onsdag den 7. oktober 2009

Slentre gennem Østerby

Søndag eftermiddag havde Netværk Øland inviteret på en spændende vandretur gennem Østerby. Det blev en dejlig tur, så kort den end var - og selv om vejrguderne bød på både strid vind og regnbyger.
Vi har nu boet i Østerby i snart et halvt år, og vi synes, at det var en god lejlighed til at møde andre mennesker og så høre lidt mere om, hvad der rør' sig i lokalsamfundet.
Anledningen var nemlig, at Østerbys gadekær er blevet retableret og området, der før var et krat, er blevet ryddet, så vi får et hyggeligt lille anlæg, når først græsset kommer frem - og der bliver sat borde og bænke op næste år.
Samtidig ville Netværk Øland også gøre lidt reklame for nogle af de andre aktiviteter i lokalsamfundet. Blandt andet fortalte et par damer fra Lokalhistorisk Forening om Øland Fajancefabrik, der i sin tid lå i vores baghave og en mølle, der har ligget på den anden side af vejen.
Det viste sig også, at der er en flok mennesker, som er i gang med at sætte præstegårdsladen i stand. Her har de en stor samling af gamle landbrugs- og fiskeredskaber med tilknytning til området. Vi noterede os, at sparkstøttingen tidligere har været et ganske almindeligt transportmiddel i de lavvandede eng- og fjorarealer rundt om øen - selvfølgelig om vinteren, forstås.
Eftermiddagen sluttede af i den nye sognegård med underholdning af Øland Karlekammer-kor - og så var der selvfølgelig også helt efter bogen kaffe, kage og fællessang.
Netværk Øland er en paraply-organisation for de forskellige foreninger på Øland. Det kom frem, at man ikke uventet har en forholdsvis stærk lokalfølelse i området, der blandt andet giver sig udtryk i, at vi - befolkningen på stedet - konsekvent omtales som øboere, selv om det nu snart er 100 år siden, at området blev landfast med Han Herred.
Jeg ville egentlig gerne fortælle, hvem det er, vi ser på billederne, men jeg fik altså ikke fat i alle navnene, så det springer vi over i dette første møde med øboerne.
En hyggelig eftermiddag sammen med flinke mennesker. Det lover godt for fremtiden - her skal vi nok falde til.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: