I den seneste uges tid har Oxholm-skoven lugtet voldsomt af hotdog med brutale løg.
Det skyldes ramsløgene, som netop nu blomstrer. Ramsløg er et af skovens krydderier med en meget aromatisk smag, som ligger lidt mellem almindelige løg og hvidløg. Man bruger de friske, grønne blade, som for eksempel kan tilsættes en salat eller en omelet.
Jeg bruger som sagt kun de helt friske, nye blade - og nu, hvor de blomstrer er det altså ved at være for sent til ramsløg i år. Men prøv det endelig næste forår.
Når jeg skal bruge ramsløg, plejer jeg at hente dem i skoven, men vi har dem faktisk også i haven. Dem nænner jeg dog ikke at bruge i husholdningen, for så mange har jeg altså heller ikke.
Det er forresten også helt i overensstemmelse med tidsånden at bruge urter samlet i skoven - noget der vel især skyldes NOMA's store arbejde for at få vores traditionelle mad accepteret i de gastronomiske parnasser. Men allerede i min spejdertid for godt fyrre år siden var vi nu godt bekendt med ramsløgenes smag - sammen med andre af skovens delikatesser, som for eksempel frølår, vinbjergsnegle, brændenælder, skovsyre og bøgeblade. Det meste af det for at overleve, men ramsløgene - det er nu mest for smagens skyld.
Jesper
Dissertation allocation: debacle
16 timer siden
1 kommentar:
Enig...lige nu er de næsten vamle...men der er jo osse løgkarse.
Send en kommentar