Stålormen

Så er det ved at være sommer, for i dag mødte jeg årets første stålorm.
Desværre blev dagens foto unægteligt lidt kikset, men vi tager det alligevel med. For omstændighederne var vanskelige - og det gik lynende hurtigt.
Vi tog en søndagstur gennem Langdalen - den lokale skovpart hvor der i vinterens løb blev rapporteret om ulv. Mens vi gik, hørte jeg lidt puslen i løvet - og det lød ikke netop som en ulv, men snarere som en mus eller noget andet småkravl. Jeg kunne ikke lade være med at tjekke og nede mellem de visne blade lå en stålorm. Desværre ikke særlig godt for kameraet, så jeg tog fat i kalorius - forsigtigt og på midten, for ligesom firbenet kan stålormen godt finde på at smide halen - og trak den frem i lyset, så jeg kunne få et ordentligt billede. Men det var stålormen nu ikke tilfreds med, så med et par ordentlige vrid forsvandt den igen ind under de visne blade - og denne gang var den helt væk.
Det hele gik simpelthen så fantastisk hurtigt, at jeg dårligt nåede at stille skarpt - men jeg holdt udløseren nede, så jeg fik et par skud, mens kameraet stadig var i bevægelse. Det er det, der ses på billedet, som striber fra venstre mod højre.
Nu er det ikke fordi, stålormen er specielt sjælden i Danmark, så jeg skal såmænd nok få et bedre foto af den senere på sæsonen - men nu var det altså årets første stålorm, og den har fortjent en plads på bloggen.
Trods ligheden med en slange, er stålormen faktisk en øgle - et firben uden ben. Den holder til i skoven og bliver op til 45 cm lang. Den lever af regnorme og insekter. Farven er flot bronze-agtig og den er ganske glat og stålagtig at røre ved. Altså ikke ulækker og slimet, som nogen ellers tror om krybdyr. Stålormen er netop nu midt i parringssæsonen. Til august føder hver hun i genemsnit 8 unger.
Stålormen træffes ofte i myretuer, hvor den udnytter varmen fra myrerne. Tilsyneladende føler den sig ikke generet af myrerne. Som sagt er den i familie med firbenene og i lighed med dem kan den smide halen, hvis den føler sig truet. Det har jeg forresten kun oplevet en gang, så mon ikke den lille fyr her helt sikkert kalkulerede med, at det smarteste bare ville være at smutte ind under de visne blade - og så forholde sig i ro.
Væk var den i hvert fald, før jeg overhovedet nåede noget som helst - og Dina, ja, hun var nærmest paralyseret. Som de fleste grønlændere nærer hun en nærmest panisk angst for alt dansk kryb!

Jesper