Exit Straumsbukta

Når du læser disse linier, er det Straumsbukta'ske eventyr slut.
Vi har brugt fredag og lørdag på at tømme huset og rydde lidt op. Nu venter der det lille hus fra 1902 - hvilket i parantes bemærket også var husnummeret - en grum skæbne som øvelsesobjekt for Tromsø Brandvæsen, inden Leif-Inge kan komme i gang med sit nye hus.
Torsdag aften brændte jeg en masse affald på stranden. Et affaldsbål er ikke just det smukkeste, der findes, så her nøjes vi med starten - alle båls moder - det klassiske pyramidebål. Aftenen på stranden blev en værdig afslutning på de to år, vi har levet og boet i Straumsbukta. Tættere på naturen og dyrene end vi på noget tidspunkt igen vil komme til at bo.
Vejret var enestående. Fuldstændigt vindstille, selv om det godtnok var noget diset. Når man sådan står og passer et bål på stranden, vænner fuglene sig til den menneskelige aktivitet. Selv edderfuglene slog sig ned og fik en lille lur i tidevandszonen.
Strandskaderne pilede omkring og fandt sig noget spiseligt mellem tangen. Ellers har vi set dem hver nat på græsplænen den sidste tid, hvor de har jagtet orme og insekter. Jeg bilder mig ind, at de stikker det orange næb ned i jorden. Når ormene ser det, tror de, at det er en gulerod - og haps!
Aftenes højdepunkt var et besøg af et af de lokale marsvin. Som sædvanlig viser billedet kun rygfinnen - marsvin eller tumlere, som de også kaldes, er ikke de mest fotogene dyr i verden. I øvrigt fik jeg også et glimt af vandstæren, der var måger i alle afskygninger, der var ryler, der var hjejler og havørnen var da også lige forbi for at sige farvel.
Som altid var det vemodigt at sige farvel til et sted, hvor jeg har været glad for at bo. Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har haft det privilegium, som det ret beset er at få lov til at bo på en af verdens skønneste pletter i to år. Evigt ejes kun det tabte, som det siges. Det påskønner jeg - og jeg ved, at der venter nye pragtfulde steder og nye store oplevelser også i fremtiden.

Ha' det
Jesper