Rygeost

Fynske toner i røgeriet

Fynsk rygeost fra Øland.

Her i huset holder vi meget af ost.

Specielt er jeg glad for gode, gamle, fuldfede Danbo-variationer. Dina er noget mere varieret i sin smag. Til daglig ikke for stærk ost, måske lidt brie eller camenbert og altid åben for smagsvarianter. Kræsen er hun bestemt ikke, når vi snakker ost.

Der var derfor ikke langt fra tanke til handling, da hun i fjernsynet havde set, hvordan man laver fynsk rygeost. Det skulle naturligvis prøves - og da osten skal røges, slap jeg ikke for at blive part i sagen.

Sådan en såkaldt friskost fylder mig ellers med den dybeste væmmelse. For friskost er egentlig ikke andet end et pænt ord for voldsomt fordærvet mælk, hvor vallen - bare ordet smager grimt - er hældt fra. Men da jeg jo ikke behøver at spise det, hoppede jeg alligevel med på vognen.

Som basis bruger hun kærnemælk og skummetmælk - to affaldsprodukter fra danske mejerier. Det hensættes ved stuetemperatur i et døgns tid, hvorved det klumper voldsomt sammen under en intens bakteriel proces - og adskiller sig fra vallen. Denne herlighed sies - og klumperne formes til ost, som yderligere skal stå et døgns tid på en si, for at få den sidste valle væk.

Resultatet minder om ost - omend jeg måske nok mener, at vi skal arbejde lidt med processen. Osten bør - efter min æstetiske fornemmelse - blive mere cremet i stedet for det lidt klumpede resultat, der kom ud af anstrengelserne. Jeg vil nok forsigtigt prøve at foreslå, at vi skal prøve et par andre opskrifter, før vi lægger os fast på metoden.

Selve røgningen er til gengæld ikke det store problem. Jeg anbringer osten i røgekammeret og fyrer op med en blanding af tørt og vådt halm - lige nøjagtig så meget som der kan være i pejsen. Det giver en voldsom fed røg - og vips, når halmen er brændt ud efter et par minutter, er osten røget. Som det kan ses på billedet, får osten en fin, lysebrun overflade - og er hermed lige til at spise. Altså for dem, som nu bryder sig om den slags.

Danskerhad

En dum myte om Grønland

Den nedlagte bygd Qorqut ligger mellem Nuuk
og det jernholdige område ved Isua.

Forleden hørte jeg i et af DR’s utallige telefon/Facebook/SMS-programmer en herre, som fortalte, at der er danskerhad i Grønland.

Jeg bliver så træt, når jeg hører den slags. Jeg troede egentlig også, at udtrykket hørte til en fjern fortid. Jeg har boet i Grønland i fjorten år og har aldrig stødt på noget, der bare tilnærmelsesvis ligner danskerhad. De grønlændere, jeg kender, holder usigeligt meget af både ribbenssteg med sprød svær og rødkål, frikadeller, leverpostej og Dronningen. Folk med så sympatiske tilbøjeligheder kan simpelthen ikke være danskerhadere.

Udtrykket kommer fra en fjern fortid, hvor mange danskere, der ikke lige kunne klare mosten i Danmark, tog til Grønland for at begynde på en frisk. Mange af dem var ikke lige de skarpeste knive fra skuffen – og ofte havde de kun begrænsede sociale kompetencer. Derfor blev de mod forventning ikke ”den store mand i Grønland” og vendte desillusionerede hjem.

Når fiaskoen skulle forklares, var det såkaldte danskerhad en nem begrundelse, som nok kunne få empatien til at samle sig i vort lille land. For er der noget, vi er enige om, så er det, at danskere er så rene i sjælen, at had til vor nation må bero på en total misforståelse.

Ofrene for det såkaldte danskerhad kunne ofte illustrere deres oplevelser på verdens største og dejligste ø med et blåt øje. For mens der i Grønland ikke findes danskerhad, så findes der en udbredt træthed og lede ved danskere, der taler ned til grønlænderne og vil lave om på den fine grønlandske kulturs leveregler.

Sjovt nok går denne lede oftere ud over københavnere end jyder – og det er jo en velkendt kendsgerning, at en københavner i Hirtshals eller Hanstholm nok også render ind i et par øretæver, hvis de begynder at fortælle den danske kystbefolkning, hvordan de skal leve – oven i købet i deres egne værtshuse. Så på den måde adskiller Grønland sig faktisk ikke fra den jyske vestkyst.

Personligt vil jeg - hårdt presset og uden for referat - heller ikke udelukke, at jeg ind i mellem har vendt det blinde øje til og endda frydet mig, når en af disse kong-gulerods-typer har fået en dragt prygl uden for et grønlandsk værtshus. Så kan de jo lære det, kan de.

Danskerhads-debatten dukker også op en gang i mellem, når danskerne ikke altid kan forstå, at Grønland ikke altid giver udtryk for taknemmelighed over alle de penge, som danskerne sender til Grønland. Især i den seneste tids debat om de grønlandske råstoffer, hvor mange danskere mener, at vi har en ret til den grønlandske undergrund, bare fordi vi sender økonomisk støtte den fjerne del af kongeriget. Hvis den argumentation skulle holde, burde Danmark vel også have retten til undergrunden i alle de afrikanske stater, som har modtaget ulands-bistand.

Den ide er hermed givet videre til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Samme herre deltog for resten også i radioprogrammet om de grønlandske råstoffer. Den fik ikke for lidt på retorikken og kineserskrækken. Sådan er Dansk Folkeparti – og det skal de have lov til.

Det er alligevel lidt besynderligt, at Dansk Folkeparti er så bange for Kina og kineserne. For sådan som jeg hører det, er der ikke den stor forskel på politikken i Folkerepublikken – og så Dansk Folkepartis drømme om fremtidens Danmark.

I Kina må man ikke tale kritisk om fædrelandet. Lige som Dansk Folkeparti har det kinesiske kommunistparti et yderst pragmatisk syn på statsmagtens begrænsning. Kina har styr på de religiøse fanatikere, blandt andet i Tibet. I Kina er kriminaliteten nærmest ikke eksisterende, fordi politiet og retssystemet slår hårdt ned på kriminelle og asociale. For resten er de fleste kinesere flittige, beskedne, nøjsomme og arbejdsivrige – sådan som danskerne og Dansk Folkeparti gerne ser vort lille land.

Men i det hele taget er den danske debat om råstofjagten i Grønland temmelig trættende. Danmark har jo haft sin besøgelsestid – men har ikke udnyttet mulighederne. Så jeg kan godt forstå, at grønlænderne nu har taget kajakken i den anden hånd og søger udenlandske samarbejdspartnere.

Det er temmelig dumt, når Lars Løkke Rasmussen pludselig foreslår, at den grønlandske råstofudvinding skal lægges i hænderne på et statsligt selskab.

Man skal altså være mere end almindelig politisk tonedøv, når man mener, at det er en farbar vej. Efter alle danske erfaringer med både DONG og DSB må det stå klart for alle, at danske statslige selskaber er totalt uegnede til noget som helst. Og det var da en Guds gave til befolkningen, at man i sin tid var så klarsynet, at olien i Nordsøen blev overdraget til Mærsk. For havde det været DSB, der skulle udvinde olien, lå den stadig dybt begravet under Nordsøens vande, mens pengene fossede ud af statskassen til italienske leverandører.

For resten må man også spørge, hvor Lars Løkke Rasmussen var i 2004, da det Jersey-baserede selskab London Mining (Det er det selskab, som danske politikere og medier for nemheds skyld kalder ”kineserne”) fik rettighederne til Isua – det område, hvor selskabet nu vil bygge den meget omtalte jern-mine til 14 milliarder kroner.

I 2004 havde Grønland stadig hjemmestyre – og i henhold til den dengang gældende lovgivning var Grønlands undergrund et fællesanliggende. Allerede dengang kunne Lars Løkke Rasmussen – uden at krænke hjemmestyreloven – have kørt et statsligt selskab på banen. Men det skete ikke. Hvorfor?

Der er mange udenlandske aktører på banen i spillet om de grønlandske råstoffer. Men det er ikke for sent for danske virksomheder. Så det er bare med at komme i gang – i stedet for at forsinke den grønlandske råstofudvinding med trivielt politisk drilleri i Folketinget. 

En forsinkelse vil give dybe skår i samarbejdet i Rigsfællesskabet. Det vil være synd. For Grønland har viljen til samarbejde – men har ikke råd til at vente på, at det danske rundkredspædagogiske demokrati bliver færdig med alle de akademiske diskussioner. Lad os komme i gang – NU. 

Offentliggjort første gang i Nordjyaske Stiftstidende 26. januar 2013.

Hele svineriet

Til torskegilde i sildelauget 

Torsk til sildelauget.

Så er året skudt i gang i Øland Sildelaug. Det skete fredag aften med maner - med et rigtigt torskegilde.

Det var selvfølgelig kogt torsk med hele svineriet - og dertil passende mængder af øl og brændevin.

Opskriften er velkendt, så der er sådan set ikke så meget at sige - men jeg har lovet lige at lægge et foto eller to på bloggen, så de afbudsramte laugsbrødre kan se, hvad de gik glip af. Det være hermed gjort.

Kogt torsk med hele svineriet betyder, at
torsken serveres med et tilbehør af sennepssauce, hakkede rødbeder og
 æg, kapers, baconstykker og peberrod.

Den skønneste morgen

Urimeligt smukt vejr

Det var den skønneste morgen i dag. I nattens løb havde rimtågen svøbt træer og buske i et prægtigt klæde af rimfrost - og det derude skinnede om kap med det pureste guld i morgendæmringens røde solskær.

Det var fuldstændigt vindstille - vindmåleren stod helt stille på 0,0 m/s - og det frøs sådan omkring de 8 grader her på parcellen. Det svingede meget - for ovre i skoven viste bilens termometer faktisk 12 frostgrader, men det er vist en detalje udelukkende af akademisk interesse.

For hvad betyder et tal, når morgenen bare er skøn? Jeg kunne ikke lade være med at tage en stribe billeder - vel vidende at de aldrig kan gengive virkeligheden. Jeg håber, at jeg ikke var den eneste, der havde tid til at nyde den skønneste morgen i hundrede år...

Alting har sin pris

Gratis betyder, at der er en anden, der betaler for dig...

Nem Konto gør de nemt for myndighederne at
overvåge borgerne. Vil vi finde os i det?

Det er godtnok ikke sjovt at være bankmand i øjeblikket. Efter en lang række spektakulære krak kan branchens anseelse ligge på et meget lille sted.

Bankernes dårlige rygte er godt hjulpet på vej af medierne, fordi journalisterne har øjnet en mulighed for at slippe for bundplaceringen i troværdighedsbarometrene.

Helt galt er det gået, efter at Danske Bank har annonceret, at man ikke længere vil arbejde gratis, men vil lægge et gebyr på almindelige bankkonti – altså sådan en konto, som alle danskere skal have for at få løn og offentlige ydelser udbetalt.

Den offentlige mening udstødte et ramaskrig – og politikerne rasler med regelsabelen. For i den offentlige mening er det altså en del af de danske menneskerettigheder at have en gratis bankkonto.

Det er noget sludder, for der er intet i denne verden, der er gratis. Alting har sin pris. Gratis betyder bare, at der er en anden – sikkert et godtroende fjols – der betaler for dig. Det gælder for bankydelser – lige så vel som for al offentlig service.

Der er nu en gang arbejde forbundet med at administrere en bankkonto – og så er det vel ikke andet end almindelig rettidig omhu at tage sig betalt for dette arbejde. Jeg er helt sikker på, at DR’s demonstrerende fallent-aktionærer foran retten er helt enig med mig i, at det nok havde været en god ide, hvis de krakkede banker havde bekymret sig lidt mere om indtjeningen.

Nu er det jo en god dansk tradition for smed at rette bager, men det er ikke bankerne, der er problemet. Det er politikerne, fordi de troede på, at der virkelig er ting, der er gratis – og derfor pålagde alle danskere at have mindst en bankkonto – den eufemistisk benævnte Nem Konto – til løn og offentlige ydelser. Dybest set gik det bare ud på at vælte den offentlige sektors ekstreme overadministration over på bankerne – og det er regningen herfor, der nu skal betales.

Nem Konto er et voldsomt anslag mod den personlige frihed og i virkeligheden et udtryk for politikernes og embedsværkets sygelige mistillid til den danske befolkning. Det eneste, der er nemt med en Nem Konto, er nemlig at overvåge danskerne. Det burde dog være en menneskeret frit at udveksle penge, tjenesteydelser og gaver – uden at der sidder en offentlig snager og følger med i det.

Her i Nordjylland har vi en udpræget tradition for at handle kontant. Det er et godt og sundt princip, men det er en torn i øjet på en blodsugende offentlig sektor, der ikke kan leve med, at befolkningen kan klare sig selv.

I det hele taget bør vi vende tilbage til gamle dages kontant-principper. Jeg er ved at græde, når jeg ser en gammel mand gå fra Brugsen med uforrettet sag, bare fordi han ikke kan huske sin såkaldte pin-kode. Hvordan har vi kunnet skabe et samfund, der behandler vore ældre borgere så uværdigt?

At basere et samfund på elektroniske systemer er tåbeligt. Vi så det for et par uger siden, da NEM-ID pludselig ikke kunne bruges på grund af en virustrussel.. IT-systemerne gør samfundet sårbart og kan nemt lammes af terrorister eller naturkatastrofer – og derfor vil det være rettidig omhu fra landets ledende politikere, hvis de sørger for, at det stadig er muligt at leve i dagens Danmark uden at være afhængig af noget skrøbeligt elektronik.

Så lad os stoppe alt det kontohalløj og udbetal løn og pensioner i kontanter akkurat som i gamle dage – og så lade det være op til den enkelte selv at bestemme, om pengene skal i banken eller under hovedpuden.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 25. januar 2013.

Ravnkilde

En kilde til begejstring

85 liter klart kildevand i sekundet.

Onsdag eftermiddag var jeg til møde i Århus - og som altid, når jeg er ude at køre lidt længere ture, sørgede jeg for at komme hjemmefra i så god tid, at der blev tid til en afstikker fra motorvejen.

En herlig vinterdag i skoven.

Det var en herlig vinterdag. Vindstille og fem graders frost - og perfekt til et tur forbi Rebild Bakker. Oven i købet blev der også tid til en rask lille travetur ned til Ravnkilde.

Ravnkilde gør ikke meget væsen ud af sig,
men er et spændende sted.

Jeg har altid været dybt fascineret af netop denne kilde, der ikke gør det store væsen af sig, men faktisk er et imponerende naturfænomen. Der er større, mere spektakulære og mere vandgivende kilder i området, for eksempel Blåkilde, men Ravnkilde er og bliver den mest spændende.

Her - for foden af Rebild Bakker - ligger den nærmest ubemærket i skovbrynet og spytter 85 liter krystalklart og rent 7 grader varmt kildevand ud - hvert eneste sekund, døgnet rundt, året rundt. Det giver godt 2,6 millioner m3 vand om året - nok til at dække vandforbruget i 65.000 danske husstande. Det er altså ret imponerende.

Vandtemperaturen er konstant - og kilden har sit eget lille mikroklima. Her findes der både planter og insekter, som ikke findes mange andre steder i landet - blandt andet en lille arktisk vårflue, der er meget almindelig både i Arktis og i Alperne, men altså en sjældenhed i Danmark.

Ravnkilde løber ud i Kovadsbækken.

Ravnkilde løber over en lille skovvej og ned over en mark, inden den løber sammen med Kovadsbækken, der er et af Danmarks reneste bækløb. Bækken er yngleplads for blandt andet havørreder og den i Danmark ret sjældne, men flotte kildeørred, der er nært beslægtet med fjeldørred. 

Her fældede jeg bævreasp i spejdertiden.

Rebild er en del af barndommens land. Jeg har været på spejderture i området adskillige gange - og i salig Jens Hvass' tid var det kutyme, at spejderne gav en hånd med i naturplejen i det fredede område. Sådan er det ikke længere - nu er jobbet overtaget af får.

Hulvejen slynger sig ned gennem Rebild Bakker.

Fra arkivet: Ilulissat 1994

Verdens største hundeslæde

Verdens største hundeslæde.

Jeg var lige i arkivet for at finde et helt andet billede, da jeg faldt over disse fotos.

Jeg havde glemt alt om dem - og har ingen som helst anelse om, hvem personerne er - bortset fra at det er unge iluliarmioqqer fra mit første besøg ved den verdensberømte isfjord, der nu har status som verdensarv. Det var i foråret 1994 - og før verden gik af lave med klimaforandringer og civilisation. Jeg husker det faktisk som rasende koldt og klart - og som alle gæster på stedet var jeg imponeret over den klare luft, hvor man kan se længere end de godt 100 km til Disko over en totalt isbelagt Diskobugt.

Den nordgrønlandske slædehundeby gjorde sig dette år bemærket, fordi man havde bygget verdens største hundeslæde.

Hundeslæden uden for Ilulissat lufthavn.

Bag initiativet stod den italienske ildsjæl og turistmand "Silver", der driver firmaet Ilulissat Tourist Nature.Han havde - såvidt jeg lige erindrer - allieret sig med en ungdomsklub til byggeriet. Jeg kan ikke huske, at jeg mødte Silver ved den lejlighed, men jeg har da mødt ham senere. Han er et ganske hyggeligt selskab - taler lidt bedre grønlandsk end jeg. Det fungerer - men er langt fra perfekt.

På Ilulissat Tourist Natures hjemmeside kan man læse, at slæden var 21.55 meter i længde og opstanderen 2.92 meter høj. Slæden havde en vægt på ca. 1,750 kg. og kunne medtage omkring 103 personer. Det tog 260 hunde 50 sekunder at trække slæden 110,9 meter - og dermed var verdensrekorden hjemme.

Bemærk at ungerne har skøjter på. Det er
 ikke særlig almindeligt i Grønland.

Sandsynligvis var min daværende arbejdsgiver, KNI Detail A/S (nu: Pisiffik), sponsor på hundeslæde-projektet. Under alle omstændigheder er billederne taget i forbindelse med en reportagerejse til Ilulissat, hvor jeg samlede historier til virksomhedens personaleblad.

Dengang var det forbundet med store problemer at drive supermarked i Ilulissat. Byen ligger i islæg-området og kan ikke modtage skibe i vinterhalvåret, så en af artiklerne i personalebladet handlede om hylde-management - altså hvordan man får supermarkedet til at se ordentlig ud, selv om vareudbuddet er begrænset som i Sovjet.

Stolte og glade unge iluliarmiut.

En af de ting, jeg husker med rædsel fra turen, var øllerne. De var datoudløbne - sejlet til Ilulissat før islægget - og sandsynligvis havde de også fået frost. De smagte mere særpræget end godt - men der var ikke andet for end at knibe ballerne sammen og se glad ud.

Jeg husker også, at jeg hver dag spiste i restauranten på Hotel Hvide Falk. Men uanset hvad jeg valgte fra spisekortet, var garnituren sukkerærter og babymajs. Det var nemlig de eneste frostvarer, der var tilbage i byen.

Glæde over verdensrekorden.

Siden er der jo sket store ting. Klimaet er blevet varmere - og forsyningerne kommer i højere grad med fly. Det er tre år siden, at jeg sidst var i Ilulissat. Det var også ved forårstide - og der mærkede vi ikke noget til varemangel, så det er en tydelig effekt af klimaforbedringerne, som man kalder det på de breddegrader.

Pølsesnak

Hjemmelavet medister

Mandagens store projekt var hjemmelavet medister. Vi har en lang tradition for hjemmelavet medisterpølse i familien, men det var første gang, jeg selv prøvede det.

Gang i den hjemlige pølsefabrik.

Den direkte anledning var vores gamle food processor, som gik i stykker for en uges tid siden. I weekenden blev der derfor investeret i en ny køkkenmaskine, som bare kan det hele - næsten! I hvert fald er der også kødhakker og pølsehorn med - og så var der ikke langt fra tanke til handling. Hjemmelavet medisterpølse, ganske simpelt...

Den hjemmelavede medisterpølse er en tradition fra barndommen. Når vi slagtede gris, var det altid far, der stod for at lave medisterpølse - efter en meget sindrig og kompliceret opskrift, så vidt vi kunne forstå. I hvert fald smagte pølsen dejligt - og det er efterhånden mange år siden, at jeg har smagt den.

Taget i betragtning at det mit første forsøg udi
pølsemageriets forunderlige verden, er det da lykkedes
meget godt.

Nu er jeg lidt handicappet af, at jeg faktisk ikke kender fars opskrift - og jeg måtte derfor sjusse mig lidt frem. Smagsmæssigt lykkedet det helt godt, men øvelse gør mester, så det bliver endnu bedre næste gang, er jeg sikker på. Pølsen haltede lidt, fordi jeg - i den bedste mening - havde sparet på melet. Det viste sig at være en dårlig ide, fordi pølsen manglede lidt struktur. Ja, for nu at sige det lige ud - den var lidt slatten.

Men her er opskriften. Først hakkede jeg et kilo nakkekød og 200 gram spæk to gange. Derefter rørte jeg en fars, hvor jeg tilsatte to spiseskeer hvedemel, to æg, fire revne løg, salt, peber, knust muskatnød, ingefær, allehånde og et par kopper grøntsagsbouillon.

Farsen blev kørt i tarme - og der mangler måske også lidt håndelag, men efter den første halve meter så det nu helt hæderlig ud, om end der var rigeligt med luft i tarmen - om jeg må sige det på den måde. Men det er vigtigt ikke at stoppe pølsen for hårdt, for farsen udvider sig, når den bliver stegt - og så ender man bare med revnet pølse. Det ser ikke så godt ud.

Hjemmelavet medister med stuvet hvidkål. Det smager!

Pølsen blev stegt - og selv om jeg punkterede den for at lukke luften ud, revnede den alligevel et par steder. Men øvelse gør mester - og det skal nok komme. Steges cirka fem minutter på hver side.

Medisterpølse kan serveres med mange forskellige former for garniture. I dag blev det stuvet hvidkål - og det er nu heller ikke så ringe.

Så alt i alt et vellykket mandagsprojekt - med et vist potentiale for forbedring.

Overblik

Knivskarpe luftfotos

Østerby 2012. Bemærk mine kartofler.

I de gode, gamle dage var kortlægning rent håndværk - tilsat en god gang geometri. Arbejdet foregik i felten med målepinden - og det var i øvrigt en militær videnskab.

Sådan er det ikke længere. Nu er kartografernes vigtigste redskab de såkaldte ortofotos - altså luftfotos af landskabet. I Danmark er arbejdet med den fotografiske kortlægning lagt i hænderne på det store ingeniør-firma COWI. Firmaet gennemfotograferer med fly det danske landskab hvert andet år - og det er der kommet en spændende hjemmeside ud af.

Firmaet har nemlig gjort optagelserne offentligt tilgængelige på hjemmesiden www.kortal.dk. Her kan man finde grundoptagelserne - lige fra U.S. Airforces første fotografering af landet i 1954. Billederne er gjort tilgængelige, så man kan lægge dem oven i hinanden og dermed nemt følge udviklingen.

Det er også en videnskab, hvor der er sket store tekniske fremskridt - ikke bare formidlingsmæssigt, men også på opløsningen.

Østerby 1954

Jeg har lavet et par screendumps, der viser udviklingen. På det øverste billede ser vi det lille hus på Øland, som det tog sig ud sidste år. Billedet er så skarpt, at jeg alene på kartoffeltoppenes størrelse kan afgøre, at det er taget i midten af maj.

Til sammenligning ser vi det samme billed-udsnit fra 1954. Teknikken er sort-hvid - og opløsningen er bestemt ikke imponerende.

Men kortal.dk er en spændende hjemmeside for alle historisk interesserede - og det er flot gjort, at firmaet stiller fotomaterialet gratis til rådighed for alle interesserede. Nå, ja, gratis og gratis. Det er gratis at kigge, men skal man bruge fotoet til et specifikt formål, så skal der betales - og det er vel fair nok, at firmaet på denne måde gør reklame for sine produkter. Og i modsætning til for eksempel Google-maps og andre tilsvarende tjenester er COWI's hjemmeside lynhurtig og nem at bruge.

Fotos: Scrrendumps fra www.kortal.dk 

Gourmet-guf til fuglene

Hjemmelavede mejsebolde

Det er især mejsefuglene, der nyder
godt af vinterens gourmet-guf.

Når man laver oksehale-suppe eller fond bliver der en del fedt i overskud. Det er guf for fuglene i den kolde vintertid.

For nogen tid siden producerede jeg en større portion fond og sky af knoglerne fra en kvart ko, som jeg havde fået fat i. Oven på fonden blev der dannet et solidt lag fedt, som nemt skummes af, når suppen er blevet kold, og fedtet stivnet.

I stedet for bare at smide det væk, producerede jeg fuglefoder af fedtet. Fugle har god brug for fedt her i den kolde vintertid.

Jeg rørte fedtet op med en forsvarlig mængde solsikkekerner og en lige så forsvarlig mængde vildtfugleblanding. Det har altid været min erfaring, at fuglene generelt er lidt hurtigere til at spise solsikkekernerne i vildtfugleblandingen - og jeg har derfor gjort det til en vane at blande de to fodertyper halvt om halvt.

Musvitterne kan komme til overalt.

Men altså - foderet og fedtet røres sammen ved stuetemperatur - og fedtet kan faktisk absorbere store mængder fuglefrø. Herefter hældte jeg blandingen på små urtepotter, som jeg i forvejen havde bundet et stykke ståltråd i, så de kan hænge.

Det blev vel til en halv snes urtepotter. Resten af blandingen - jeg havde virkelig meget af det - hældte jeg i små bøtter. Det meste af det røg i fryseren, hvor det nu står klar til brug.

Urtepotterne skal hænge vandret, så der ikke
kommer til at stå vand i foderet.

Urtepotterne med ståltråd bruger jeg til at hænge op i nogle af havens træer, så fuglene kan spise ugenert. Dem uden ståltråd bruger jeg til at lægge direkte på foderbrættet.

De første par dage - det var i det milde vejr omkring nytår - var der ikke den helt store interesse for det hjemmelavede gourmet-guf, men jeg skal love for, at der er kommet gang i foderet, nu hvor vinteren rinder i grøft og i grav, som Skjoldborg sagde.

Denne urtepotte hænger i buksbommens tætte
vinterløv, så fuglene kan have lidt privatliv for katten og spurvehøgen.

Torsdag var en herlig dag. Frost, vindstille og solskin. Jeg brugte en god times tid bevæbnet med kamerastativ og tele til at forevige successen. Det er især de vævre og adrætte mejsefugle, der benytter sig af tilbuddet, men jeg så da også både en rødhals og skovspurv i urtepotterne.

Jeg hænger urtepotterne op i nærheden af en gren, for at gøre det lidt lettere for fuglene at komme til. Urtepotterne hænger vandret for at undgå, at der lægger sig regnvand på toppen. Det vil få foderet til at rådne alt for hurtigt.

Bemærk i øvrigt, at fedtet skal være usaltet.

Blåmejseparret skal lige blive enig om, hvem der skal først til fadet.

De hjemmelavede mejsebolde hænger blandt andet i de nøgne æbletræer.