fredag den 21. september 2012

Gods-crawl

Rundt i den fynske idyl og en enkelt rædsel

Den lille familie studerer fynsk gods-arkitektur.
Forrige weekend blev brugt til en turisttur rundt i den fynske idyl og trekantområdet. 

Anledningen var min søsters fødselsdagsfest i lørdags. Som traditionen i familien efterhånden byder, startede vi med en let frokost, hvorefter vi tog på udflugt - og endelig sluttede vi så med en oppulent middag.

Avlsbygningerne på Sandholdt er så store, at 
landevejen går gennem dem. Det gør ikke den store
forskel - fynske veje er ikke for fartbøller.
Søster bor på Fyn - nærmere bestemt i nærheden af Ringe - og her er der ikke langt mellem husene. Faktisk er området tæt befolket og forsynet med små, krogede veje, så bilens femte gear aldrig bliver rigtigt aktuelt. 

Sandholdts hovedbygning ligger ganske frit -
så den strengt geometriske arkitektur kommer til sin ret.
Temaet for eftermiddagens udflugt var de fynske godser. Dem er der mange af - og jeg har ikke tal på, hvor mange vi nåede at se - men mange blev det til.

På Gelskov driver ejerne marskandiserforretning.
Det ses blandt andet på gårdspladsen,
der prydes af en formodentlig neo-etellerandet
rædsel, der er mere særpræget end køn. Fint skal
det være.
Generelt er godserne velholdte og smukke at se på, men også blandt den danske landadel trives den dårlige smag, og godset Gelskov bød på en række haveskulpturer, der nok var pompøse, men også helt sikkert mere særprægede end smukke.

Efter lørdagens gods-crawl var bunden lagt til en bedre middag - men den tager vi mere om i næste indlæg.

Ingen kommentarer: