onsdag den 9. januar 2013

Frokost

Lidt afveksling i hverdagen

Der laksehygges sammen med Per Bangs
medarbejder Martin Juul Drejer. Foto: Per Bang.
Jeg har de seneste par måneder lånt et skrivebord på NOVI i Aalborg i forbindelse med et projekt, jeg arbejder med. Det er min gode ven, Grønlandsfareren Per Bang, der gæstfrit har åbnet dørene for mig i sit firma PBANG++.

I dag kvitterede jeg for gæstfriheden ved at byde på en lille frokost med et par af husets lækkerier. Så i stedet for at gå i NOVIs kantine og spise et par tørre sandwich-boller, blev det til rigtig, god gammeldags kontorhygge med lidt røget laks, røget hellefisk og en fortryllende æggerøre lavet på smedens landæg. Da smedens høns jo har det med at tage på springtur til min have, har jeg sådan set også en lille aktie i æggene.

Det blev til et hyggeligt afbræk i den daglige trummerum - og således fyldt op med gode sager kunne vi fortsætte til dagens næste punkt på dagsordenen, der var borgmester Henning G. Jensens nytårskur

Det var 16. og sidste gang, den hyggelige Aalborg-borgmester mødtes med det lokale erhvervsliv. Det blev et tilbageblik - og ligesom Dronningen havde han da også en hilsen til Grønland. Blandt andet mindedes han i sin halvanden time lange tale et besøg på Mutten i Nuuk - og hvis jeg tænker rigtig godt efter, tror jeg også, at jeg husker et par ting sammen med ham fra min tid i Nuuk, men det er nu en helt anden snak.

Ingen kommentarer: