Fra arkivet: Ilulissat 1994

Verdens største hundeslæde

Verdens største hundeslæde.

Jeg var lige i arkivet for at finde et helt andet billede, da jeg faldt over disse fotos.

Jeg havde glemt alt om dem - og har ingen som helst anelse om, hvem personerne er - bortset fra at det er unge iluliarmioqqer fra mit første besøg ved den verdensberømte isfjord, der nu har status som verdensarv. Det var i foråret 1994 - og før verden gik af lave med klimaforandringer og civilisation. Jeg husker det faktisk som rasende koldt og klart - og som alle gæster på stedet var jeg imponeret over den klare luft, hvor man kan se længere end de godt 100 km til Disko over en totalt isbelagt Diskobugt.

Den nordgrønlandske slædehundeby gjorde sig dette år bemærket, fordi man havde bygget verdens største hundeslæde.

Hundeslæden uden for Ilulissat lufthavn.

Bag initiativet stod den italienske ildsjæl og turistmand "Silver", der driver firmaet Ilulissat Tourist Nature.Han havde - såvidt jeg lige erindrer - allieret sig med en ungdomsklub til byggeriet. Jeg kan ikke huske, at jeg mødte Silver ved den lejlighed, men jeg har da mødt ham senere. Han er et ganske hyggeligt selskab - taler lidt bedre grønlandsk end jeg. Det fungerer - men er langt fra perfekt.

På Ilulissat Tourist Natures hjemmeside kan man læse, at slæden var 21.55 meter i længde og opstanderen 2.92 meter høj. Slæden havde en vægt på ca. 1,750 kg. og kunne medtage omkring 103 personer. Det tog 260 hunde 50 sekunder at trække slæden 110,9 meter - og dermed var verdensrekorden hjemme.

Bemærk at ungerne har skøjter på. Det er
 ikke særlig almindeligt i Grønland.

Sandsynligvis var min daværende arbejdsgiver, KNI Detail A/S (nu: Pisiffik), sponsor på hundeslæde-projektet. Under alle omstændigheder er billederne taget i forbindelse med en reportagerejse til Ilulissat, hvor jeg samlede historier til virksomhedens personaleblad.

Dengang var det forbundet med store problemer at drive supermarked i Ilulissat. Byen ligger i islæg-området og kan ikke modtage skibe i vinterhalvåret, så en af artiklerne i personalebladet handlede om hylde-management - altså hvordan man får supermarkedet til at se ordentlig ud, selv om vareudbuddet er begrænset som i Sovjet.

Stolte og glade unge iluliarmiut.

En af de ting, jeg husker med rædsel fra turen, var øllerne. De var datoudløbne - sejlet til Ilulissat før islægget - og sandsynligvis havde de også fået frost. De smagte mere særpræget end godt - men der var ikke andet for end at knibe ballerne sammen og se glad ud.

Jeg husker også, at jeg hver dag spiste i restauranten på Hotel Hvide Falk. Men uanset hvad jeg valgte fra spisekortet, var garnituren sukkerærter og babymajs. Det var nemlig de eneste frostvarer, der var tilbage i byen.

Glæde over verdensrekorden.

Siden er der jo sket store ting. Klimaet er blevet varmere - og forsyningerne kommer i højere grad med fly. Det er tre år siden, at jeg sidst var i Ilulissat. Det var også ved forårstide - og der mærkede vi ikke noget til varemangel, så det er en tydelig effekt af klimaforbedringerne, som man kalder det på de breddegrader.