søndag den 15. maj 2011

Drengerøve

Lørdag havde de gamle (læs: voksne) spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg fundet den indre drengerøv frem og mødtes i Gildeborgen til en hyggelig sammenkomst.
Dagen bød på en hurtig crocket-turnering - mest af hensyn til den del af gildet, som har slået sig på golf - og som det ses blev de enkelte bolde vurderet med virkelig kendermine.
Dagens clou var imidlertid et rigtigt opgaveløb, som vi kender det fra spejdertiden. Og som man siger: Gammel kærlighed ruster ikke, omend den kan blive lidt anløben. Der blev virkelig gået til stålet med opgaver, som genopfriskede den for mange år siden hårdt erhvervede lærdom om blandt andet knob, kompaspejling og morsealfabetet.
I ungdommens mange turneringer blev der også givet point for goodturn - det vil sige spejdermæssig adfærd som evnen til at lytte og samarbejde, god ro og orden, korrekt uniform og korrekt adfærd i det hele taget. Det var vistnok ganske fornuftigt, at der ikke blev givet point for dette, for det kneb blandt andet noget med at stille op på række og gøre hønnør, når man meldte til og fra posterne. Men hvad der manglede i korrekt uniformering og disciplin, blev så rigeligt opvejet af ildhu i opgaveløsningen, så alt i alt en rigtig god lørdag, der blev behørigt afsluttet med en bedre frokost.

Jesper

1 kommentar:

Lyngby sagde ...

Jammen så tillykke til fruen - og Norge.