Luftens helte

Luftens helte er et typisk eksempel inden for en hastigt voksende genre på bogmarkedet, som kaldes erhvervslitteratur. Bøgerne handler grundlæggende om succes og fiasko, og mange af bøgerne er ofte af biografisk tilsnit. Forfatteren Søren Ellemose kalder sig da også erhvervshistoriker - skønt civiløkonom af uddannelse.
Genrens bøger er generelt velskrevne og hurtigt læst. Velegnet læsning til en travl målgruppe, når man for eksempel er ude at flyve(!) - og det gælder også Luftens helte. Suspense og letflydende dansk, godt redigeret, ingen generende fejl og illustreret med gode og relevante pressebilleder. Og som i al god litteratur er der helte og skurke.
Her kommer vi så til genrens svaghed. Heltene får altid en meget pæn behandling, og genren er da heller ikke kendt for at være specielt hård ved kilderne.
I denne bog gælder det især Maersk Airs direktør gennem mange år Bjarne Hansen og gamle Mærsk Mc-Kinney Møller. Det er i følge bogen retlinede folk, som kan deres kram, og som kan skabe sorte tal på bundlinjen. I erhvervslitteraturen er det sidste den altafgørende succesfaktor, som kan kompensere mangen en menneskelig svaghed og karakterbrist.
Bogens ærinde er at undersøge, hvorfor et særdeles veldrevet luftfarts-selskab som Maersk Air i løbet af få år bliver forvandlet til en rygende ruinhob af et fallitbo. Desværre lykkes det ikke rigtigt at komme med en god forklaring.
Det er en skam, for det er temmelig utroligt, hvad der sker. Der begås ledelsesmæssige fejl på fejl og det på alle niveauer med det kendte resultat: Maersk Air bliver solgt for en slik til en islandsk finansfantast, der gør arbejdet færdigt, da de sidste rester ryger med i Sterling-krakket. Det store problem er, at A.P.Møller koncernen normalt ikke begår den slags fejl. Her er alt som regel velovervejet og karakteriseret ved rettidig omhu, som det hedder. Hvorfor lader man så stå til, i stedet for enten at fortsætte successen eller at sælge selskabet, mens det var sundt og kunne have indbragt en god fortjeneste? Hvorfor venter man, til der ikke er noget at redde? Hvorfor reagerer man ikke på alle de røde lamper, som blinker i cockpittet?
Mit bud er, at en del af A.P.Møller-ledelsen på et tidligt tidspunkt kommer frem til, at flyselskabet ikke passer ind i koncernens grundstruktur og ikke på sigt kan bidrage til kernevirksomheden. Flyselskabet er imidlertid Mærsk Mc-Kinneys "elektriske tog", som ingen kan få ham med til at sælge, mens det går godt. Derfor indsætter man en inkompetent ledelse af garvede rederi-folk, som ellers har gjort det godt, men absolut ikke har forstand på luftfart. Og da det først løber af sporet, kan man gå til den gamle og overbevise ham om, at man er nødt til at sælge legetøjet.
Der er altså tale om overlagt mord - og ikke blot uagtsomt manddrab. Den slags ikke hensigtmæssig økonomisk adfærd ses i mange gamle familiefirmaer, så hvorfor skulle det ikke også kunne ske i nationalklenodiet og en ellers veldrevet og kernesund virksomhed som A.P.Møller-koncernen? Desværre vover Søren Ellemose ikke at gå så tæt på.
Nu vi alligevel har den sure mine på, skal jeg da heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at det for det første er at tage munden rigeligt fuld, når bogen har undertitlen ...og historien om dansk luftfart. For det andet kan netop afsnittene om dansk luftfartshistorie sagtens undværes, da emnet dels er glimrende belyst i en række andre bøger og dels bør være en del af målgruppens almendannelse.
Men ikke desto mindre får Luftens helte fire ud af seks tørfisk. Først og fremmest fordi jeg er bidt af en gal flyver og labber den slags bøger i mig, og så fordi bogen rent sprogligt er så velskrevet og letlæst, som tilfældet er.

Jesper