Gyldenspjæts livret
En rigtig herreret. |
Det er tid til spidskål - og dermed også tid til sprængt oksebryst med stuvet spidskål.
Tegneserie-elskere vil vide, at det er Gyldenspjæts livret - men det er sandelig også en af mine favoritter.
Tegneserie-elskere vil vide, at det er Gyldenspjæts livret - men det er sandelig også en af mine favoritter.
Sprængt oksebryst med spidskål er en rigtig herreret og bestemt ikke for amatører i køkkenet. Det er en ret, der kræver omend ikke så meget arbejde, så i hvert fald en god portion planlægning, da der går en lille uges tid med tilberedningen.
Man tager et stykke oksespidsbryst - eller to, når man alligevel skal i gang. Det lægges i en lage med 10 procent salt og en halv procent sukker - altså 100 gram salt og fem gram sukker pr liter vand. Lagen skal dække kødet - og det stilles køligt i fem til seks dage.
Tag kødet op af lagen og skyl det under vandhanen. Kom det herefter i en gryde med vand, der kun lige dækker. Bring vandet i kog og skum suppen. Tilsæt et par gulerødder, et par løg, lidt selleri, et par laurbærblade og en håndfuld peberkorn og kog det i tre timer. Herefter tages kødet op, urterne smides væk, og suppen sies og reduceres.
Skær et spidskål i strimler og kog det i en deciliter vand cirka 10 minutter. Læg kål og vand til side. Smelt herefter lidt smør i bunden af gryden og tilsæt et par teskeer maizena. Når smørbollen er klar, tilsættes suppe til en tyk sovs. Kom herefter kål og kogevand i og smag til med salt. Sværere er det ikke. Velbekomme.
Gyldenspjæt efter en gang sprængt oksebryst med spidskål sammen med gutterne. Foto: Comikwiki.dk |
Gyldenspjæt stammer fra tegneseriernes barndom i USA. Serien er meget smukt tegnet i en karakteristisk art nouveau-stil og handler om Gyldenspjæt, der er en enkel og ukompliceret mand, som er kommet til penge - sandsynligvis som gullasch-baron. Pengene har gjort hans kone Rasmine til et sandt monster af fine manerer - hvilket er en pine og plage og keder Gyldenspjæt helt usigeligt, for han vil hellere hænge ud med gutterne og spise sprængt oksebryst med spidskål.
Serien er en skarp satire på opkomlinge og snobberi - og spidder det pæne, kulturelle borgerskab i stil med "Fint skal det være"-Hyacinth, der i handling og ide er i dyb gæld til Gyldenspjæt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar