Nabokrig

Danmarks Radio har kastet sig ud i et felttog mod danskernes små stridigheder med naboerne. Ideen er, at man i en række udsendelser følger nogle stridende naboer, som mødes sammen med en såkaldt professionel konfliktmægler.
Det er et meget problematisk programkoncept. Det har aldrig været journalistikkens opgave at blande sig i en konflikt. Det må være dens fornemste opgave at referere fra begivenheden neutralt og uhildet - uden at tage stilling til, om det, der sker, er rimeligt eller urimeligt.
Den nye programserie, Nabokrig, havde premiere torsdag aften. Vi fulgte en griseavler og en skuespiller, der som naboer mildest talt var blevet uenig om stort set alt midt i Vendsyssel. De to parter blev af studieværten, Jens Blauenfeldt, ført til konfliktmæglerne som et par uartige skoleelever, der skal til inspektøren.
Allerede her synes jeg, at programmet løb af sporet. Jeg ved ikke, hvorfor vi altid skal se disse studieværter komme kørende i firehjulstrækkere, sidenhen komme gående mod kameraet, mens de snakker og til sidst skal vi gudhjælpemig også se dem i en total closeup. Hvad handler programmet om? Studieværten? Firehjulstrækkeren? Benzinpriserne? I hvert fald ikke en nabokrig efter billederne at dømme!
Programmet løber også af sporet, allerede inden det er kommet i gang, fordi det bygger på den grundlæggende akademiske præmis, at man skal kunne tale sig til rette. Smukt, men ikke særlig realistisk og i den konkrete konflikt udviklede det sig faktisk til et reelt overgreb på den ene part. Ideen om konfliktmægling bygger jo på, at der er fejl på begge sider.
Det var bestemt ikke tilfældet i den konkrete konflikt, Vi mødte et svineavlerpar, som prøvede at klare sig selv ved svineavl, sådan som deres familier havde gjort gennem generationer på den egn. Så kommer der en selvsmagende og selvgod skuespiller og hans mindst lige så selvgode og klidbollebagende kone og vil lave teaterskole midt på den jyske ås.
Denne skuespiller, Lars Olsen mente, at han havde ret til at blande sig i, hvad der foregik hos naboen. Han mente, at hans kursister havde ret til at gå på naboens marker - og han var i det hele taget smålig og rethaverisk i alt, hvad han sagde. Selv om Lars Olsen og konen brugte alle redskaberne fra skuespillerens værktøjskasse, kunne de ikke skjule de selvsmagende små drag om mundvigene, hver gang de talte om "ret". Men det afspejler muligvis også en generel kulturforskel i det danske samfund. Det er muligt, at man i København har ret til at genere naboerne, men heroppe har man altså pligt til at indordne sig. Det var utåleligt at se. Som tilflytter har han ikke nogen som helst ret, men derimod en pligt til at forliges med naboerne og indrette sig efter stedets kultur og traditioner.
Det gode svineavlerpar brød sig naturligvis ikke om at blive udstillet som skurke af denne københavnertype - og gik selvfølgelig med til at mødes med konfliktmæglerne. Og her mener jeg altså, at Danmarks Radio simpelthen begår et overgreb - og tvinger denne kulturradikale ide om naturgivne rettigheder ned over det stakkels ægtepar, som frivilligt går med at sende SMS's til skuespillerne, når der skal køres gylle ud. Altså - helt ærligt: Jeg mener, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så må man gå - og det hører ingen steder hjemme, at Danmarks Radio for licensbetalernes penge benytter sin public service-forpligtelse til at hjælpe denne skuespiller.
Noget helt andet er, at vi har brug for svineavlerne, som skaber valuta og arbejdspladser til landet. Kultur er der i forvejen rigeligt af i de store byer - oven i købet med skatteyderstøtte, så ud fra en national betragtning er det næsten som at skyde sig selv i foden, når man generer erhvervet. Man burde måske tænke på, at hvis ikke der var nogen til at tjene pengene, var der heller ikke nogen til at betale kulturen.
Forresten er noget af det bedste ved at bo på landet, at vi er fri for at blive påduttet såkaldt kultur på snart sagt hvert eneste gadehjørne.
Jeg er medlem af Danmarks Radios seerpanel - og var blevet bedt om at se den første udsendelse af Nabokrig. Så det gjorde jeg naturligvis - selv om jeg havde mest lyst til løbe skrigende bort. For det, der skete, var et alvorligt overgreb på vores levevis her ude på landet - og den slags bør naturligvis ikke foregå for licensbetalernes penge, hvilket jeg som panelmedlem også har meddelt Danmarks Radio.

Ha' det
Jesper

Foto: Knarvohrn (C. Barks) og Naboerne (Dansk film fra 1966 skrevet af Leif Panduro og Bent Christensen)