Dagen før dagen
Med dette foto af en af havens gamle juleroser skal der lyde en glædelig jul til alle bloggens læsere.Julerosen står ude under den store taks. Der har den stået i adskillige år efterhånden - og er et levende eksempel på et af min fars gamle haveråd - bare lad den stå i fred, så skal den nok blomstre. Det er i øvrigt en sandhed, der gælder i mange af livets forhold.Status på året er, at det er gået nogenlunde som sidste år - altså ganske udmærket. Jeg er begyndt at mærke lidt alderdomsskavanker - gammelmandssukkersyge og angst for at stå på stiger - men er så vidt vides fortsat ved mine nogenlunde fulde fem.Jeg har også nået pensionsalderen, men har ingen aktuelle planer om at lægge op. Den, der har evnerne, har også pligten - og jeg er for resten deadline-junkie, der har det svært ved en tilværelse uden deadlines.Julefridagene er et godt eksempel. Jeg har nu brugt fire dage på at tage mig sammen til at støvsuge bilen og få den vasket - uden held. Sådan er det bare.Juleaften tilbringer jeg i det bedste selskab, jeg kender - mit eget. Og jeg glæder mig da en lille smule til en dag i køkkenet. Madlavning er mit zen. Jeg slår hjernen fra og arbejder meditativt med hænderne. Det er faktisk ret lækkert, så der er ingen, der skal have ondt af, at jeg sidder alene i morgen aften.Jeg vil hygge mig med julemaden og glæde mig over min julegave til mig selv - et nyt komfur.Glædelig jul til alle. Juullimi pilluaritsi.
TNH: Christmas version
5 timer siden

Ingen kommentarer:
Send en kommentar