søndag den 27. august 2023

Fænomenet Susie

Populærmusik

Det er sådan cirka 40 år siden, at jeg stødte på Susie og Leo første gang.

Til visefestival i Skagen. Det var faktiske det eneste musik, jeg hørte i de fire dage, jeg var der. For visesang og folkemusik finder jeg temmelig kedeligt og anstrengende. Så hellere godt med bajere og dans på bordene - og sådan blev det på restaurant Skansen i Skagen.

Fredag aften blev det til et genhør og ikke mindst gensyn med Susie, da hun spillede (eller rettere performede) på Jernbanetorvet i Brovst. Det var arbejde for mit vedkommende, men også en let opgave. For Susie er altså meget livlig på en scene, så allerede efter et par minutter var der en håndfuld gode billeder på kortet.

Ikke alle billederne var egnede til avisbrug, så jeg bringer lige et par stykker her.For de særligt interesserede kan jeg oplyse, at billederne er klikbare.

Jeg er vildt imponeret. Susie er et par år ældre end mig - og jeg kan i hvert fald ikke længere få fødderne op i hovedhøjde.

Det har i øvrigt været nogle hektiske dage i lokaljournalistikkens tjeneste. Jeg lagde ud fredag morgen med åbningen af Harald Nyborg i Aabybro og børne-OL på Jetsmark Stadion. Så Susie om aftenen. Lørdag blev det til et fornyelsesprojekt i Mølleparken i Brovst, en ny surfstation på Gjøl havn, vikingetræf på Aggersborg, madfest på Thorup Strand og en damefrokost i Aabybro. Søndag eftermiddag venter en lystfiskerkonkurrence i Birkelse.


Ingen kommentarer: