Slut med Mut

Kristinemut er lukket

Krakke-mut-mat blues. Aldrig mere mutters alene på Mutten. Pr-foto

En æra i Nuuks natteliv er slut. Den sidste dans er danset, og den sidste bajer er drukket på byens første værtshus – legendariske Kristinemut. I slutningen af september trak stedets forpagter Kristian Balslev stikket og afleverede nøglerne til bygningens ejere Krissie og Michael Winberg.

Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske i lokalerne fremover.

- Nu skal vi lige have gennemgået det hele og ryddet op – og så skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad vi vil bruge lokalerne til, siger Krissie Winberg til Sermitsiaq. Hun driver i forvejen den populære Cafe Esmeralda i bygningen i Nuuks bymidte.

Kristinemut nåede at blive 70 år som udskænkningssted.

Det begyndte helt nøjagtigt den 5. maj 1954, hvor Kristine Chemnitz købte en stor kaffekande, anbragte tre borde i sin stue og bekendtgjorde, at hun havde åbnet en kaffebar.

Historien fortæller, at Kristine ved en fejl fik en sending øl leveret fra Danmark, så hun spurgte den daværende landshøvding, hvad hun skulle gøre. ”Gå hjem og sælg pilsnerne,” lød svaret – og dermed var Grønlands første alkoholbevilling givet.

I 1962 overdrog Kristine Chemnitz forretningen til sin datter Else med kaldenavnet Tulle og hendes mand Morten. Tulle og Morten drev Kristinemut frem til efteråret 1994, hvor stedet blev overtaget af Helge Tang og Carl Juhl.

Kristinemut var i mange år et regulært værtshus, men det ændrede sig 80’erne, hvor Kristinemut både var spisested og værtshus. Mellem 18 og 21 var der fine hvide duge på bordene – og både Nuuks befolkning og gæster udefra fik sig et godt og solidt måltid, der som regel blev afsluttet med en grønlandsk kaffe – inden der kom bajere på bordet.

Kristinemut var kendt langt ud over Grønlands grænser. Det skyldtes ikke mindst sangeren Poul Dissing, der på pladen Kalaallit Nunaat fra 1997 sang sin Krakkemut-mat-blues om at være ”mutters alene på Mutten”. Inspirationen til sangen og en stribe andre sange om Grønland fik han under et ophold i Nuuk i 1973. Egentlig skulle turen være på tre uger, men endte med fire uger, fordi vejret gjorde flyvning med de daværende S-61 helikoptere umulig.

Da AG’s tidligere redaktør Philip Lauritzen i 1994 udgav sin Grønlandsguide viede han et helt afsnit til Kristinemut. Han skrev blandt andet:”Mutten er en myte. I Nuuk. I Grønland. I Danmark”.

Nu er det slut. Kristinemut har både været elsket og hadet. Stemningen var især tidligere altid høj, men med stemningen og alkoholen fulgte også støj, larm og slagsmål uden for. Det helt store spørgsmål er, hvordan Nuuk ville have set ud, hvis ikke Kristine Chemnitz ved en fejl fik et læs øl leveret.

Det spørgsmål får vi aldrig svar på. Nu er Mutten lukket. Festen er forbi.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaq i sidste uge. Godt nok var Mutten ikke mit stamværtshus, da jeg boede i Nuuk, men jeg har nu også brugt en del timer der. Artiklen blev også bragt i netavisen Sermitsiaq.AG, hvor den har været den mest læste historie i weekenden. For Kristinemut var meget mere end et værtshus. Det var en institution. Så historien rører alle.

Den positive historie

Grønlændere i danske menighedsråd

Det netop overståede menighedsrådsvalg i Lindholm sogn i Nørresundby nord for Aalborg gav plads til tre grønlandske medlemmer af menigheden i det 12 personer store menighedsråd, der tiltræder officielt i forbindelse med første søndag i advent den 1. december.

De valgte er Ivalo Lyberth, Steffine Heinrich og Johnhard Telling. Desuden blev der valgt fire stedfortrædere, hvoraf de to har grønlandsk baggrund. Det er Agapeta Poulsen og Karl Geisler.

Den store grønlandske repræsentation netop i Lindholm er ikke noget nyt, fortæller Johnhard Telling, der både er aktiv i den lokale grønlandske forening Ikerasak og i Fællesforeningen Inuit.

- Både Steffine Heinrich og jeg var også medlemmer af nuværende menighedsråd – og jeg har i de sidste fire år også fungeret som kirkeværge, siger Johnhard Telling.

Kirkeværgen er det menighedsrådsmedlem, der har det daglige tilsyn med sognets bygninger og kirkegården. Det er et temmelig stort arbejde.

- I Lindholm sogn har vi både Lindholm Kirke, der er en gammel landsbykirke fra 1900-tallet og så det næsten nye Løvvangens Kirkecenter fra slutningen af 70’erne, hvor der både er mødefaciliteter og en kirkesal, fortæller Johnhard Telling.

- Det er ikke helt tilfældigt, at menighedsråds-valget gik, som det gik. Der har gennem en årrække været et tæt samarbejde mellem sognet og det grønlandske miljø i Nørresundby. Både foreningen Ikerasak og koret Arsarnerit bruger Løvvangens Kirkecenter som mødested til de ugentlige møder og øveaftener.

Den solide grønlandske repræsentation glæder menighedsrådets formand Anne-Marie Dalbøge Bersan, der er begejstret for det grønlandske engagement i det lokale kirkelige arbejde.

- Grønlænderne tager arbejdet i kirken alvorligt og er trofaste kirkegængere. Jeg fornemmer helt klart, at der i Grønland er meget mere respekt om kirken. Man har en meget stor situationsfornemmelse for, hvordan man skal opføre sig i kirkelige sammenhænge, og så er det en fryd at høre, når grønlænderne synger med på salmerne. Den grønlandske del af menigheden er en stor ressource i sognet, siger Anne-Marie Dalbøge Bersan.

- Arbejdet i menighedsrådet skal tages alvorligt. Vi forvalter skattekroner og på den måde adskiller arbejdet i et menighedsråd fra en almindelig foreningsbestyrelse. Der er en masse regler, der skal følges – og for mit personlige vedkommende, forventer jeg da også, at medlemmerne af menighedsrådet jævnligt deltager i sognets gudstjenester.

- Samarbejdet med Ikerasak går efterhånden en del år tilbage. Jeg var frivillig i forskellige sammenhænge – og jeg hørte, at grønlænderne manglede et mødested i Nørresundby. Så blev vi enig om, at Ikerasak kunne bruge krypten i Lindholm kirke til deres møder – og siden er samarbejdet bare vokset og vokset.

- Det er i dag sådan, at sognets største enkelt-arrangement er den grønlandske nationaldag, der starter med gudstjeneste i Lindholm Kirke om formiddagen og fortsætter så resten af dagen med fælles brunch og senere også fælles middag og mange forskellige aktiviteter i kirkecentret. Det er simpelthen en succeshistorie uden lige, siger den begejstrede menighedsrådsformand.

Sognet har tre præster tilknyttet, men de viger gerne pladsen på prædikestolen til fordel for den grønlandske præst i Grønland, Marianne Lynge Krog. Den grønlandske præst har som regel et tæt program, men både menighedsrådsformanden og det nyvalgte menighedsråd håber på et besøg igen til nationaldagen i 2025.

Som noget helt specielt i Lindholm har sognet også en venskabsmenighed i Letland i byen Valka. Medlemmer af menigheden i Lindholm benyttede i år sommeren til en bustur til Letland, hvor der også blev lejlighed at besøge flere svenske kirker.

Anne-Marie Dalbøge Bersan ser for sig, at venskabssamarbejdet kan udvides til også at omfatte et kirkegæld i Grønland.

- Hidtil har det ikke været realistisk på grund af rejseomkostningerne, men med den kommende sommerrute mellem Aalborg Lufthavn og den nye lufthavn i Nuuk er det måske en mulighed i fremtiden. Det er i hvert fald værd at undersøge, mener menighedsrådsformanden i Lindholm.

Opstillingsmøderne til de danske menighedsråd foregik den 17. september. I de fleste danske sogne bliver menighedsrådet valgt på opstillingsmødet, men der er mulighed for at opstille alternative lister. Hvis det sker, vælges menighedsrådene ved en afstemning den 19. november.

Menighedsrådet i Lindholm er ikke det eneste danske sogn, hvor der er grønlandsk repræsentation. Det er også sket i blandt andet Vor Frue sogn i Aalborg, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at få et overblik over, hvor mange grønlændere, der i alt er kommet i de danske menighedsråd.

Generelt er medierne hurtige til at skrive de negative historier om Grønland og grønlændere. Derfor var jeg ekstra glad, da jeg lavede denne historie til Sermitsiaq i forrige uge. Og det slutter ikke her. Jeg er i dag søndag på vej til grønlandsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor der er to grønlandske medlemmer af menighedsrådet.

Grønlandsk paradis i Aabybro

Martins vilde vægmaleri

Erhvervsmanden Martin Gjødvad har skabt sit helt private grønlandske paradis i den gamle Aaby Nordre Skole på Kirkevej i Aabybro.

Inden han flyttede til Aabybro i 2016, boede han 25 år i Nuuk.

- Når man bor så mange år i Grønland, er det svært at slippe. Grønland går i blodet. Landet gør et stort indtryk og påvirker alle på den gode måde, forklarer Martin Gjødvad.

- Vi fandt derfor på, at det kunne være spændende at skabe et minde om Grønland på endegavlen af skolebygningen. Det blev til et stort vægmaleri, som ikke alene dækker gavlen ud mod Kirkevej, men også indgangspartiet i gårdhaven og et par læmure.

Maleopgaven blev lagt i hænderne på kunstneren Kiss Rohde Jønsson fra Havndal ved Hadsund. Hun er specialist i netop den slags opgaver og har her på egnen blandt andet løst opgaver i Skulpturparken Blokhus i Hune og også malet vægmaleriet på Jernbanetorvet i Brovst.

- Jeg har aldrig selv været i Grønland, men Martin kom med en stak billeder – og så lavede jeg et udkast til gavlen. Men projektet blev større og større, for han havde mange ideer til, hvad der skulle med. Så maleriet voksede til også at omfatte gårdpartiet ved indgangen og et par læmure, fortæller Kiss Rohde Jønsson.

- Jeg er selv meget glad for maleriet, som gør vores bolig til noget helt særligt – og mine børn deler glæden til fulde, fortæller Martin Gjødvad. Han har Freja Ivalo på 18 og Magnus Malik på 16, der begge er født i Grønland.

- Det minder dem om deres barndom og deres rødder. De levede deres første år i Grønland, og det glemmer de aldrig.

Martin Gjødvad flyttede til Nuuk som 20-årig i 1991. Her grundlagde han i 1996 Grønlands største IT-selskab Inu:IT, der beskæftiger 45 medarbejdere på hovedkontoret i Nuuk og i danske afdelinger i Thisted, Støvring og Vejle.

Udover sin IT-virksomhed er Martin Gjødvad også aktiv i det boomende boligbyggeri i den grønlandske hovedstad Nuuk, der er vokset voldsomt de seneste år.

Interessen for at udvikle ejendomme fornægter sig heller ikke i Aabybro.

- Jeg forelskede mig i den gamle skole på Kirkevej. Men skolen var alt for stor til en familie, så vi delte den op i et par lejligheder og byggede så yderligere nogle lejligheder og et fælleshus ved siden af, så vi nu bor seks familier på parcellen.

- Vi bor hver for sig og sammen på samme tid. Vi har et stort fællesskab, hvor alle familierne spiser sammen en gang om ugen. Vi er også fælles om at holde den store grund, så vi holder arbejdsweekender hver anden måned.

- Det er en lidt speciel måde at bo på, men jeg er overbevist om, at vi kommer til at se meget mere af den slags i fremtiden, siger Martin Gjødvad.

Artiklen har været bragt i Sermitsiaq, Nordjyske og Ligeher.nu i forskellige versioner. Jeg kender Martin Gjødvad fra de glade dage i Nuuk, hvor han var med på morgensvømmerholdet i svømmehallen Malik, der for resten er Grønlands eneste svømmehal. Malik blev indviet i 2003 og ligger tæt på Nukalloq, hvor Dina og jeg boede fra 2002 til 2007.

Sovs eller sauce?

Ordkløveri

Sovs eller sauce? var temaet for septembers møde i Øland Sildelaug. Det blev anledningen til en treretters, som bød på den dejlige flydende garniture i mange udformninger.

De fleste opfatter forskellen mellem sovs og sauce som et spørgsmål om mængden. Er der for lidt, er det sauce, og er der nok, er det sovs. Så enkel er virkeligheden ikke, for det er også et spørgsmål om viskositet, konsistens, vægtfylde og ikke mindst kalorie-indbold, viste aftenens empiriske undersøgelser i laboratoriet.

Laugsbrødrene lagde ud med hvidvinsdampet ørred med asparges, håndpillede rejer og hollandaise. Hollandaise-saucen er en af de klassiske saucer, som alle madentusiaster bør kunne lave fra bunden - uden at ty til sølle pulverblandinger. Den har et dårligt ry blandt køkkenskrivere, for sjusk under tilberedningen fører nemt til, at den skiller.

Hollandaise er en emulsion, en blanding af æggeblommer og smør - dybest set en slags varm mayonnaise - og den blev udført af fiskeholdet uden slinger i valsen. Tyk som smørefedt, men lige til at spise - og det gjorde laugsbrødrene så.

Det var en ganske forsvarlig forret, så svendene tog en lige så forsvarlig pause, inden man gik videre til dagens hovedret, som var kalvecuvette på en bund af tomassnask a la J'espere med pommes Anne, blomkål og sauce bordelaise.

Almindeligvis er bordelaise sovs, hvor hovedingrediensen er vin fra Bordeaux, men her sprang vi over, hvor gærdet er lavest og brugte en italiener fra laugslageret - og det gik også an. Den smagte himmelsk, men henset til mængde og konsistens var det nok nærmere sovs end sauce. Pyt, for det gled ned alligevel - og kalvekødet var sovsemørt, så der var næsten ikke et øje tørt.

Aftenen sluttede med pære belle Helene - udviklet af den legendariske franske mesterkok Auguste Escoffier i 1864 til premieren på Offenbachs operette La belle Héléne. Hovedingrediensen er råsyltede pærer med vanilleis overhældt med - hold nu fast - chokoladesovs eller -sauce.

Det var så atter en anledning til at diskutere den hårfine forskel på sovs og sauce. Skriverkarlen hælder mest til sauce - for ligesom hollandaisen er der tale om en emulsion, dog på chokolade, fløde og smør. Men igen var der rigelige mængder, så pilen pegede mod sovs.

Det er i øvrigt svært at vælge vin til en chokoladedessert. Her faldt valget på portvin af tawny-typen, som er en af de få vine, der fungerer sammen med chokaladens bitterhed. Tawnyen var i øvrigt ret lokal. Opvokset og tappet i Portugal, men solgt i Fjerritslev sidste år som årets portvin fra Renés Vin- og Grønttorv med kongestenen i Grønnestrand som motiv på etiketten.

Sådan et lokalt tilsnit skal bestemt ikke lægges de gyldne dråber til last, var man enig om, inden turen gik hjemover i den stille aften ved 23-tiden til en velfortjent nattelur. Vel sent for modne mænd, men nu er det jo weekend, så det...

Efteråret så sagte kommer...

Jævndøgn

Vi kommer ikke uden om det. Det er ved at blive efterår.

I weekenden var det jævndøgn, og nu er nætterne længere end dagene på den nordlige halvkugle. I haven falder bladene lystigt - og hvis man nu var flittig, skulle der fejes i gården hverdag. Men med til efteråret hører også en rask lille storm eller to, så det kan slet ikke betale sig at feje. Den slags klarer naturen selv.

Nu er der også mindre end tre måneder til vintersolhverv, hvor det atter går mod lysere tider. Så det går nok alt sammen. Allerede nu er hasseltræerne begyndt at blomstre.

Blomsterne i krukkerne begynder at se trætte ud. Men de blomstrer fortsat og vil til en vis grad fortsætte til den første frost. Så de får lov at blive stående indtil videre.

Vi lader også billederne stå et øjeblik...

En god dag

Fredag aften

Det har været en god dag - helt igennem...

Jeg stod op temmelig sent ved fem-tiden, drak kaffe udenfor i den stille, mørke og disede sensommernat og gik så på kontoret, hvor jeg skrev dagens to artikler.

Efter morgenmaden gik jeg i haven, hvor alt stadig var vådt efter nattens voldsomme dug og gik i gang med at gøre klar til dagens store opgave med at retablere det jordbærbed, jeg anlagde i april, men som gik skævt, fordi jeg havde plantet i noget ikke-UV-bestandig fibertex.

Så det var om igen. Så kan jeg lære det - og lade være med at købe noget billigt skrammel i Harald Nyborg.

Heldigvis kom Henrik og hjalp, så ved tretiden var det arbejde færdigt. Mens vi spiste frokost - lakserøget sild, rensdyrspegepølse og gammelost - fik Henrik øje på en sommerfugl, som han ikke umiddelbart kendte. Jeg tog et foto - øverst - til støtte for hukommelsen. Jeg kunne ikke huske navnet, men jeg vidste, at jeg havde set den før. Det viste sig at være en skovrandøje, som jeg tidligere har haft besøg af i 2021, så nu håber jeg, at navnet bliver hængende i den slidte hukommelse.

Før aftensmaden en tur til Slettestrand og lave et foto. Og så blev der tid til en isvaffel med to lakridsiskugler og lakridskrymmel. Efterhånden den eneste last, jeg har her på mine gamle dage.

Ud på aftenen sidder jeg så på kontoret og youtuber klassisk musik. Det er også en af mine gammelmandslaster. Jeg har lige opdaget den kinesiske pianist Yuja Wang og er vildt begejstret for hende. Klavermusik har ellers aldrig sagt mig noget - men prøv at høre Sjostakovitjs anden klaverkoncert med hende fra Carnegie Hall. Det rocker altså. Og så helt uden noder. Imponerende.

Nu lige før sengetid, tager jeg så lige en revival tilbage til ungdommen med Who, Deep Purple, Uriah Heep, Pink Floyd og andet godt.

YouTubes algoritme ledte mig på et tidspunkt forbi en video med en anden pianistinde -lidt sjov i sensommernatten. Et godt grin er altid værd at tage med:

Knoldesparkere

Knoldbegonier og bondeknolde

For nogen tid siden skrev jeg den fantastiske historie om Ege Møller Madsen, der dyrker gammeldaws knoldbegonier. Han har mellem 300 og 400 af dem, som han har passet og plejet, siden hans far døde i 2002. Knoldbegonierne er endnu ældre. For allerede mens den 63-årige Ege var barn, stod de i haven foran gården i Skovsgård.

Jeg fattede interesse for historien, for jeg har selv et par af de gammeldags knoldbegonier, som ikke kan købes mere - og jeg synes, at de er vildt flotte.

En gang for nogle år siden havde jeg syv knolde. Nu er der desværre kun to tilbage. Men hvor der er liv, er der håb. For knoldene vokser med årene - og måske en gang bliver mine så store, at jeg kan dele dem.

Knoldbegonier kræver arbejde. For de tåler ikke frost, så de skal tages ind, tørres og gemmes et frostfrit sted om vinteren. I mit tilfælde vil det sige på værkstedet. Men jeg lærte lige en ting af Ege. Det er vigtigt, at de er tørre og står helt mørkt om vinteren.

Her har jeg nok syndet lidt. For jeg har normalt lys døgnet rundt på værkstedet for at holde mus, rotter og husmåren væk. Så i den kommende vinter kommer de gamle knoldbegonier til at stå tildækket, så de ikke får lys.

Hver sommer har jeg knoldbegonierne stående i en stor krukke under hvidtjørnen. De kan blive meget store - og man skal være meget tilbageholdende med gødning. Et år blev de sat i næsten rent hestemøg. Det gav masser af blade, men næsten ingen blomster, så det var en dårlig ide - og måske også årsagen til, at jeg har mistet fem knolde de seneste par år.

Som man kan se på billedet, er mine gammeldags knoldbegonier af to forskellige farvevarianter. Og så har jeg rodet lidt med knoldene, for der er sørme også kommet en moderne spidsbladet knoldbegonie med i krukken. Det er noget sjusk - og det sker ikke igen, lover jeg.

P.s. I følge ordbogen er en knoldesparker et nedsættende ord - ofte brugt om en person fra landet. Jeg synes, at det er en hædersbetegnelse.

Rodbehandling

Lige i stødet...

Midt i græsplænen har jeg i mange år haft et stød - en træstub efter et fældet træ. Det irriterer mig, for jeg skal altid køre udenom med græsslåmaskinen. Så fredag tog jeg mig sammen og fik det væk - uden at bruge store entreprenørmaskiner.

Først gennemskar jeg stødet på kryds og tværs med motorsaven. Jeg vil normalt ikke sætte min motorsav i jorden, men jeg brugte en gammel skrottet kæde, så det gik nok alligevel. Så lavede jeg et bål oven på stubben - og det fodrede jeg så med brænde hele formiddagen.

Søndag formiddag fjernede jeg asken efter bålet - og sandelig om ikke stubben var væk. I hvert fald den overjordiske del. Så var det bare at dække bålstedet med en plænedressing lavet af hjemmeproduceret kompost tilsat et par skovle afrettersand, trampe det hele godt til, så græs og gødning.

Græsset skal nok komme hurtigt. Efter sommeren er jorden lun og god - og med mandagens regn går det næppe mere end et par uge, før sporene efter træstubben er væk.

Stødet stammede fra det moreltræ, der stod på stedet, da jeg overtog huset. Det var stort, skyggede og stod i vejen, men min gamle far elskede morellerne. Så det fik fred, mens han levede. Det manglede da bare.

Men efter min fars død i 2012 kom motorsaven frem - og nu godt ti år efter er sporene så endelig væk. Alt godt kommer til den, der venter...

Afskedens time

Rust never sleeps

En gennemtæret vange, rust i bagtøjet, nedslidte sommerdæk, utætte pakninger i kølesystemet og et snarligt lovpligtigt syn er en dyr kombination. Så fredag tog jeg afsked med min elskede Astra, som har tjent mig trofast i næsten 12 år.

Det er blevet til over 300.000 km gennem årene - og jeg kender hver eneste lille lyd og bevægelse i bilen, som jeg virkelig har holdt af. Men der var ikke noget at gøre. Reparationerne overstiger mine evner og økonomiske formåen. Egentlig havde jeg været tilfreds med skrotpræmien, men en bilhandler kunne se muligheder i den - sikkert til en mekanikerlærling, så jeg fik faktisk en fornuftig byttepris for den.

For jeg har købt en Astra mere. Efterhånden den femte, jeg ejer. Den nye bil er tre år yngre og har kun kørt det halve af den gamle. Så jeg regner med, at jeg nu har bil i mindst seks år mere.

Valget faldt på endnu en Astra, fordi jeg hader forandringer. Førerpladsen i den nye er stort set indrettet som i den gamle, knapperne sidder de samme steder, så jeg slipper for at tænke - næsten. For det er faktisk en voldsom opgradering med 25 hk mere, læderindtræk, en masse elektronik, der bipper og dytter, når jeg sætter i gang, så det ender nok med, at jeg bliver nødt til at læse manualen, hvad jeg ellers ikke er meget for.

Den nye bil er den i Danmark ret sjældne sedan-model. Den slags sælges mest i Sydeuropa og Asien. Her i Nordeuropa foretrækker vi praktiske hatchbacks og stationcars. Men jeg tror, jeg kan leve med bagagepladsen i den nye bil, for den er trods alt 20 cm længere end den gamle, så bagagerummet er faktisk ret stort - og ellers kan bagsæderne jo lægges ned.

En anden smart ting ved at skifte til en tilsvarende bil er, at jeg sparer at investere i nye vinterhjul. For selv om fælgene er lidt rustne på vinterhjulene, er der masser af kilometre tilbage i dem.

Bilen er på mange måder mit andet hjem og mit kontor. For jeg kører mest i embeds medfør. Når jeg har fri, vil jeg helst bare være hjemme. Så nu kan jeg bruge søndagen på at pakke bilen med alt det grej, som jeg altid medbringer. Støvler, tæpper, regntøj, sikkerhedshjelm, batteripakker til kameraerne, økse, spade, grøn sikkerhedsvest, arbejdshandsker - og hvad der ellers er rart at have ved hånden. Foruden et karton Pepsi Max, selvfølgelig.

Flagdag og F-35

Tak til de udsendte

Jeg må straks bryde sammen og tilstå, at jeg ikke fik hejst Dannobrog torsdag på flagdagen for Danmarks udsendte. Det var egentlig planen, men jeg kom væk fra det...

Jeg brugte i øvrigt dagen anderswo - og var først hjemme ved 15-tiden, hvor jeg gik i gang på kontoret. Her fik jeg så lige mn andel af flagdagen, da to F-35 fly kl. 15.36 passerede Gjøl Bredning og parcellen her på Øland.

Flyene var på en flyvende Danmarks-turne til landets militære etablissementer - og på turen fra Beredskabscenter Thisted til kaserne og flyvestationen i Aalborg kom de så også forbi Østerby.

Fotoet er ikke stor kunst. Især fordi der ikke er horisont på billedet, så man kan se, hvor det er taget. Men jeg er jo bidt af en gal flyver - og det er da lidt fascinerende, at sådan et par flyvejern koster godt og vel en halv milliard kroner stykket.

Fotoet er mit aflad for det manglende flag på flagdagen. Jeg kipper med F-35.