Norge er et mærkeligt land. Det har jeg sagt før, og endnu er der ingen, som har protesteret.
Tirsdag eftermiddag fik jeg en uimodståelig trang til en fadøl til fyraften. Efter pænt at have kørt bilen hjem, frekventerede jeg baren med Tromsøs bedste rygerfaciliteter "På byen" og bestilte en Håkon og en Dr. Nielsen. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det bragte den søde pige bag baren i en slem forlegenhed.
Hun er nemlig under 20 og må derfor slet ikke servere Dr. Nielsen, så hun måtte ringe efter chefen for at effektuere ordren.
Det er altså kun i et land, hvor kontrolliderlige socialister og nypuritanister sidder ved magten, at man kan finde på at lave en så tåbelig og detaljeret lovgivning, at det er praktisk taget umuligt for unge mennesker, som vil tjene til studierne at have et bijob. Og det er uforståeligt, at et skampisket erhvervsliv finder sig i disse overgreb. For det er jo ikke gjort med det. Stærk spiritus må heller ikke serveres før kl. 15, mens øl gerne må det - også af unge under 20. Før kl. 12 må man slet ikke sælge øl og spiritus, medmindre udskænkningen sker i forbindelse med bryggerivirksomhed, så byens eneste morgenværtshus ligger selvfølgelig i forbindelse med bryggeriet Mack. Forstå det, hvem der kan.
Var det i Danmark, havde vi nok set lidt stort på sådanne regler, men sådan er det ikke i Norge. For her har myndighederne et korps af civile stikkere og kontrollanter, som jævnligt frekventerer værtshusene for at tjekke, at reglerne holdes - og ve den stakkels restauratør, som bryder dem.
Det var vistnok Stalin, der i sin tid sagde, at "tillid er godt, men kontrol er bedre." Så der er ingen tvivl om, hvor Stoltenberg og kumpaner henter deres inspiration, når det norske folk skal underkues.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
2 timer siden
3 kommentarer:
Hej Jesper
Citatet ses ofte tilskrevet Lenin, sjovt nok citerer jeg det også i mit seneste blogindlæg
Hnerik
Hej Jesper
Ja der skal lidt speciel humor til, for at kunne forstå alle de norske regler.
For ca. 25 år siden var jeg "tæt" på NEMKO (Norges elektriske materiel kontrol). Her lavede nogle engeniører det perfekte destilationsapparat. De blev snuppet af kontrollen, og selv om de mente at anlægget var "Nemko-godkendt" slap de ikke for en stor bøde og skrotning af anlægget.
I samme periode, læste jeg i en norsk avis: "Destro længere fra Pol .. destro mere gær". Noget om at hvis alt gær skulle bruges til brød, så skulle ALLE normænd spise 8 brød pr. dag
/Per Gissel
Hej Henrik
Ja, jeg har godt set det på din blog - men jeg skal være ærlig og indrømme, at det faldt mig i hu, fordi jeg læste det i søndags i en klumme i Stiften skrevet af Søren Bak, som jeg kender fra gymnasietiden - og han tillagde det Stalin.
Jeg har netop tjekket det på google, og det ser ud til, at paterniteten skal tilskrives Lenin, som du så rigtigt gør.
Send en kommentar