Bævreaspens fald

Da min spejdertid begyndte i 60'erne, var Rold Skov en herlig tumleplads for os drenge. Her i Danmarks største skovområde var der plads til orienteringsløb, hiker, store lejre, divisionsturneringer, natøvelser, lejrbål og meget andet - og efterhånden lærte jeg det store naturområde at kende som min egen bukselomme.
Det skyldtes ikke mindst den navnkundige skovrider Jens Hvass, der regerede skoven med hård hånd - og som selv var spejder om en hals. Han var en af pionererne, da Det Danske Spejderkorps blev stiftet i 1906 - og her hos ham i den store mørke, mystiske Rold Skov var spejderne altid velkommen.
Betalingen for denne helt uhørte gæstfrihed var, at vi skulle hjælpe med at bekæmpe alle forstfolks skræk - bævreaspen. Dette træ er særdeles voksevilligt og sår sig selv overalt. Jeg har adskillige gange vandret Rebild Bakker igennem på kryds og tværs bevæbnet med en økse for at fjerne bævreasp, som i løbet af fire til fem år ville forvandle de smukke bakker til et uigennemtrængeligt krat.
Bævreaspen er skovens ukrudt. Det har ingen praktisk nytteværdi og kan kun anvendes til tændstikker på trods af en lav brandværdi på højde med papir og birketræ. Ligesom bjørneklo kvæler det alt andet, hvis det får lov at brede sig.
Det kan derfor synes som en skæbnens ironi, at jeg overtog en cirka 30 år gammel bævreasp i haven på Øland. Træet har irriteret mig fra den første dag - skævt, sygt, sikkert selvsået og ikke særlig kønt og unyttigt som det er - eller rettere var. For i den forgangne uge allierede jeg mig med Bent - genbo og skoventreprenør - til at komme forbi med motorsaven og forvandle kæmpen til pejsebrænde.
Det har nu givet et dejligt lyst hjørne i den bagerste del af haven, hvor det nu er min plan at plante æbletræer og måske lidt ribs og solbær.
Men selv om bævreasp som sagt har en relativ lav brandværdi, kan veddet udmærket gøre nytte i brændeovnen, så i løbet af efteråret venter et par friske arbejdsdage med at kløve brænde. Træet var af en sådan størrelse, at jeg gætter på, at der vel er en god rummeter letantændeligt brænde til at strække det dyre bøgebrænde med. Brændekløvning er sundt, frisk efterårsarbejde, som giver dejlige ømme muskler og en solid nattesøvn. Så det er vel egentlig på sin plads at sige, at således har også bævreaspen haft sin mission her på jorden. Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget.
Forresten er der en del store bævreaspe-træer her på Øland. Grovillig som arten er, har træerne fået lov at leve. For de giver trods alt læ for den vind, der næsten altid stryger over de store, flade arealer her ved Limfjordens bredder.
Bævreaspen har det meget sigende latinske navn Populus Tremula. Karakteristisk er et tæt rodnet, som danner rodskud meget villigt - især efter såring. Bladenes lange, tynde stilk gør dem meget bevægelige, sådan at de ryster ved den mindste vind: de "skælver som espeløv". I ungdommen er den årlige tilvækst betydelig - op til en meter om året. Rødderne kan overleve skovbrande - og ofte vil et brændt område springe i bævreasp, hvis ikke man rører det. Man formoder derfor, at visse af bævreaspene på hederne kan være blandt de ældste træer i Danmark.


Ha' det
Jesper