mandag den 5. oktober 2009

Morgentur med sælhunden

Da jeg mandag morgen - på gåben takket være rimfrosten - ankom til Polarmiljøsentret, så jeg denne medarbejder fra Sælariet, som åbenbart var ude og lufte sin sælhund - udstoppet ganske vist.
Men som snapshot betragtet fuldstændig uimodståeligt. Billedet giver plads til fantasien. Burde de egentlig ikke lufte deres sælhunde - akkurat som alle andre hundeejere?
Og så kom jeg til at tænke på en fuldstændig absurd og sælsom sær tildragelse for nogle år siden i Nuuk. Ved havnen er der en såkaldt banksætningsplads - altså en sliske, hvor man kan trække småbåde på land. En morgen havde en klapmyds - en meget stor sælart, som er kendt for sit aggressive temperament - forvildet sig ind i havnen og havde benyttet banksætningen til at kravle på land og få sig lidt morgensol. Herefter var den fortsat op på land og lå nu og solede sig midt på vejen ved Sømandshjemmet, hvor en vantro bilist måtte gribe telefonen og ringe til politiet, fordi der var en sæl midt på vejen. Da den tilkaldte politipatrulje dukkede op for at genne klapmydsen tilbage til sit van(d)te element, blev den sur og begyndte at bide i politibilens dæk. Det er så vidt vides den eneste gang i dansk politihistorie, at politiet er blevet angrebet af en sæl. Men tilbage i vandet kom den. Lov og orden skal jo opretholdes.
Men jeg gætter på, at ordren til patruljen nok var noget med at tjekke en spritbilist ved sømandshjemmet - og ikke en sælhund!

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: