torsdag den 3. januar 2013

Julerosen

Liv i det vinterfrosne hjertes kvarts

De seneste dages lune vejr - i dag nåede vi 11 grader ved middagstide - har fjernet det meste af sneen i haven og blottet juleroserne.

Nu titter de første juleroser frem under sneen.
De har haft det godt dernede under sneen. Sat masser af knopper og nu er de første blomster fremme - lige just i tide til at julerosen kan leve op til sit navn.

Helt lever den dog ikke op til navnet. For den har intet at gøre med en rose og derfor har den også andre navne som snelilje og sneklokke. Julerosen er af ranunkelfamilien og kommer oprindeligt fra Alperne. Den ligner meget sin nære slægtning påskeklokken, der dog - som navnet siger - først blomstrer senere på vinteren.

Der er masser af knopper i juleroserne i år.
Der er blandt havefolk nogen uenighed om, hvordan man skelner mellem de to sorter. Claus Dalby hævder, at julerosen kendes på sine hvide blomster, hvorimod påskeklokken kan have mange forskellige farver, deriblandt også hvid for at gøre forvirringen komplet.

Det er lidt sjovt, at julerosen formeres ved hjælp af frø - for umiddelbart skulle man ikke tro, at der ved vintertid er insekter til bestøvningen. Men igen hævder de kloge, at det er der. Julerosen har en meget kraftfuld nektar - og det skulle blandt andet være en god ide at plante juleroser mellem bistader, så bierne har lidt vinterfoder ved hånden.

Der er også liv i krokusserne.
Forresten er julerosen ikke ene om at give liv i haven her umiddelbart efter nytår. Varmen har også lokket de første spirer af krokus op af jorden - og rundt omkring er der også tegn på, at der er liv i påskeliljerne lige under jordoverfladen. Der er - efter kalenderen - stadig et par måneder til det rigtige forår, men det er nu godt at se, at der allerede nu er liv derude.

Årets første forårsbebuder - lang tid før det er forår.




Ingen kommentarer: