et møde i selvstyre-bunkeren i Nuuk Downtown, da det pludselig forlød, at der var blevet set en isbjørn i forstaden Qinngorput. Den slags forlydender bliver taget meget alvorligt i Nuuk. En isbjørn er et helt sikkert hit, som dræber enhver form for koncentration. Her går naturen - den menneskelige - forud for alt, og forhandlingerne på adskillige kontorer blev meget hurtigt afsluttet, hvorefter det gik i fuld fart mod Qinngorput. Nuuk er en meget demokratisk by, for alle - høj såvel som lav - reagerer, og selv landstyreformanden fandt det nødvendigt ved selvsyn at tjekke, om der nu var noget om rygtet.
Så efter at have været i den grønlandske hovedstad i et par timer, stod jeg nu sammen med det meste af byen og spejdede ud over Qinngorput-bugten. Det var som om tiden havde stået stille i de tre år, der nu er gået, siden jeg flyttede fra Nuuk. For jeg var helt klart en del af fællesskabet. Og blev det ikke til en isbjørn, så blev det i hvert fald til et møde med masser af mennesker, som jeg kender mere eller mindre godt.
For isbjørnen, ja, den så vi ikke noget til. Men nu går der jo sjældent røg af en brand, uden at der har været ild. Grønlands Radio kunne i hvert fald meddele, at man har talt med en fanger, som angiveligt skulle have set isbjørnen. Han opgav bare at forfølge isbjørnen, fordi han skulle hente sine børn i skolen. Den historie er om mulig endnu sværere at tro på. Jeg nægter simpelthen at tro, at en mand, der har jagt som sit erhverv, opgiver at forfølge en isbjørn - bare for at hente børn i skolen.
Men det er en kendsgerning, at der de seneste år har været adskillige tilfælde af isbjørne i Nuuk-området, så måske sidder bamse oppe i fjeldet og griner ad de tossede Nuummiutter. Trafikken brød nærmest sammen i området, som billederne viser - og om ikke andet, så fik vi da lidt frisk luft ud af dette rygte.
Fotografen på det nederste billede er Kokholm - Nuuks førende paparazzi og en god mand at kende, hvis man vil vide, hvad der rører sig i den grønlandske hovedstad netop nu. Og den sorte Honda til højre i billedet tilhører min gode ven og gamle kollega fra Nuuk TV, Angu Kristensen, som det forresten også var godt at møde igen. Sammen har vi dækket masser af rigtige Nuuk-begivenheder - akkurat som onsdagens isbjørnejagt.

Ha' det
Jesper

Mælkeflyveren

Onsdag formiddag gik turen fra Ilulissat til Nuuk med mælkeflyveren - eller kysthopperen, som den hedder i Air Greenlands reklamer.
Det er sådan et grønlandsk svar på et bumletog, som stopper ved alle stationer. Helt konkret tog den cirka 1000 km lange tur tre en halv time med mellemlandinger i Aasiaat, Sisimiut og Maniitsoq.
De tre byer fik for en halv snes år siden nogle små lufthavne, så man slap for den dyre og meget vejrfølsomme helikoptertransport. Billedet af lufthavnsbygningen i Sisimiut kunne derfor lige så godt være taget i Maniitsoq eller Aasiaat, da de tre lufthavne er helt identiske.
Det er forresten en ganske speciel oplevelse at flyve med mælkeflyveren. Der er sådan noget lidt ekspeditionsagtigt over det, da ruten er en kombineret fragt og passagerflyvning. Helt konkret foregår det ved, at et antal sæder bag i flyet bliver brugt til post og varer. Det kan godt virke lidt primitivt og overvældende på turister fra den mere civiliserede verden, men sådan er vilkårene altså i Grønland. Uanset hvor man bor, vil folk jo gerne have både post og friske grøntsager.
Forresten er servicen helt i top. Air Greenland er et af de selskaber, som stadig serverer kaffe på flyvningerne - og det kan godt blive til adskillige kopper kaffe og småkager på sådan en formiddag i godt vejr mellem Ilulissat og Nuuk.
Da mælkeruten jo også er postfly, skal turen flyves uanset hvor få passagerer, der er. Det giver god plads i kabinen - noget der efterhånden også er et sjældent syn i resten af verden, hvor den hårde konkurrence og omkostningsfokus betyder, at flyene som regel er fyldt helt op.
Nu kunne man jo tro, at mælkeflyveren er en smart måde til at opleve Grønland på en formiddag. Men da alle lufthavnene ligger langt uden for byerne, og opholdet hvert sted som regel kun tager cirka 20 minutter, er der altså grænser for, hvor meget man ser - altså bortset fra en stribe standardiserede lufthavnsbygninger.
Som det meste af Air Greenlands indenrigsflyvning foregår turen med slideren i den grønlandske infrastruktur - DASH 7. Flytypen er efterhånden noget bedaget, men er stabil og trofast og kan med sine store ror og fire motorer lette og lande på noget nær et frimærke. Men DASH 7-æraen rinder mod enden. Air Greenland er netop begyndt udfasningen af flytypen og har foreløbig anskaffet to DASH 8-200, som bliver indsat i trafikken i løbet af foråret.

Ha' det
Jesper

En meget fotogen by

Man kan mene, hvad man vil om Ilulissat. Men to ting står fast: Isfjorden er på UNESCOs verdensarv-liste og noget helt enestående - og så er det en by med masser af fotomuligheder.
Isfjorden er enestående, fordi verdens mest produktive bræ ligger inde i fjorden og spytter det ene isfjeld efter det andet ud. De holder nærmest i kø ved fjordens munding for at komme ud og leve det liv, som et isfjeld med rimelighed kan forvente - en langsom optøen i det salte og varmere hav. Produktionen af is er så stor, at den modsvarer New Yorks årlige vandforbrug - om dagen. Isfjorden er nærværende - uanset hvor i Ilulissat, man opholder sig.
Samtidig er Ilulissat på mange måder en voldsom eksotisk oplevelse, fordi byen er et lille grønlandsk samfund midt i hundeslæde-distriktet. Hundene dominerer byen og kan høres overalt. Men selvfølgelig er der også plads til biler og en enkelt gul bybus.
Ilulissat byder på noget for enhver god smag. Byen er jo Grønlands førende på turistfronten, så fine restauranter med førende kokke findes der flere af. De friske grønlandske råvarer virker som en sand magnet på madkunstnerne.
Men der er også de mere ydmyge steder for den lokale befolkning, hvor ikke alene en gruppe danskere trænger sig på. Også en større gruppe indbyggere af fjernøstlig herkomst har skabt sig en tålelig tilværelse her 700 km nord for polarcirklen, så ikke en gang en kineser-grill mangler de i Ilulissat.
Onsdag går turen videre til Nuuk.

Ha' det
Jesper