søndag den 20. august 2023

Svinets svinkeærinde

Springtur

Foto: Sussie Løfqvist
Fredag eftermiddag var genboens vietnamesiske hængebugsvin på springtur. Det vakte angiveligt i følge Facebook en del postyr og opsigt. Men selv om det foregik ret ud for parcellen, opdagede jeg det slet ikke.

Jeg havde besøg af min kusine Anne og Henrik. Bare lige til en kop kaffe og jordbærkage på gårdspladsen. Snakken gik livligt - og vi var åbenbart tabt for omverdenen. Så svinets svinkeærinder opdagede vi ikke.

Det kunne ellers være hyggeligt med et besøg af sådan en grisebasse. Hellere det end løse hunde - i hvert fald.

Den for vore breddegrader noget eksotiske gris tilhører Tonny i nr. 7 - og efter kort tids forløb var grisen tilbage i folden, har jeg fået fortalt.

I følge wikipedia stammer hængebugsvinet fra Vietnam og Thailand og er nært beslægtet med vildsvin. Et fuldvoksent dyr kan veje fra 25 kg til over 130 k. De bliver i gennemsnit 15 år gamle. Hængebugsvinet bliver ofte holdt som kæledyr. I Spanien betragtes det som en invasiv dyreart.

Tonny har i øvrigt en vis kærlighed til specielle dyrearter, I de godt 13 år jeg har boet på Nørremarksvej, har vi oplevet både strudse, æsler og lamaer på hans lille mark bag huset.

Ingen kommentarer: