Ren snak for pengene

Offentlig kommunikation

Nu skal de ansatte i Aalborg kommune på kursus for at lære at kommunikere, meddelte avisen forleden.

Tjaah, det var vel også på tide, mener jeg. Og det gælder såmænd ikke bare de ansatte i Aalborg kommune, men hele den offentlige sektor. Her mestrer man i særklasse kunsten at kommunikere, uden at almindelige mennesker forstår så meget som et enkelt kvæk.

I gamle dage var det især kancellisproget, der gjorde den offentlige kommunikation uforståelig for mange, men i dag er det en sand flom af intetsigende buzz-ord (modeord) som dialogmøde, tovholder, forandringsparathed, robusthed, reform, samskabelse, udfordringer i stedet for problemer, problematikker i stedet for problemer og så videre og så videre. Og så er det for resten fuldstændigt umuligt at få de offentligt ansatte til at tro, mene, vide, formode, overveje noget som helst: Nej, de tænker – og det er lige nøjagtig, hvad de ikke gør, for så ville de have valgt et andet ord.

Jeg har altid ment, at det bør høre med til ansættelsesvilkårene i den offentlige tjeneste, at man kan formulere sig klart, så borgerne og ikke mindst de betalende skatteydere forstår, hvad der foregår. Som informationsmedarbejder og –chef har jeg gennem årene kæmpet en hård kamp på den front, selv om det egentlig svarer til, at jeg saver min egen gren over. Men jeg ofrer mig gerne, især hvis resultatet bliver en gennemskuelig og effektiv offentlig sektor. Det mindste, skatteyderne kan forlange, er da ren snak for pengene.

Mange gange dækker de uldne buzz-ord over et temmelig uhyggeligt menneskesyn. Forleden hørte jeg en såkaldt postdoc i TV-Breaking om de mange reformer i folkeskolen:

- Børn skal have kompetencer til at navigere i livet, djøffede postdocen. Det løb mig koldt ned ad ryggen og jeg fik ondt af de stakkels børn, fordi hun ikke turde sige, at børn skal lære om tilværelsen. Damer, der snakker sådan, tør jeg altså ikke være alene med om natten, uanset om der foreligger samtykkeerklæring, der som bekendt er den seneste nyskabelse på den sexuelle front på linie med pisk i den bare, håndjern, gummitøj, lak og læder.

Samtykkeerklæringen er simpelthen djøf’ernes vådeste drøm om en hed nattetime. Man ser det for sig. Midt i kampens hede trækker juristen samtykkeerklæringen frem, ruderne dugger af bar’ ophidselse, og den søde kløe får et ekstra pift, når det elskende par i det famlende mørke højtideligt underskriver erklæringen og twitter et instagram-foto ud på Facebook af den højtidelige underskrivelses-ceremoni.

Men tilbage til postdocen: Hun fortsatte i interviewet med at henvise til et eller andet arbejdsprogram, som hun benævnte ”21st century skills”. Det lød flot, men jeg forstod det ikke, så jeg måtte til at søge på internettet. Her viser det sig, at 21st century skills er et slags program for folkeskolen, hvor børnene gennem en systematisk progression og kollaborativ læring sikres kompetenceudvikling ud fra taksonomiske beskrivelser, sådan cirka.

Programmet beskriver en række områder, som børnene skal lære for at kunne begå sig i det 21. århundrede. Blandt andet kompetent kommunikation!

Hvem mon skal lære børnene det? En hel hærskare af djøffende postdocer, måske? Jeg tvivler. Men hvis man nu sendte børnene ud med roejernet og til andet ukompliceret børnearbejde i fritiden, så lærer de helt sikkert noget om livet og glæden ved at tjene pengene selv uden offentlig mellemkomst. Og så lærer de temmelig sikkert både at bande og tale dansk, så enhver kan forstå det. Det er nu ikke den ringeste gave, vi kan give børnene med i livet…

Klummen blev bragt i Nordjyske Stiftstidende fredag den 15. marts 2019. I skyndingen glemte jeg helt at harcelere over brugen af ordet "ambitiøs" i den offentlige debat. Det har nemlig ikke noget med ambitioner som sådan at gøre, men betyder bare, at politikerne vil lave noget, der kommer til at koste skatteyderne helt urimeligt mange penge - uden at det fører til noget som helst.