Knoldesparkere

Knoldbegonier og bondeknolde

For nogen tid siden skrev jeg den fantastiske historie om Ege Møller Madsen, der dyrker gammeldaws knoldbegonier. Han har mellem 300 og 400 af dem, som han har passet og plejet, siden hans far døde i 2002. Knoldbegonierne er endnu ældre. For allerede mens den 63-årige Ege var barn, stod de i haven foran gården i Skovsgård.

Jeg fattede interesse for historien, for jeg har selv et par af de gammeldags knoldbegonier, som ikke kan købes mere - og jeg synes, at de er vildt flotte.

En gang for nogle år siden havde jeg syv knolde. Nu er der desværre kun to tilbage. Men hvor der er liv, er der håb. For knoldene vokser med årene - og måske en gang bliver mine så store, at jeg kan dele dem.

Knoldbegonier kræver arbejde. For de tåler ikke frost, så de skal tages ind, tørres og gemmes et frostfrit sted om vinteren. I mit tilfælde vil det sige på værkstedet. Men jeg lærte lige en ting af Ege. Det er vigtigt, at de er tørre og står helt mørkt om vinteren.

Her har jeg nok syndet lidt. For jeg har normalt lys døgnet rundt på værkstedet for at holde mus, rotter og husmåren væk. Så i den kommende vinter kommer de gamle knoldbegonier til at stå tildækket, så de ikke får lys.

Hver sommer har jeg knoldbegonierne stående i en stor krukke under hvidtjørnen. De kan blive meget store - og man skal være meget tilbageholdende med gødning. Et år blev de sat i næsten rent hestemøg. Det gav masser af blade, men næsten ingen blomster, så det var en dårlig ide - og måske også årsagen til, at jeg har mistet fem knolde de seneste par år.

Som man kan se på billedet, er mine gammeldags knoldbegonier af to forskellige farvevarianter. Og så har jeg rodet lidt med knoldene, for der er sørme også kommet en moderne spidsbladet knoldbegonie med i krukken. Det er noget sjusk - og det sker ikke igen, lover jeg.

P.s. I følge ordbogen er en knoldesparker et nedsættende ord - ofte brugt om en person fra landet. Jeg synes, at det er en hædersbetegnelse.