Træls hæder til klaphatte

Pseudopriser

Frit efter Heiberg: "Medaljer hænger man på idioter."

Fantasiløsheden står i kø, når pr-hungrende organisationer og foreninger søger medieomtale. Så der går næppe en dag, uden at der er en eller anden klaphat, der bliver udnævnt til årets leder, årets direktør, årets ejendomshandler, årets medarbejder, årets ildsjæl, årets LGBT-person og så videre.

Det er trættende og irriterende – og det handler jo sjældent om modtageren, men giveren. For det er ikke andet end et pr-stunt, der skal skabe omtale og penge i kassen hos organisationerne, der står bag.

Jeg forstår ikke alt det rygklapperi. Selv mener jeg, at det må være nok at gøre tingene ordentligt – og have det godt med sin samvittighed. Det skal man da ikke have ros for. Og når vi snakker om medarbejdere, så får de jo løn for arbejdet. Det må være nok.

Det er almindeligt, at mange virksomheder udnævner en morakker til årets medarbejder – og spiser vedkommende af med en flaske rødvin og en buket blomster. Hvis arbejdsgiveren er glad for en medarbejder, så må virksomheden til lommerne. I et arbejdsforhold er der ikke noget så motiverende som en løncheck.

Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at en arbejdsplads skal være hyggelig og sjov. Det handler om arbejde – og det skal man have ordentlig løn for. Alt andet er ligegyldigt.

Rundt omkring i kommuner og foreninger er der et særligt fokus på de såkaldte frivillige. Så der uddeles et hav af frivillig-priser. Det forstår jeg slet ikke. For det er ikke noget særligt. Jeg har gennem et langt liv brugt adskillige tusinde arbejdstimer på især spejderbevægelsen – og ovenikøbet betalt for at få lov til det.

Det gør jeg ikke for andres skyld, men for min egen. Fordi jeg synes, det er sjovt. Det skal jeg da ikke have tak for. Som frivillig bærer arbejdet lønnen i selv.

En særlig ondsindet variant er de såkaldte ildsjæle-priser. I bedste fald er en såkaldt ildsjæl en temmelig harmløs person, men mange gange er ildsjæle uforsonlige fanatikere. De kan være flinke nok, men de er ikke til at stole for – for bag flinkheden er der altid en bagtanke.

Ildsjæle lider ofte af tunnelsyn - og så har de den opfattelse, at deres lille Hassan er så vigtig, at andre skal betale for deres fritidsfornøjelse. Det, synes jeg, er temmelig usympatisk.

Så er det jo også ved at være tid til film- og skuespillerpriser. Oscar, Robert, Bodil – og hvad de ellers hedder. Det er også uinteressant, men ikke desto mindre bringer de elektroniske medier timelange optakter og reportager til uddelingerne.

Her ser vi så den ene skuespiller efter den anden blive glædeligt overrasket – og måske endda fælde en tåre over den store ære. Det er kejserens skæg. For det er jo skuespillerens metier at vise følelser, så det kan man slet ikke stole på. Hvis en skuespiller er oprigtig glad, så er det som regel på vej til banken med gavechecken.

Det er altså uinteressant – akkurat som alle de andre pris- og hædersuddelinger.

På Kanten, Nordjyske 9. februar 2023.