En Himmerlandshistorie fra det virkelige liv
Den gamle Farsø-dreng og nobelpristageren Johannes V. Jensen var i centrum, da Farsø Ældreboligselskab onsdag eftermiddag kunne afsløre en ny udsmykning af salen i fælleshuset.
Udsmykningen består af tre relieffer i teaktræ med motiver fra Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, blandt andet fortællingen om syvsoverne.
- Syvsoverne er i virkeligheden kommet hjem, da boligselskabet holder til på Syvsovergården i Gråbølle, fortalte Mogens Hansen, der er formand for Farsø Ældreboligselskab.
Formand for Farsø Ældreboligselskab Mogens Hansen
og områdedirektør Brian Otte, Den Jyske Sparekasse,
morer sig over fortællingen om syvsoverne, der
blev holdt for nar nytårsmorgen.. |
Sparekassen Farsø er nu fusioneret med Den Jyske Sparekasse – og det var derfor denne sparekasses områdedirektør Brian Otte, der overrakte reliefferne til formanden for Farsø Ældreboligselskab Mogens Hansen.
- Reliefferne har været opmagasineret siden ombygningen af Sparekassen Farsø for et par år siden. Vi kunne desværre ikke finde plads til dem i de nye lokaler, og vi tøvede derfor ikke med at sige ja, da Farsø Ældreboligforening spurgte, om man kunne få reliefferne, sagde Brian Otte.
Overrækkelsen fandt sted ved en lille festlighed for Syvsovergårdens beboere. En af dem, tidligere skoledirektør Frank Borup fortalte om Johannes V. Jensen og læste op af Syvsoverne.
Udover Syvsoverne fik boligselskabet også et relief med Tordenkalven og et, der viser en episode fra novellen Prangeren. Reliefferne er en del af et større udsmykningsarbejde fra 1964, hvor Sparekassen Farsø renoverede tårnbygningen på hjørnet af Stationsvej og Nørregade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar