lørdag den 30. april 2011

Forloren hare

Fredagens møde i Øland Sildelaug blev en succes. Inspireret af føljetonen om Jammerbugt kommunes bespisning af de sagesløse pensionister stod menuen på forloren hare - og ikke rigtig hare.
Men når det nu skal være - og hårdt presset - indrømmer jeg, at forloren hare er en af mine livretter, ikke mindst på grund af den helt fantastiske sovs som kommer ud af anstrengelserne.
Oldermanden i sildelauget havde tildelt Christian og undertegnede det ærefulde hverv at forberede aftenens arbejde i skolekøkkenet på den nu snart nedlagte Øland skole. Som det ses på det nederste billede, lykkedes det med stor succes at kreere forloren hare som rigtigt gruppearbejde.
Her er opskriften, som forresten ikke er så svær:
Oksekød, revet løg, rasp, æg , fløde, salt, peber og paprika røres til en fast fars – mere fast end til frikadeller. Farsen formes til "hare", som anbringes i en bradepande og dækkes med bacon, Hæld halvanden til to centimeter vand ved. Anbringes i en ovn ved 225 grader i 15 minutter, herefter dæmpes varmen til 175 og der steges færdig cirka 35 minutter.
Husk at holde øje med vandet i bunden i bradepanden – må ikke koge tør!!!
Anrettes på fad eller skærebræt, skåret i 1-2 cm skiver. Mens haren er i ovnen, kan man passende klargøre asier og gele, som selvfølgelig hældes i serveringsskåle.
10 minutter før haren er færdigstegt, hældes stegefonden fra i en gryde. Koges ind til en god kraftig fond. Herefter tilsættes fløde i passende mængder, det bringes i kog og jævnes med Maizena. Smages til med salt, peber og gele. Eventuelt kan der tilsættes lidt kulør.
Forloren hare er god, klassisk dansk mad - og den slags er heldigvis stadig en succes. Selv om tiderne er af lave, kan vi jo ikke løbe fra vores kultur og opdragelse.

Velbekomme
Jesper

2 kommentarer:

JowDeet sagde ...

ikke dårligt med mad fra den danske køkken, men prøv lige en "mandfolke" variant hvor der også puttes bacon tern i farsen.

JowDeet ._.

Jesper Hansen sagde ...

Hej Jowdeet
Det lyder som en god ide - det skal prøves...

Jesper