Trykseksten

Nok var søndagens stormvejr hverken særlig langvarigt eller særlig kraftigt - og vil næppe gå over i rekordbøgerne, men alligevel var der nu godt gang i den.
Det måtte jeg sande, da jeg stod op mandag morgen - og opdagede, at der da var noget helt galt med carporten. Først troede jeg, at det var fuglekassen på pælen til vindmåleren, som havde taget lidt skade, men et nærmere eftersyn viste, at det faktisk var hele carporten, der havde fået et ordentlig trykseksten, så den mildest talt ikke er i vater - en rigtig stormskade.
Det er lidt træls, men heldigvis er den forsikret, så jeg skyndte mig - ufortrødent og uden ophør - straks at anmelde skaden, som man nu skal. Det var der heller ikke det helt store problem i - altså bortset fra et kvarters ventetid i telefonen, for jeg var åbenbart ikke den eneste denne morgen, som havde en skade at anmelde.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så at vide, at eftersom der ikke var overhængende fare for hverken liv eller ejendom, var jeg lagt nederst i bunken. Der var andre og vigtigere ting at klare - men hvis det i øvrigt var i orden fra min side, vil man sende en tømrer en gang i løbet af et par uger. For de havde alligevel en del skader, der skulle klares i Brovst og omegn.
Det er helt i orden for mig - selvfølgelig skal man tage sig af de største sager først, og kan vi i øvrigt klare sagen helt uden bureaukratiske forviklinger, skal jeg da være den første til at klappe i mine små hænder.
Endda med et rigtigt trykseksten. Måske ved du ikke, hvor dette fine udtryk kommer fra, men så kan jeg da lige fortælle, at det er gammelt bogtrykker-udtryk. Oprindeligt kunne en trykmaskine kun trykke en side ad gangen, men efterhånden som teknikken blev udviklet, kom man op på at kunne tage store ark svarende til seksten sider ad gangen. Der skulle så selvfølgelig trykkes lidt hårdere - altså et trykseksten, og deraf udtrykket.