En husejers glæder og trængsler

Tilbage i Straumsbukta efter en god forlænget weekend i det lille hus på Øland kan jeg se tilbage på en række glæder, men også trængsler som ejer af et godt gammelt hus med tilhørende have.
Forinden skal jeg dog lige gøre opmærksom på, at gensynet med Astraen gik fint, efter at jeg i fire dage havde kørt rundt i en stor Audi ministerbil. I virkeligheden er det som at ligne æbler med pærer at sammenligne de to biler. Astraen byder nemlig i høj grad på det, som motorjournalister kalder køreglæde. Tæt kontakt med vejen, turbodieselens lynhurtige accelleration i mellemområdet og et solidt bundtræk - og så sidder man rigtig godt i Astraens sportssæder. Astraen er faktisk en ganske fed øse, når jeg nu hårdt presset skal sige det.
Men tilbage til Øland. Den store have formelig myldrede med påskeliljer - og som det ses en enkelt pinselilje, så det blev til en kæmpebuket til det blå bord med voksdugen.
Det er en stor opgave at få styr på haven, men jeg er godt tilfreds med weekendens fremskridt. Blandt andet fik vi fjernet to store blokke med elefantgræs. Der er et par stykker mere, men de må vente til næste år. Og så fik vi ryddet et stort stykke foran mellem huset og bryggerset, så der kan blive plads til en masse sommerblomster. Havearbejde er et knokkelarbejde - men det er sundt, så det kan vi kun nyde.
Med til husejerens glæder hører også, at TDC denne gang holdt sit løfte - og vi har nu installeret telefon og ADSL. Men på trængselssiden noterer vi, at det i dag er lidt mere kompliceret end i gamle dage, hvor man blot stak telefonen i væggen, og så virkede det. Se blot på billedet - det skal vi have gjort et eller andet ved, før det kommer til at se ordentligt ud.
På trængselssiden skal det noteres, at huset er gammelt - fra 1852. En del af de gamle dørhåndtag trængte til at blive skiftet. Tilsyneladende en enkel operation, men det viste sig ikke at være helt enkelt. For ikke alene har tidens tand slidt håndtagene. Det viser sig også, at standarden for dørhåndtag er ændret.
Dørhåndtagene er forbundet med hinanden og dørens låsemekanisme med en firkantet metalpind. Det viser sig, at dagens standardpind er cirka en millimeter tykkere end den standard, der var gældende, da dørene blev lavet.
Tømmerhandleren anbefalede, at jeg enten skiftede låsekasserne eller filede pinden til. I virkeligheden et enkelt valg - jeg måtte have gang i filen.
Fra begyndelsen virkede det som et uoverskueligt kæmpearbejde, men det viste sig faktisk ikke at være så slemt - cirka 10 minutters knofedt pr håndtag.
Så nu har vi fine - individuelt tilpassede - messinghåndtag på de gamle døre - i stedet for de noget patinerede, for ikke at sige nærmest ulækre og uhygiejniske gamle dørhåndtag. Jeg kan i teorien godt følge den tidligere ejers forsøg på at restaurere huset med respekt for dets historie, men respekten stoppede altså ved dørhåndtagene.
Natten til tirsdag fik vi en ordentlig regnbyge. Det var godt for haven - og da vi kom ud om morgenen, viste det sig sørme, at haven myldrer med vinbjergsnegle. Det er sikkert et levn fra dengang den nærliggende herregård Oxholm var kloster. Munkene satte nemlig vinbjergsnegle ud, da det var noget af det eneste kød, de måtte spise i fastetiden. Nu kan jeg se frem til høsten, hvor jeg så kan byde på hjemmeavlede vinbjergsnegle. Det er da stort og en rigtig glæde ved at være husejer. Og når tiden kommer skal jeg selvfølgelig nok bringe opskriften her på bloggen, så glæd dig, kære læser.

Ha' det
Jesper