onsdag den 30. november 2011

Trykseksten

Nok var søndagens stormvejr hverken særlig langvarigt eller særlig kraftigt - og vil næppe gå over i rekordbøgerne, men alligevel var der nu godt gang i den.
Det måtte jeg sande, da jeg stod op mandag morgen - og opdagede, at der da var noget helt galt med carporten. Først troede jeg, at det var fuglekassen på pælen til vindmåleren, som havde taget lidt skade, men et nærmere eftersyn viste, at det faktisk var hele carporten, der havde fået et ordentlig trykseksten, så den mildest talt ikke er i vater - en rigtig stormskade.
Det er lidt træls, men heldigvis er den forsikret, så jeg skyndte mig - ufortrødent og uden ophør - straks at anmelde skaden, som man nu skal. Det var der heller ikke det helt store problem i - altså bortset fra et kvarters ventetid i telefonen, for jeg var åbenbart ikke den eneste denne morgen, som havde en skade at anmelde.
Tirsdag eftermiddag fik jeg så at vide, at eftersom der ikke var overhængende fare for hverken liv eller ejendom, var jeg lagt nederst i bunken. Der var andre og vigtigere ting at klare - men hvis det i øvrigt var i orden fra min side, vil man sende en tømrer en gang i løbet af et par uger. For de havde alligevel en del skader, der skulle klares i Brovst og omegn.
Det er helt i orden for mig - selvfølgelig skal man tage sig af de største sager først, og kan vi i øvrigt klare sagen helt uden bureaukratiske forviklinger, skal jeg da være den første til at klappe i mine små hænder.
Endda med et rigtigt trykseksten. Måske ved du ikke, hvor dette fine udtryk kommer fra, men så kan jeg da lige fortælle, at det er gammelt bogtrykker-udtryk. Oprindeligt kunne en trykmaskine kun trykke en side ad gangen, men efterhånden som teknikken blev udviklet, kom man op på at kunne tage store ark svarende til seksten sider ad gangen. Der skulle så selvfølgelig trykkes lidt hårdere - altså et trykseksten, og deraf udtrykket.

5 kommentarer:

Per Gissel sagde ...

Hej Jesper,
ØV, øv. Her i Skalborg fik jeg nogle nabo-effekter. Blandt andet em vimpel, som jeg endnu ikke har fundet ejeren til.
Jeg ser du er parat til den første sne. Skovlen hænger på væggen og er klar til brug .. just in case.

Nogle tonstunge cementblokke og et par barduner, kan måske klare næste orkan. (System Nuuk Tivoli)
/Per

Lyngby sagde ...

Hej Jesper
Tak for den historie, som har betydet, at jeg i dag kunne brillere overfor min altvidende kollega over formiddagskaffen....Hans bil havde nemlig fået et trykseksten - heldigvis uden personskade.

Jesper Hansen sagde ...

I lige måde og tak for rosen - dejligt at høre, at man stadig kan levere et guldkorn i ny og næ... Hils din kollega...

mvh
Jesper

JowDeet sagde ...

Her kommer lige en sten fra glashuset. Det kan sagtens være den ikke er i vater, men billedet viser at den ikke er i lod.

Jowdeet ._ ,

Jesper Hansen sagde ...

Kære JowDeet
Du har jo sørgeligt ret - beklager fejlen...

Jesper