fredag den 4. august 2023

Blommer i madeira

Sylteeksperiment

Så er de første blommer klar. Og der er mange flere, end jeg kan nå at spise direkte fra træet. Så jeg gik i gang i køkkenet og lavede blomme i madeira. En selvkomponeret opskrift, som jeg fandt på, mens jeg lavede de gode sager.

Som alle andre småsure gamle mænd har jeg pådraget mig diabetes, så mine gamle opskrifter bruger jeg ikke længere. De fleste er baseret på pund til pund-metoden, og den går altså ikke. Derfor lidt fri leg ved gryden.

Jeg tog et kilo blommer og udstenede dem. De kom i en gryde med 125 gram sukker og 50 gram vanillesukker. Sukker er en del af konserveringen, så det kan ikke helt undværes, men netop i kombination med den syreholdige madeira tør jeg nu godt holde igen.

Hele herligheden overhældes med en kvart liter madeira og bringes langsomt i kog i et minut eller to, så blommerne ikke koger helt ud, men bare bliver bløde. Så hældte jeg blommerne på skoldede og atomon-skyllede glas med en hulske. Smagte lagen til med lidt stevia og gav den et opkog, inden jeg hældte den over blommerne. Låg på med det samme, så der dannes vacuum, når det køler af.

Nu skal de så stå i køleskabet og trække igennem i et par uger - og så er de ellers klar. Blomme i madeira er fremragende til trifli - og så kan de også bruges til ost i en snæver vending.

Jeg har to blommetræer. Det aktuelle er vistnok af sorten kirkes og bærer blommer her i begyndelsen af august. De smager hammergodt og er faste i kødet.Træet står desværre i et vildnis af rododendron, selvsåede træer og azalia, så det er meget besværligt at komme til.

Så jeg har lige skrevet på dosmeren med vinterprojekter, at der skal ryddes omkring blommetræet - og beskæres. For jeg er ikke helt vild med at stå på stiger længere. Men jeg faldt nu kun ned en gang - og det var helt klart min egen fejl. Måske der også skal sås græs på stedet til næste år. Nu får vi se...

Mit andet blommetræ er victoria. De er først modne om en måneds tid, men det ser ud til at give helt overvældende igen igen. Victoria er ikke verdens bedste blommer, men de er taknemmelige og giver godt.

Ingen kommentarer: