Når øboerne fester
|
Traktorsnak blandt store drenge. |
De seneste dage har stået i øfestens tegn. Mange af aktiviteterne er (heldigvis) rettet mod børnefamilierne, så det er ikke fordi, jeg sådan har brugt for meget tid på festen. Men lørdag middag var jeg da en tur nede på festpladsen bag medborgerhuset.
Det var en højst blandet affære med loppemarked og fodboldturnering. Men så var der selvfølgelig traktorerne - og det er da altid en fornøjelse, når egnens traktorentusiaster stiller op til parade.
|
Selvindsigt i høj klasse. |
Jeg har ikke meget forstand på det, men jeg kunne da forstå, at der er to retninger inden for denne hobby. Den ene gruppe er dem, som tager et gammelt vrag, giver det den helt store oppudsning og møder op med en skinnende blank traktor, der fremstår som ny. Og så er der en anden fraktion, der ikke går så meget op i udseendet, men som til gengæld lægger vægt på, at den gamle traktor stadig indgår i driften. Det giver sig selv, at det resulterer i et noget uensartet, men broget skue - men hvad gør det? For en god gang traktorsnak blandt makrøve kan det altid blive til.
Jeg vidste for eksempel ikke, at den skinnende blå Fordson Super Dexta blev produceret stort set i samme periode, som jeg blev født. Den var ment som en konkurrent til Fergusons berømte grå model 20 - og de første eksemplarer af Super Dexta lignede da også så meget, at der blev nedlagt fogedforbud mod produktionen. Efter nogle få kosmetiske og konstruktive ændringer kom Super Dexta'en dog på benene igen - men helt så populær som model 20 blev den nu aldrig.
|
Rød Aalborg løsner, renser og smører stemmebåndet
så effektivt som Pronto rustfjerner. |
Nej, gamle traktorer er nok værd at hygges om - og snakke om. Det behøver jo ikke bare at være ren mekanik. Jeg kom lige til at kigge i værktøjskassen på en godt slidt Bukh fra Sønderjylland -og der hvor der plejer at ligge tot tvist og en dåse Pronto rustfjerner (løsner, renser og smører), lå der sørme en flaske Rød Aalborg - hyggeligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar