Luft under vingerne IV

Da jeg gik i gymnasiet, var der lidt af en svæveflyvedille i vennekredsen. Gymnasiet var Vesthimmerlands Gymnasium, og dillen skyldtes sikkert ikke mindst den nærliggende Vesthimmerlands Flyveplads, som ligger ved Hornum - nærmest mellem Års og Farsø.
Med min interesse for flyvning skulle det selvfølgelig også prøves, og det blev da til en seks-syv flyvninger med instruktør i en tosædet svæveflyver - selv om jeg aldrig kom så langt som til at gå i gang med certifikatet.
Jeg har fået lidt hjælp fra en af vennerne fra dengang - Bent Erik Thomsen, "Tin-Thomsen" - og vi er kommet frem til, at flyet var klubbens Schleicher K7 "Rhönadler" - OY-MNX - bygget i 1963 i Poppenhausen i Vesttyskland. Deraf tilnavnet Rhönadler. Poppenhausen ligger i landskabet die Rhön mellem Bayern, Hessen og Thüringen, og Adler på tysk betyder som bekendt ørn.
Flyet var af en temmelig solid konstruktion og vel knap så elegant sammenlignet med de et-sædes glasfiberfly, men oplevelsen fejlede bestemt ikke noget.
Jeg vil i hvert fald sent glemme min første svæveflyvning. Det foregik med spilstart. Flyet bevægede sig fremover på græsbanen, skrumplede og hoppede et par gange, og så gik det ellers voldsomt opad med svimlende fart - syntes jeg da i hvert fald. På et tidspunkt blev linen til spillet koblet fra. Det foregik med et brag, samtidig med at flyet tog et ordentlig dyk, eftersom der jo ikke længere var træk i det. Da troede jeg godtnok, at min sidste time var kommet - og instruktøren, som sad bagerst, kunne da også fortælle, at mit hoved havde været helt nede mellem skuldrene. Men så blev der fuldstændigt stille - og underet skete. Vi svævede rundt oppe i luften - akkurat som fuglene.
Jeg husker stadig bilerne på landevejen, som var små som myrer - og udsigten som strakte sig fra Rold Skov og ud til Limfjorden. Det var faktisk en rigtig spændende oplevelse, og så kunne jeg jo kun forbande min nærsynethed endnu mere - den nærsynethed som gjorde, at jeg aldrig seriøst havde grund til at overveje at blive pilot.
Efter alt for kort tid var turen forbi, men det blev som sagt til i alt en seks til syv ture fordelt over somrene 1977 og 1978.
Spilstarten på Vesthimmerlands Flyveplads var i øvrigt et kapitel for sig selv. Svæveflyveklubben havde en gammel bulldozer med en kæmpemotor, som var solidt forankret i jorden. Så vidt jeg husker kunne den accellere en svæveflyver fra 0 - 90 km/t på tre sekunder - og det er voldsom sjovt, når først man ved, hvad der foregår! Specielt var der en svæveflyverne - Frank som gik i gymnasieklasse med min gamle skolekammerat og blogven Per Lyngby - som var hård til voldsomme starter, når han bemandede spillet. Såvidt jeg har hørt, er Frank pilot hos SAS i dag, så når vi somme tider starter lidt hårdt, er det måske ham, der sidder ved pinden?
Det er lykkedes mig på nettet at finde et billede af OY-MNX fra Vesthimmerlands Flyveplads. Det sort-hvide billede er taget i 1975 - altså et par år før min svæveflyvedebut.
I sommeren 1978 flyttede jeg fra egnen, og jeg har aldrig siden været på Vesthimmerlands Flyveplads. Måske det er en fejl? En meget benyttet talemåde siger, at svæveflyverne ved, hvorfor fuglene synger. Jeg giver dem helt ret. Kan man svæve, er der al mulig grund til at synge. Det lærte jeg i det mindste.

Pip-pip
Jesper

Foto: www.d4403.de og Danish Civil Aircraft Register/Erik Frikke