Luft under vingerne XXI

Lidt uventet fik jeg et fly mere i bogen på før-juleferien til Ægypten.

Egentlig var det jo bare en charterferie - og når det er charter, så hedder det næsten altid Boeing 737. Men som omtalt tidligere blev der jo tid til en afstikker til Cairo og dermed indenrigsflyvning med Egyptair mellem Hurghada og Cairo. Udturen var en ganske almindelig søvnig morgenflyvning med endnu en Boeing 737. Turen tager tre kvarter - altså stort set ligesom en tur mellem Aalborg og København - og var ganske begivenhedsløs: Række 33, vinduesplads, serveringen bestod i et glas cola og jeg sov det meste af turen.

Aftenafgangen til Hurghada foregik fra en afsides
 beliggende standplads i Cairos lufthavn,
så vi blev kørt i bus ud til flyet.

Hjemturen onsdag aften skulle blive ganske anderledes. Afgangen blev opereret af Egyptairs datterselskab Egyptair Express. Selskabet opererer primært med fokus på de korte mellemøstruter og har en flåde på 12 Embraer 170 - og det var interessant, for det blev min første tur med den brasilianske flytype.

Embraers E-jet-serie blev introduceret i 2002 - og er blevet til en overvældende succes. Indtil nu er der bygget over 1.000 eksemplarer, og den brasilianske fabrik har ordrebogen fyldt. E-jet-serien er et såkaldt narrowbody fly udviklet til korte ruter med to moterer monteret på vingerne.

SU-GCW på standplasen.

Indvendig er kabinen naturligvis noget trang med en bredde på 274 cm, men det er da ikke værre end andre fly i klassen, for eksempel CRJ-900, som SAS bruger på mange kortruter.

E-170 er den mindste model af typen med plads til 76 passagerer i Egyptair-konfigurationen. Vi fløj med SU-GCW, der blev leveret til Egyptair som ny den 21. juli 2007 - og altså et ganske nyt og velholdt fly.

Rent flyveteknisk bød turen fra Cairo til Hurghada ikke på de store begivenheder. Vejret var godt, afgangen gik efter tidstabellen - og jeg noterede ikke noget som helst, som taler mod flytypen.

Dina er på plads i lædersædet.

Snarere tværtimod, men det er nu ikke Embraers skyld. For afgangen var udsolgt - og for at få seatingen til at gå op, var Dina og jeg temmelig uventet blevet opgraderet til Business Class.

Det vil sige plads i gode lædersæder forrest i kabinen - og en ganske udsøgt betjening på den korte flyvetur. Vi var vel i Afrika - og der er der jo stadig forskel på folk!

Så efter at vi havde sat os, blev vi budt på en drink. Normalt er det champagne på andre flyselskaber, men her gik ægypterne ikke på kompromis med de nationale traditioner, så det blev til et glas juice i stedet.

Efter take-off blev der dækket op med bomuldsdug - og vi blev budt på en beskeden servering bestående af blandt andet lidt røget laks og et par stykker lækre og saftige røget kyllingebryst med lidt salat og et par boller til. Maden blev skyllet med Cola Light. Herefter kaffe med et par kagebidder af den sædvanlige mellemøstlige meget søde type og en kop god kaffe.

Embraer 170 fra Egyptair Express under
 landing på Malta. Foto: Wikipedia.

Det var lidt uventet med den servering, men den faldt på et tørt sted. Vi var dødtrætte, så det var ganske befriende at slippe for at tænke på aftensmad. Og altså en positiv overraskelse, fordi det slet ikke var faldet mig ind, at der var mulighed for udsøgt business-service på en flyvetur på kun 45 minutter.

Embraers E-jets har en ganske flot ulykkesstatitik. Kun to ulykker med dødelig udgang er det blevet til - og heraf er den ene ulykke ganske enestående, fordi den skyldtes en livstræt pilot, der tog passagererne med i døden. I øvrigt fløj den suicidale pilot for det Mozambique-baserede flyselskab LAM, der er på EU's liste over selskaber, der ikke må operere i Europa på grund af sikkerhedsproblemer.

Oasens blomster

Et overvældende blomsterflor i december

Hibiscus så store som tekopper...

På tur i Sheratons frodige parkanlæg.

Blomsterne i El Gouna er et kapitel for sig.

Når man kommer fra et regnvådt, koldt, sjasket og blæsende decembervejr i Danmark, er blomsterfloret i El Gouna simpelthen overvældende. Det var en oplevelse i sig selv.

Dina elsker blomster - og blomsterne gav hende en ekstra dimension i ferien. På Dinas opfordring tog jeg en del blomsterbilleder - og ligeledes på Dinas opfordring bringer jeg dem her.

Man skal være forsigtig, når aftenbranderten listes hjem -
 for overalt i området findes kæmpekaktusser som denne.

Imponerende liljer.

Bourgonvilla findes i hele middelhavs- og
 mellemøst-området. Her ved indkørslen til Sheraton i El Gouna.

Jeg kender ikke træet, men blomsterne minder om kaprifolium. 

El Gouna markedsfører sig som et grønt og miljøbevidst
samfund. Blandt andet har man affaldssortering, og overalt ses
 disse smukke skraldespande i klassisk Nil-stil.

El Gouna

Ingen voldsom trængsel og alarm

Oasestemning på Sheraton i El Gouna.

I El Gouna er der ikke plads til ekstrem islamisme
 - så selvfølgelig er der et juletræ på byens torv.

Før-juleferien blev tilbragt i El Gouna  25 kilometer nord for Hurghada på Rødehavets vestkyst lige over for Sinai-halvøens sydspids.

El Gouna - det arabiske ord for lagune - er et kunstigt samfund. Det bliver i brochurerne betegnet som Rødehavets svar på Nice. Noget er der om det, for byen er legeplads for den ægyptiske overklasse med en flot marina, golfbaner, casinoer og luksushoteller med dresscodes.

Ved solopgangstide forstår man,
hvorfor det kaldes Rødehavet.

Byen blev grundlagt i begyndelsen af halvfemserne på en række kunstige øer - og de små øer med kanaler imellem skaber en ganske særlig stemning a la Venedig. Modsat de øvrige feriesteder ved Rødehavet er stemingen ikke særlig stressende og kaotisk - for principielt får man kun adgang til El Gouna, hvis man har et ærinde der.

Der er indgangskontrol ved bygrænsen - og byen er derfor befriet for de nærgående kræmmere og tiggere, der ellers kan være en plage på Ægyptens badesteder. I et uroligt land er adgangskontrollen også med til at øge sikkerheden, men uroen mærkes alligevel, fordi også hotellerne har adgangstjek og horder af sikkerhedsfolk, som vi ellers kender det fra lufthavne.

Aftenudsigt fra værelsets altan til pølen.

El Gouna er en smuk by skabt som en oase i en ellers øde og uvenlig ørken. Det regner mindre end en gang om året, men takket være et omfattende kunstvandingssystem er byen en meget grøn og blomstrende by.

Vi boede på det lokale Sheraton. Hotellet, der ligger i et kæmpemæssigt parkområde på en stribe kunstige småøer med stier og broer imellem, er tegnet af den berømte amerikanske arkitekt Michael Graves, der har fundet inspiration i den oprindelige nubiske arkitektur. Formerne og farverne er traditionelle, men giver alligevel hotellet arkitektonisk kant i udtrykket. Når man ser hotelområdet, skiller det sig markant ud fra det øvrige El Gouna, men falder alligevel smukt ind i sammenhængen.

Sheraton benævnes som et femstjernet hotel - og servicen fejler bestemt ikke noget. Fire forskellige restauranter og et par barer og natklubber, en privat strand og et stort område med svimmingpools gør, at man ikke behøver at bevæge sig væk fra hotellet. Men vi er altså i Afrika - og stedets internet og wifi imponerer ikke, ligesom vi oplevede flere strømafbrydelser under opholdet. Det med internettet er egentlig en fordel - for hvorfor bekymre sig om verdens problemer, når man er på flugt fra hverdagens stress og jag og har orlov i paradis?

Hotellet er stort - godt 500 værelser, men man arrangerer hver søndag en reception med pindemadder og hele svineriet, hvor gæsterne kan møde hinanden - og ellers byder natklubben på arabisk mavedans i topklasse. Det forventes i øvrigt, at de mandlige gæster er omklædte - smart casual - i aftentimerne.

Overalt blomstrer bourgonvillaerne.

Hotellet er renoveret i 2008 og rummer blandt andet en del kunstværker af Matisse, men det rustikke møblement trænger efterhånden til en kærlig hånd. Nu tager man jo ikke til Afrika for at være indendørs, så det er til at leve med. Uden for var dagtemperaturerne behagelige omkring de 25 grader - og noget køligere om natten. På grund af de mange kanaler og kunstvandingen var vi temmelig plaget af myg om natten. Det nævner turistbrochurerne ikke noget om, men det er altså en god ide at medbringe myggebalsam.

El Gouna er fredeligt og isoleret fra verdens larm og uro. Det kan nås efter seks timers flyvning direkte fra Aalborg - og jeg er ret sikker på, at vi vender tilbage en anden god gang - i lavsæsonen, hvor luksussen kan nås for en overkommelig pris.

Kanalstemningen giver ro i bybilledet.

El Gouna er den ægyptiske overklasses legeplads, og byen er
skabt omrking en stor marina, hvor lystbådene er af en helt anden klasse,
end vi kender det fra Danmark.

En lyserød liebhaverdrøm i El Gouna.

En anden knaldhytte i liebhaverklassen.

Sheratons konferenceafdeling - henna i grønt!

Pyramiderne

Drømmen blev virkelighed

Giza-sletten har udsigt til Cairo og byens 24 millioner indbyggere.

Så er det blevet til endnu et kryds på livets store "to do-liste".

Her bliver livdrømmen til virkelighed.

Siden jeg var en lille dreng, har jeg drømt om at se pyramiderne. Jeg blev i skoletiden vildt fascineret af dette kæmpemæssige bygningsværk, der blev udført af en fortidig civilisation uden maskiner - men med en imponerende vilje til at gennemføre noget, der på papyrusset kan synes umuligt.

I den forgangne uge har vi været i Ægypten. Med min livsdrøm i bagagen kunne det naturligvis ikke lade sig gøre uden også at besøge pyramiderne på Giza-sletten i udkanten af Cairo. Så det gjorde vi, selv om Ægypten ikke er et helt ufarligt sted at rejse rundt i - og de store rejsebureauer slet ikke sælger ture til Cairo i øjeblikket.

Vi var egentlig på en almindelig sol- og badeferie med Spies på Sheraton i El Gouna - Rødehavets svar på Nice - og efter et regnfuldt dansk efterår kunne jeg sagtens have fået tiden til at gå med at sippe sjusser ved pølens bred.

Men sammen med et engelsk ægtepar fik vi med hjælp fra en lokal operatør - Red Sea Holidays - sat en tur op til Cairo med indenrigsfly fra Hurghada - og i Cairo blev vi modtaget af en ægyptisk guide med et lidt anstrengt forhold til englændernes modersmål og en lokal chauffør, der muligvis ikke havde kørekort, men var en mester i den kaotiske trafik. Cairo er blandt andet plaget af, at færdselspolitiet ikke har fungeret ordentligt siden revolutionen - og der er i princippet ingen gældende færdselsregler. Her hytter enhver sit eget skind, men det er en helt anden historie.

Her handler det om pyramider. Jeg kan ikke sige mig fri for at være ret så bevæget, da vi i vores minibus kørte op Giza-sletten og Keops-pytamiden - den største af dem alle - dukkede op foran os.

Keops-pyramiden er ganske enkelt enorm. 140 meter høj og 240 meter bred i grundplanet.

Desværre gik der lidt skår i det bevægende og meget følsomme øjeblik, da vores ægyptologi-studerende guide tegnede, talte og forklarede i et væk.Han var ekspert på området - men manglede måske en smule pli og forståelse for, at det var en livsdrøm, der gik i opfyldelse.

Med til oplevelsen hører også, at Giza-sletten er et stressende sted på grund af horder af sælgere af kamelture og souvenirs-skrammel. Man skal virkelig være hård i filten for ikke at komme af med familieformuen, for disse irriterende og hårdhudede sælgere tager ganske enkelt ikke et nej for et nej.

Det var også grænseoverskridende på en anden måde. For første gang i mit liv har jeg bestukket en betjent. I min iver efter gode billeder kom jeg lidt tæt på et forbudt område - og blev indhentet af en ivrigt fløjtende og gestikulerende betjent, der bedyrede, at jeg ikke måtte opholde mig lige nøjagtig der. Jeg stak ham fem ægyptiske pund - cirka fire kroner - og så fik piben en helt anden lyd. Pludselig var der ingen grænser for mandens hjælpsomhed - og han vidste lige præcis, hvor de gode fotovinkler var - uanset om det var inden eller uden for afspærringerne. Fint nok - men temmelig grænseoverskridende var det altså at bestikke sig til særlige rettigheder.

Guiden grinede ad det hele og konstaterede bare, at det er menneskets natur - alt er til salg. Det er kun prisen, der skal diskuteres. Jeg er egentlig ikke uenig, men grænseoverskridende var det alligevel.

Så har man også prøvet det - og så har jeg som sagt nået et af mine livsmål. Jeg har set pyramiderne.

Sfinxen er med sine 75 meters længde en af verdens største
 skulpurer - men egentlig ganske undseelig med sin beliggenhed
ved siden af Keops-pyramiden.

To af pyramiderne fra en ulovlig vinkel.

Keopspyramidens format er er svært at beskrive
 - men læg mørke hvor lidt turisterne fylder i billedet.

Trend er trendy

Frokostbordets glæder

Vejen til Jespers hjerte går via leverpostejen.

Trend Kro har verdensrekorden i stegt flæsk.

Egentlig skulle vi onsdag have spist frokost på Sallingsund Færgekro. Stedet anses for et af landsdelens bedre spisesteder med "high-end"-ambitioner - og det havde vi glædet os til.

Desværre blev arrangementet aflyst. Den slags sker, men nu havde vi jo sat dagen af til lidt god mad og en tur forbi kirkegården i Farsø - og derfor så vi ingen grund til at blive hjemme.

For der findes bestemt andre gode spisesteder i det rurale Nordjylland. Vi havde sat næsen op efter frokost på Hvalpsund Færgekro, hvor jeg kom en del, mens far og mor levede. Men den gik heller ikke - for der var julelukket.

Slukøret tog vi det sikre valg og vendte næsen nordover mod Trend Kro. I min ungdom kom jeg her ofte - og en gang i mellem har jeg da også snuppet en hurtig frokost på kroen.

Trend kro er et hyggeligt, lidt slidt gammelt sted - men deres
smørrebrød er spitzenklasse.

Stedet er mest kendt for stegt flæsk og persillesovs - hvilket bestemt ikke er at foragte, men ej heller "high-end". Ikke desto mindre blev den kendte spise jo forleden kåret som Danmarks nationalret.
Blandt de øvrige kandidater var der også det danske smørrebrød - og det var her, vores øjne endte, da vi studerede det upretentiøse spisekort. Fem stykker uspecificeret til 45 kroner stykket.

Det kan ikke gå galt - og gjorde det heller ikke. Serveringen var hurtig og effektiv, smørrebrødet højt belagt, fiskefileten næsten brændende varm, og osten fuldfed og kraftig.

Trend Kro lever bestemt op til niveauet hos Danmarks Smørrebrødsjomfru og -dronning Ida Daviden. Ikke en finger at sætte på arrangementet - og det vil der næppe være hos undertegnede, når den højtbelagte er med leverpostej, der jo er min livret. Garneret med friskstegt bacon og ristede champignons, rødbeder, agurk og karse.

Smørrebrød oplever i lighed med den stegte flæsk en renaissance i disse år. Forståeligt nok. Og så er det jo ganske trendy at spise i Trend.

Et lille trin...

Årets sidste havearbejde

Dina præsenterer høstens største gulerod.

Dagen i dag bød atter på fint udendørsvejr, men også noget, der mindede om dagfrost - så haven kom pludselig i fokus.

Tulipan/morgenfruebeddet tøede aldrig op denne tirsdag.

På grund af det milde efterår har grøntsagerne fået lov at stå i jorden - for det er nu en gang der, de holder sig bedst. Men når først vi begynder at få frost i større mængder, så er det altså slut.

så i dag har vi høstet gulerødder i store mængder, ligesom selleri og de sidste rødbeder er blevet gravet op. Nu står det lunt og frostfrit i værkstedet i en flamingokasse og dækket af spaghnum, så de smagfulde rødder ikke tørrer ud.

Så er de første tagplader kommet op.

Det blev også tid til et lille nøk på bålhuset. Jeg begyndte at lægge taget, men nåede desværre ikke at blive færdig, sådan som jeg ellers havde håbet. Blandt andet blev jeg forsinket, fordi jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at klippe ligusterhækken, så det var til at komme til tagpladerne nedefra. Alle disse uforudsete ting tager tid, men på den anden side var det også dumt at bruge tid på at klippe hækken, hvis det nu ikke havde været nødvendigt.

Men håbet om et færdigt bålhus inden jul svinder. Der er storm i luften, og de næste mange dage bliver der ikke rigtig tid til at tømmerarbejdet.

Men - Rom blev ikke bygget på en dag - og mit bålhus ej heller, så hvad er problemet? Og forresten er der store knopper i juleroserne...

Dagens fremskridt

Så blev der rejsegilde - alligevel...

Lørdag var en god dag med masser af sol. Jeg var i gang fra morgenstunden - og det var mildest talt en rødmosset blogger, der gik ind til aften efter en hel dags aktivitet på bålhuset.

I dag fik jeg monteret listerne, som skal bære tagpladerne og rygningen. Desuden jeg lavet afstivninger, så konstruktionen kan tåle de hårde vestenvinde, vi døjer med her på egnen. Det betød også, at jeg kunne fjerne de midlertidige afstivninger, og så var det ellers tid til rejsegilde.

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at gøre noget ud af det. Men jeg er desværre lidt overtroisk - og det siges at bringe uheld, hvis man sparer rejsegildet væk. Så jeg fik trommet et par naboer sammen til en flok øl på åstedet. Solen varmede herligt, så det var nu slet ikke så ringe et initiativ, skulle jeg hilse at sige.

Søndag er der lovet regn, så jeg kommer sandsynligvis hviledagen i hu, men ellers er næste etape tagdækningen. Jeg satser seriøst på at være færdig med det inden onsdag.

Snart rejsegilde

Byggeriet går i højden

Så er spærrene oppe.

I dag regnede det fra morgenstunden, men vejret var ellers lunt og vindstille, så det var en herlig dag til udendørs arbejde.

Det blev til et langt, sejt træk, så nu er spærrene oppe. Tid til rejsegilde, men da der ikke rigtig er andre håndværkere at fejre det med, bliver det nok en stille begivenhed.

I hvert fald er det planen, at jeg kører videre lørdag morgen - og inden weekenden er omme, håber jeg, at taget er færdigt.

Mesterklasse

Det brune køkken er trendy

Dagens ret på Nørremarksvej.

Danmarksmesterskabet i Bøfsandwich er nu gået ind i finalerunden. Seks virksomheder er i finalen - blandt andre Vestre Bådelaug i Aalborg, som vandt sidste års mesterskab.

Desværre er Vestre Bådelaugs nabo - Kystens Perle - ikke med i opløbsfeltet. Personligt foretrækker jeg nemlig deres bøfsandwich, men sådan er smag og behag jo så forskelligt.

Stiftstidende kunne i øvrigt torsdag oplyse, at Vestre Bådelaug årligt sælger 35.000 bøfsandviches med brun sovs. Det er ganske godt gået - taget prisen på 115 kroner og en for fastfood usædvanlig lang tilberedningstid i betragtning.

Al skriveriet om bøfsandwich i den lokale presse gjorde mig sulten. Og da jeg er alene hjemme, faldt torsdagens madvalg selvfølgelig på bøfsandwich. Hjemmelavet og og med brun sovs. Rigeligt med brun sovs.

De lyse timer

Fremad!

Spærfabrikken på gårdspladsen.

Så er remmen monteret.

Vi nærmer os solhverv, og dagenes lyse timer er efterhånden til at overskue. I øjeblikket er der vel kun ordentligt lyst mellem 9 og 15, så det er med at udnytte tiden bedst muligt.

Så det gør jeg. Tirsdag tog jeg et ordentligt ryk med bålhuset. Stolperne er sat i lod, og remmen er monteret. På gårdspladsen har jeg startet en veritabel spærfabrik - og det skrider i det hele taget godt fremad.

Onsdag er jeg optaget anderswo, men mon ikke spærrene kommer op torsdag? Så begynder det al ligne noget - lige til at fejre med et rejsegilde...