fredag den 25. januar 2013

Alting har sin pris

Gratis betyder, at der er en anden, der betaler for dig...

Nem Konto gør de nemt for myndighederne at
overvåge borgerne. Vil vi finde os i det?
Det er godtnok ikke sjovt at være bankmand i øjeblikket. Efter en lang række spektakulære krak kan branchens anseelse ligge på et meget lille sted.

Bankernes dårlige rygte er godt hjulpet på vej af medierne, fordi journalisterne har øjnet en mulighed for at slippe for bundplaceringen i troværdighedsbarometrene.

Helt galt er det gået, efter at Danske Bank har annonceret, at man ikke længere vil arbejde gratis, men vil lægge et gebyr på almindelige bankkonti – altså sådan en konto, som alle danskere skal have for at få løn og offentlige ydelser udbetalt.

Den offentlige mening udstødte et ramaskrig – og politikerne rasler med regelsabelen. For i den offentlige mening er det altså en del af de danske menneskerettigheder at have en gratis bankkonto.

Det er noget sludder, for der er intet i denne verden, der er gratis. Alting har sin pris. Gratis betyder bare, at der er en anden – sikkert et godtroende fjols – der betaler for dig. Det gælder for bankydelser – lige så vel som for al offentlig service.

Der er nu en gang arbejde forbundet med at administrere en bankkonto – og så er det vel ikke andet end almindelig rettidig omhu at tage sig betalt for dette arbejde. Jeg er helt sikker på, at DR’s demonstrerende fallent-aktionærer foran retten er helt enig med mig i, at det nok havde været en god ide, hvis de krakkede banker havde bekymret sig lidt mere om indtjeningen.

Nu er det jo en god dansk tradition for smed at rette bager, men det er ikke bankerne, der er problemet. Det er politikerne, fordi de troede på, at der virkelig er ting, der er gratis – og derfor pålagde alle danskere at have mindst en bankkonto – den eufemistisk benævnte Nem Konto – til løn og offentlige ydelser. Dybest set gik det bare ud på at vælte den offentlige sektors ekstreme overadministration over på bankerne – og det er regningen herfor, der nu skal betales.

Nem Konto er et voldsomt anslag mod den personlige frihed og i virkeligheden et udtryk for politikernes og embedsværkets sygelige mistillid til den danske befolkning. Det eneste, der er nemt med en Nem Konto, er nemlig at overvåge danskerne. Det burde dog være en menneskeret frit at udveksle penge, tjenesteydelser og gaver – uden at der sidder en offentlig snager og følger med i det.

Her i Nordjylland har vi en udpræget tradition for at handle kontant. Det er et godt og sundt princip, men det er en torn i øjet på en blodsugende offentlig sektor, der ikke kan leve med, at befolkningen kan klare sig selv.

I det hele taget bør vi vende tilbage til gamle dages kontant-principper. Jeg er ved at græde, når jeg ser en gammel mand gå fra Brugsen med uforrettet sag, bare fordi han ikke kan huske sin såkaldte pin-kode. Hvordan har vi kunnet skabe et samfund, der behandler vore ældre borgere så uværdigt?

At basere et samfund på elektroniske systemer er tåbeligt. Vi så det for et par uger siden, da NEM-ID pludselig ikke kunne bruges på grund af en virustrussel.. IT-systemerne gør samfundet sårbart og kan nemt lammes af terrorister eller naturkatastrofer – og derfor vil det være rettidig omhu fra landets ledende politikere, hvis de sørger for, at det stadig er muligt at leve i dagens Danmark uden at være afhængig af noget skrøbeligt elektronik.

Så lad os stoppe alt det kontohalløj og udbetal løn og pensioner i kontanter akkurat som i gamle dage – og så lade det være op til den enkelte selv at bestemme, om pengene skal i banken eller under hovedpuden.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 25. januar 2013.

2 kommentarer:

Per Gissel sagde ...

Jesper så opstår det et nyt "job-to-do". Kontant beholningden kan ikke klare gammeldaws udbetaling. Alene +65 gruppen vil kunne tørlægge Nationalbankens samlede mønter og sedler

Jesper Hansen sagde ...

Åååh, ja, det perfekte har altid været det godes fjende. Det problem er da til at løse - hvis det overhovedet er et problem...