Naturens gang

I weekenden faldt denne kæmpe i Oxholm-skoven.
Hvornår det lige nøjagtig skete, ved jeg ikke - men mon ikke det har været i forbindelse med de voldsomme vindstød, som kom i forbindelse med søndagens tordenvejr?
Træet er en gammel bævreasp - og den bærer tydeligt præg af at have været på dødsruten længe - fyldt med spættehuller, som den er. Men bævreaspen er ikke sådan at få has på - og selv om stammen måske er halvrådden, var der stadig liv i toppen af kæmpen, da den faldt.
Forresten behøver en bævreasp slet ikke at dø, selv om den knækker. For bævreaspen formerer sig gerne gennem rodskud, ligesom træet sagtens kan finde ud af at skyde igen fra stødet. Så der er såmænd ikke grund til de store tårer i den anledning. I skoven går livet og naturen sin gang. For de gamle der faldt, er der nye overalt, som der står i den gamle sang.
I moderne skovbrug er man nu ikke så begejstret for bævreasp. Forstfolk betragter den som skovens ukrudt, men specielt i Nord- og Vestjylland findes en del store bævreasp - for i sandflugtens tid var det en af de eneste træsorter, som fandt rodfæste i de forblæste egne.
Bævreaspens ved betragtes som praktisk talt ubrugeligt, men bruges dog til fremstilling af tændstikker. For et par år siden fældede jeg en stor bævreasp i haven, som jeg huggede op til brænde - og det viste sig til min store overraskelse, at veddet er fint pejsebrænde, som kan give gløder og varme i mange timer efter antændelsen. Men min gamle bævreasp var - ligesom den her fra skoven - halvrådden inde i stammen - og det er ret typisk for bævreasp. Derfor har bævreasp næppe den store fremtid som pejsebrænde, da specielt byboere sikkert finder det en smule uæstetisk at fyre med halvråddent træ.
Den slags problemer har jeg ikke - så har du en gammel bævreasp, som du vil af med, kommer jeg gerne og henter den.

Jesper