Skattesnag

Natten til onsdag var en af de helt store på alle norske redaktioner. Bemandingen var som til et stortingsvalg - kort sagt alle mand på arbejde. Og der blev knoklet for at komme med de største, bedste og mest saftige afsløringer.
Det skyldes, at man i Norge har offentlige skattelister, og 2008-udgaven blev offentliggjort natten til onsdag. Det er en begivenhed, som uden sidestykke traditionelt altid får den norske presse til at gå i selvsving.
Officielt under dække af høje journalistiske idealer om at afsløre samfundets grundlæggende uligheder, men i virkeligheden fordi the gentlemen of the press har en basal fornemmelse af, at sladder og misundelse er noget af det bedst sælgende stof. Derfor drejer det sig om at være klar onsdag morgen for at klare sig i konkurrencen med de bedste historier om, hvem der tjener mest i landet. Det bliver systematiseret og gennemanalyseret på kryds og tværs med forskellige hitlister som Regerings rigeste, så meget tjener fodboldspillerne, de største formuer findes i x-by og så videre. Senere fulgt op af en god gang skadefryd med historier om, hvem der er faldet dybest siden sidste år og så videre og så videre. Goldt og perspektivløst. Men det sælger faktisk. For det viser sig år efter år, at internet-aktiviteten i Norge er cirka tre gange større på denne dag end på en normal dag.
Skattelisterne er i øvrigt en uudtømmelig ressource resten af året til nyfigen sladderjournalistik. Norske journalister kan ikke skrive et interview uden at garnere det med en faktaboks om ofrets økonomi.
Det er selvsagt ikke uden problemer. Den voldsomme fokus på folks indtægter skaber misundelse i samfundet - og giver grobund for politikere, som lever højt på misundelse og brødnid. Skattelisterne skaber et angiversamfund, hvor naboer anmelder hinanden for skattesnyd ved enhver anledning. Børn bliver mobbet i skolerne, fordi forældrene tjener for lidt.Tyvebander kan udskrive færdige lister med de adresser, hvor man kan forvente, at der er mest at hente.
Kort sagt: samfundet bliver sygt af offentlige skattelister til skade for borgerne og til gavn for de politiske kommissærer, som har endnu et middel til at undertrykke og skabe splid blandt befolkningen. Det skaber et samfund, som giver mindelser om de østeuropæiske tidligere såkaldte arbejderstater. De onde ler og de gode græder.
De norske skattemyndigheder er endog så kyniske, at de ikke engang selv gider lægge serverplads til skattelisterne, men blot udleverer filerne til pressen, som uden moralske skrubler viderekolporterer dem. Man kan få adgang til skattelisterne via hjemmesiden til stort set alle media, blandt andet de store formiddagsaviser http://www.dagbladet.no/ og http://www.vg.no/.
Alt hvad man skal bruge er sådan set navnet på personen og så en fornemmelse af, hvor gammel vedkommende er og til hvilken kommune, personen er skattepligtig. Så går det helt af sig selv.
Når man så har fundet personen, generer systemet gerne oplysninger om, hvor mange børnehavepladser, personen bidrager med og anden løssluppen statistisk underholdning.
I øvrigt var det sladderavisen VG, der tegnede sig for onsdagens bedste joke. Det er nemlig sådan, at machoskuespilleren Chuck Norris, som er kendt fra adskillige B-film, er et stort idol i Norge. Hvis man søger ham på VG's skatteliste, får man svaret: "Du finder ikke Chuck Norris. Han finder dig!"
For helhedens skyld skal jeg lige nævne, at man selvfølgelig også kan finde undertegnede på skattelisterne. Det er jeg sådan set ligeglad med, og det generer mig heller ikke, al den stund jeg har nogenlunde rent mel i posen. Men det bekymrer mig, når jeg ser, hvad skattelister kan gøre ved et samfund og ellers fornuftige mennesker. Specielt gør det ondt at høre om de børn, som lider under skattelisterne. Desværre tror jeg ikke på, at det kan blive anderledes i Norge. Dertil slæber landet rundt på al for meget gammelkommunistisk arvegods. Men jeg håber, at det aldrig bliver en realitet i Danmark, selv om systemet også her har sine fortalere.

Ha' det
Jesper