Inderst inde er vi alle ens

Barnetro

Naja Christiansen fra Ilulissat har fundet dette foto fra begyndelsen
 af 60erne. Den lange sorte bygning er GTO-bygningen, hvor de
danske håndværkere spiste hver dag. Ved den lille bygning med
stativet med tørrede fisk var der et lokum nedenunder. Foto: Privat

En barndomserindring fra Ilulissat minder os om julens glade budskab. Vi er mennesker – og vi er alle ens uanset hudfarve og etnicitet.

- Jeg har et minde fra min barndom i Ilulissat, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Det minde vil jeg gerne dele med andre, for det er del af min livserfaring.

Det fortæller Naja Christiansen, der har boet i Danmark i mange år, men som var barn i Ilulissat i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, hvor der var gang i byggeriet over alt i Grønland. For det mestes vedkommende med danske håndværkere, der kom til Grønland for en kort periode – og boede i GTO-lejrene – barakkerne.

- For en lille pige som mig kendte vi ikke så meget til danskerne. Vi så dem, men snakkede ikke med dem – og de interesserede sig vel heller ikke så meget for os, når det kom til stykket, siger Naja Christiansen.

- Men vi var da lidt nysgerrige – og når vi var på legepladsen ved skolen, snakkede vi da også om de danske håndværkere, som hver dag kom og spiste til middag og aften i GTO-bygningen lige ved siden af skolen. Lige ved siden af var der et lokum – indrettet som alle andre lokummer i Ilulissat på den tid. Det vil sige, at der var en lem under lokummet, så hundene kunne rydde op.

- Jeg var omkring 8 til 9 år gammel i 1961 eller 1962. En dag så vi en dansk håndværker, som kom løbende hen til lokummet. Han var helt tydeligt alvorligt trængende.

Så nu havde børnene foran skolen en helt enestående chance – og den skulle bruges.

- Vi børn blev hurtigt enige om at undersøge hans afføring, for at se om det lugter lige så meget som vores – og hvad der især var interessant, om det måske var lysere end vores, fortæller Naja Christiansen.

- Så stod vi og kikkede og var spændt på at se det, der skulle komme ned, samtidig med at vi jagede hundene væk med en pind.

- Ned kom en tynd og ildelugtende pølse frem. Det var en stor skuffelse. Vi troede, at danskernes afføring var lysere og ikke lugtede ligesom vores.

Naja Christiansen glemmer aldrig den oplevelse.

- Den stakkels mand havde sikkert dårlig mave. Føj - det stank altså fælt, siger hun.

Historien var oprindeligt tiltænkt Sermitsiaqs juleavis, men passede ikke rigtig i den store sammenhæng. Men jeg synes ikke, at bloggens læsere skal snydes for den, for her passer den fint.

Da jeg talte med Naja om historien, fandt jeg ud af, at hun havde været veninde med Dina i barndommen i Ilulissat. Naja kvitterede med et foto af de to, der blev taget i Vejle i 2019 i forbindelse med julehilsen til Grønland. Det billede er jeg glad for - så det blev en lille uventet julegave. Tak for det.

Du er velkommen til at dele historien.