søndag den 27. april 2008

Endelig fri

Så er jeg hjemme igen. Endelig. Efter en hård uge, der har budt på arbejdsdage op til 17 - 18 timer. Jeg kørte hjem fra Svolvær sammen med Tana fredag eftermiddag. Køreturen blev rigelig lang taget i betragtning, hvor mange arbejdstimer, vi havde haft, så fredag overnattede vi i Bardufoss, og var så hjemme lørdag ved middagstid.
Selve mødet var en stor succes, selv om det har budt på mange logistiske og praktiske udfordringer. Det foregik i Våganhallen, som er en idrætshal og samtidig bomberum sprængt ind i et lille fjeld i Svolværs centrum - men som det ses af billedet lykkedes det os at få et smukt resultat ud af klippehulen. Og det var jo også en passende anledning til at indlede mødet med at spille Griegs "I Dovregubbens sal".
Onsdag aften havde vi arrangeret en picnic-tur til Trollfjorden. Det er en meget smal fjord med stejle, høje fjeldsider, og hvor man lige akkurat kan vende inde i bunden. Bemærk midt i billedet, at der ligger en turbåd derinde. Selv sejlede jeg med en gammel færge i stil med den gamle Hvalpsund-færge. Da det foregik på åben dæk, var det en tur for de rå. Vejret var stille, men regnfuldt - heldigvis havde jeg min Canada Goose på, så det gik. Andre måtte krybe i rederiets sparkedragter!
På et skær umiddelbart uden for havnen i Svolvær, står der en skulptur med en fiskerkone, der vinker til manden. Et simpelt kunstværk, der enkelt og stærkt udtrykker den barske tilværelse i et fiskersamfund, hvor man skal leve med havet som en arbejdsplads, der både kan give og tage.
På hjemturen gjorde vi endnu en afstikker til Nordens Venedig - Henningsvær. Her faldt jeg over plakaterne for den lokale musikfestival, der med reference til Woodstock reklamer for tre dage med fisk og musik.
På vej ud af Henningsvær lugtede der ganske stramt. Tørfiskestativerne står tæt og lader ingen i tvivl om, at her er lugten af fisk lig med lugten af penge.
I Straumsbukta er der smeltet en del sne i den forløbne uge, og tulipanerne er begyndt at spire - alt det skal jeg have set nærmere på i løbet af søndagen.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: