Parkeringsservice

Jeg modtog i dag et brev fra et firma, som kalder sig City Parkeringsservice. Det viste sig at være en rykker for en parkeringsbøde.
Ifølge brevet skulle jeg den 21. juli i år klokken 09.37 være blevet noteret for at parkere i strid med bestemmelserne på Kayerødsgade 37 i Aalborg. I følge brevet skulle der samtidigt være anbragt et girokort på det skyldige beløb i bilens forrude.
En ganske interessant oplysning, da jeg i en længere årrække har boet i kvarteret i nærheden af Kayerødsgade - men det er så vidt jeg lige husker flere end 20 siden, at jeg sidst har efterladt en bil i netop den gade, så - hvor rimeligt det end måtte lyde - er der altså noget galt her.
Nu skrev jeg i indledningen, at der var tale om en parkeringsbøde, men det er sådan et dagligdags udtryk, for der er lige den juridiske spidsfindighed, at der er tale om en afgift, så umiddelbart er der ingen mulighed for at få sagen afgjort i retten ved simpelthen at undlade at betale, sådan som det ellers er tilfældet ved administrativt afgjorte færdselssager. Tværtimod plejer den slags krav at vokse til astronomiske højder, hvis man undlader at reagere.
City Parkeringsservice - et dejligt eufimistisk navn - er desuden et privat firma - og er derfor ikke omfattet af sagsbehandlingsloven, som foreskriver, at man i den slags henvendelser til borgerne også skal give en klagevejledning.
På firmaets hjemmeside oplyses det imidlertid, at klager skal indgives skriftligt pr. post. Et ganske interessant krav i vore dage, hvor mennesker under 30 år næppe aner, hvordan man sender et brev. Det problem har jeg imidlertid ikke, så jeg har nu sendt firmaet et brev, hvor jeg bestrider kravet - og jeg skal nok lade bloggens læsere vide, hvad den sag ender med. Jeg ser med stor fornøjelse frem til at modtage en eller anden form for dokumentation for kravet.
Imidlertid giver hændelsen mig anledning til at erindre en historie, jeg hørte i Tórshavn i midten af firserne. I den færøske hovedstad er der ikke meget plads i de små gader i centrum, og byrådet havde derfor besluttet at ansætte en parkeringsvagt. Det var i de triste dage, hvor det ikke var muligt at købe spiritus i almindelig handel på de vindblæste øer, men hvis man var medlem af en såkaldt ølklub, var der en kattelem, hvor medlemmerne bag aflåste døre kunne dyrke deres last.
Da den nyansatte parkeringsvagt efter første dags arbejde i jobbet, fik lyst til en fyraftensbajer, troppede han derfor op i sin ølklub for blot at finde ud af, at han var forment adgang. Sådan en farisæer ville man da lige godt ikke have som medlem - og efter at han var begyndt arbejdet med at høste parkeringsafgifter, havde klubbens bestyrelse arbejdet hurtigt og ekskluderet ham med henvisning til, at medlemmerne skulle nyde almindelig anseelse - og det mente man altså ikke var gældende for en parkeringsvagt.
Et herligt stykke civil ulydighed i praksis.

Jesper