torsdag den 5. maj 2011

Befrielsens lys

Det er en af de smukkeste danske traditioner, når vi hvert år den fjerde maj tænder stearinlys og sætter dem i vinduerne for at markere slutningen på den tyske besættelse af Danmark - og dermed den anden verdenskrig.
Desværre er der efterhånden ikke ret mange, der holder traditionen i hævd. Kampen for frihed har trange kår i det lille land, hvor man efterhånden har glemt, hvad det vil sige at være besat - og hvor man i øvrigt er fuldstændig ligeglad med friheden, hvis bare man kan få et offentligt tilskud til gengæld.
Her i huset har vi altid sat lys i vinduerne - også i tiden i Grønland og Norge. Det er et lille lys i mørket og vores måde at vise, at vi er klar til at kæmpe for friheden. Det er vores måde at vise respekt for dem, der kæmpede - og i øvrigt sætter vi pris på traditioner, uanset hvor meningsløse og gammelsdags de ellers kan synes.
I min verden er det også en tradition, at man en gang om året aflægger spejderløftet. Traditionen siger, at det skal ske på Sct. Georgs dag, den 23. april - men hos spejderne i Farsø, hvor jeg i sin tid trådte mine barne-spejdersko, har man faktisk lavet om på den tradition. Her gør man nemlig det, at spejderløftet først aflægges den fjerde maj om aftenen. Det er der god mening i. For de blå spejdere i Farsø bruger altid aftenen til at mindes to spejdere fra gruppen, som gav deres liv for Danmarks frihed: Per Sonne og Christian Ulrik Hansen.
Det sker ved en mindeparade, som finder sted i Mindelunden foran spejderhuset, der begge dele blev til efter krigen - for altid at minde os om de to spejdere, der betalte den ultimative pris i kampen for vores frihed. Mindeparaden er et godt eksempel på, hvordan traditioner kan give mening - også selv om det egentlig er et brud på en anden tradition.
Du kan læse mere om den fjerde maj i Farsø hos min gamle skole- og spejderkammerat Per Lyngby, som selvfølgelig var i Mindelunden i går aftes.

Jesper

Ingen kommentarer: