torsdag den 17. maj 2018

Pølsevognen i Sisimiut

Civilisationens glæder

Det er en almindelig antagelse, at i Grønland bor man i igloer, og der går isbjørne i gaderne.

Det passer selvfølgelig ikke. Faktisk er det et ganske civiliseret samfund, og naturligvis er der også en pølsevogn i Sisimiut, så man til frokost kan få en ristet med håndtag og med blod, bæ, rå og ristet løg, åkander og så videre. Og selvfølgelig med negersved til...

Folkene bag pølsevognen tager i øvrigt det med vognen ganske alvorligt. Den flytter nemlig rundt efter behov. Ved frokosttid på hverdage holder den på hovedgaden foran sygehuset - midt mellem byens to handelstorve. I aften- og nattetimerne i weekenderne holder pølsevognen til i værtshuskvarteret ved Tuapannguanut, så en tørstig nattevandrer kan få sulten stillet. Og så er pølsevognen naturligvis til stede ved alle større begivenheder i byen.

Det er sikkert også derfor, at foretagendet hedder Sumiippa Grill. Det betyder "hvor er grillen?". Og det giver altså lidt mere mening end Havnens Pølser - eller hvad pølsevogne rundt i Kongeriget ellers hedder. For resten er der også en havnegrill i Sisimiut - selvfølgelig.

onsdag den 16. maj 2018

Enden er nær

Gråender

Så går vinteren endelig på hæld - enden er nær. De første gråænder er dukket op i gadebilledet, men endnu er der fortsat is på søerne, så de må tage til takke med alt godt fra havet.

Det går også fint i tidevandszonen, hvor der er masser af søgræs og andet godt til den vegetariske and. Den grønlandske gråand er en anelse større end den europæiske - og så trives den fint i saltvand. Nogle kirtler ved næbbet gør den i stand til udskille salt fra føden.

Det med størrelsen erfarede jeg i sin tid i Nuuk, hvor vi havde et stort andehusprojekt i byens søer - og her viste det sig, at normale danske andehuse ikke faldt rigtigt i de grønlandske ænders smag. Vi fik bygget nogle større - og så lykkedes det.

I Hasseris skulle være gilde...

Festen jeg ikke deltog i

Mens jeg sidder her i det grønlandske og passer vagten, muntrer de gamle spejdere i Aalborg sig - og jeg kan da ikke sige mig helt fri for, at den fest ville jeg nu gerne have været med til.

Men dengang ej, sagde Tordenskjold - og i stedet deltog min gamle skole-, spejder- og fotokammerat Per Lyngby, som har sendt mig et par billeder fra festen.

Årsagen til den festlige sammenkomst var 8. gildes 60-års fødselsdag. Den slags fejrer man i vore kredse, der altså ikke nødvendigvis må forveksles med de finere kredse, med en såkaldt gildehal, hvor vi som regel også møder frem i smoking eller lignende stift puds.

Festen var begunstiget med herligt sommervejr i Hasseris, så velkomsten foregik uden for Gildeborgen med bobler i glasset og besøgende fra de øvrige Sct. Georgs Gilder i Aalborg. Det er også forklaringen på, at der er kvinder på billederne - for i 8. Gilde holder vi mandfolk os ellers for os selv.

Jeg kan kun se til heroppefra, men jeg løfter kaffekoppen og sender en skål til gildebrødrene og gildet.

mandag den 14. maj 2018

Polarsol

Solen er så rød...

Endnu er der et par uger til, at midnatssolen indfinder sig her i Sisimiut - lige nord for polarcirklen, men allerede nu er det ved at være lyst det meste af døgnet.

Fredag aften gik solen ned ved 23-tiden.  Det skete i nordvest bag ved Præstefjeldet. Det er blot et af flere høje fjelde omkring Sisimiut, så når midnatssolen kommer, får vi den desværre aldrig at se. Men netop nu i midten af maj får vi altså nogle ganske spektakulære solnedgange ved midnatstide.

I dag, mandag den 14. maj, går solen ned kl. 23.19 - og så står den op igen allerede klokken 3.46.

Fjeldene på nederste foto ligger cirka 60 km syd for Sisimiut næsten på polarcirklen - og de er altså belyst af den røde aftensol kort før midnat.

søndag den 13. maj 2018

Gæs(ter) fra Canada

Gåsetræk

Søndag morgen var anderledes. Der var larm i luften...

Det er canadagæssene, der ankommer. Det mindes jeg ikke, at have oplevet tidligre, men canadagåsen betragtes da også som en relativ ny art i Grønland. De kommer antageligt fra - som navnet siger - Canada, hvor de trives godt. Fuglene i Grønland er sandsynligvis en del af fødselsoverskuddet.

De yngler gerne i de fugtige moser i Vestgrønland - og dem er der masser af øst for Sisimiut, hvor det isfri område er næsten 200 km bredt. Men de skal tage sig i agt, skal de. For der er jagttid på canadagås. Fra midten af september til november er der fri jagt på den store og kødfulde gås, der i øvrigt formodes at tage ynglepladser fra den langt mindre grønlandske blisgås, hvor bestanden er sølle 30.000 styk.

I Danmark betragtes canadagåsen som en decideret invasiv art - og det er spørgsmålet, om ikke også det på sigt vil blive tilfældet i Grønland. Men indtil videre tager vi den fra den positive side og betragter larmen søndag morgen som et sikkert forårstegn.

Ulvetider og bjørnetjenester

Disneyficering af samfundet

Jeg holder meget af Grønland og grønlændere. Især holder jeg af grønlændernes usentimentale, men dybt indsigtsfulde forhold til naturen – også selv om det er under pres af den europæiske og amerikanske sentimentale og disney-agtige holdninger.

Tag nu for eksempel isbjørne. Et brutalt og imponerende rovdyr, der er skabt til isfyldte farvande, hvor den mæsker sig i spækfyldte sæler. Det er et dyr, som der står respekt om – og en grønlandsk fanger, der skyder en isbjørn er pr automatik storfanger, piniartorsuaq, hvilket er forbundet med stor ære og prestige.

Og selv om dyreværnsorganisationerne tager sig til hovedet, og isbjørnen er blevet til et symbol i debatten om global opvarmning, holder grønlandske politikere hovedet koldt og opretholder fortsat jagtkvoter på den store bamse.

Men ikke nok med det. I modsætning til deres danske kollegers pladdersentimentale holdning til de danske ulve, er de grønlandske politikere og myndigheder klare i mælet, når isbjørnene trænger sig ind på menneskenes enemærker. Den går ikke – et livsfarligt rovdyr og småbørn i bymæssig bebyggelse er simpelthen uforeneligt. Og lykkes det ikke at skræmme isbjørnen væk, er det kort proces. Bum – og isbjørnen er skudt.

Nu skal det prægtige dyr jo ikke gå til spilde, så når først dyrlægen har sagt god for, at bjørnen er fri for trikiner, bliver dyret fordelt til alderdomshjem og børnehaver, hvor kødet ryger i suppegryderne. En meget grønlandsk og praktisk løsning på problemet. Det smager for resten ganske udmærket, skulle jeg mene, selv om jeg kun en enkelt gang har spist isbjørnekød. Det var så til gengæld i en ualmindelig lækker og mør røget variant.

Nu tror jeg ikke ligefrem, at ulvekød bliver et hit på danskernes tallerkener, men jeg er sikker på, at en sådan konsekvent holdning fra myndighedernes side til vilde dyrs hærgen vil kunne løse mange af de problemer, som de danske ulve volder.

Men dybest set handler den danske ulvedebat om selve samfundskontrakten. Borgerne finder sig i høje skatter og et gennemreguleret samfund, mod at staten tager ansvaret for borgernes sikkerhed. Det er den kontrakt, som ulveelskende miljøpolitikere har skabt tvivl om. Den slags skaber grobund for selvtægt - og hvis ikke politikerne lytter til borgernes ønske om tryghed, kan man frygte, at trangen til selvtægt vil brede sig til andre områder. For selvtægten er et symbol på et samfund, der knager og brager i fuger og bånd.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at det i den danske ulvedebat er blevet fremført, at man slet ikke må skyde ulve i Danmark, for det er forbudt, siger de nede i Bruxelles. Det var vist ikke lige det, der var tanken, da danskerne i sin tid stemte sig ind i EF - og det er den slags ideer, der skaber selvstændighedsbevægelser og Brexit.

Her i Grønland forstår man slet ikke, at danskerne finder sig i, at udefrakommende blander sig i dansk jagtpolitik - og det er da også værd at notere sig, at Bruxelles-politikernes intolerante holdning til sælfangst var et af de væsentligste argumenter i 1982, da Grønland stemte sig ud af EF.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. maj 2018

tirsdag den 8. maj 2018

Blå glimt i børneøjnene

Børn og brandsprøjter


I gamle dage sagde man, at alle raske drenge drømmer om at blive brandmænd. Den slags udtalelser skal man nok være lidt forsigtig med i vore dage, hvor kvinderne vinder frem overalt.

Alligevel mener jeg nok at kunne spore, at interessen var lidt større fra drengenes side, da det lokale brandvæsen søndag stillede op til børnearrangement foran Brugsen. Pigerne var der, og de både lyttede og spurgte, men da det kom til at prøve at sprøjte med brandslangerne, var det alligevel drengene, der stod forrest i køen - og så en enkelt pige. Måske vi om føje år ser hende som frivillig i Sisimiuni Qatserisartut.

Brandvæsenets optræden var kun en del af arrangementet, der også bød på smagsprøver - og så fik min gamle ven, John fra BJ-Entreprise, mulighed for at vise firmaets nyanskaffelse frem: En kæmpe mobilkran, der efter at have tjent BMS i Aarhus i en årrække, nu formedelst et mindre millionbeløb i fremtiden skal tjene byggeriet i Sisimiut, når betonelementerne skal på plads.


lørdag den 5. maj 2018

4.maj

En aften med traditioner 

Grupperådsformand Per Havbro, 1. Farsø samt  Henrik, Hugo
og Claus fra 8. gilde foran det smukke spejderhus i Farsø.
Fredag var det 4. maj og altså årsdagen for frihedsbudskabet. Det er en traditionsrig aften, hvor mange stiller stearinlys i vinduerne for på den måde at markere og mindes den store stund i nationens historie.

Jeg bryder sammen og tilstår, at jeg ikke selv satte stearinlys i vinduet. Det giver ligesom ikke rigtig mening her oppe i Sisimiut, hvor det efterhånden er lyst stort set hele døgnet.

Til gengæld ved jeg, at Dina hjemme på Øland havde stearinlys i vinduerne - og på den måde blev det alligevel markeret.

Som gammel Farsø-dreng glæder jeg mig også over, at spejderne i 1. Farsø trop og flok fortsat holder liv i traditionen med en parade på aftenen, hvor man dels mindes de to spejdere fra gruppen, der blev dræbt af tyskerne, dels benytter lejligheden til at aflægge spejderløftet - noget de fleste spejdere ellers gør på Sct. Georgs dag den 23. april.

I år havde jeg en lille ekstra andel i Farsø-spejdernes 4. maj-markering. Spejderhuset i Farsø - sikkert Danmarks smukkeste - trænger til nyt stråtag. Spejderne har derfor søgt støtte rundt omkring til det nye tag - og jeg er da lidt stolt af, at 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, hvor jeg i dag er medlem, har bidraget med 5.000 kroner til taget - og at Aalborg Stadsgilde har lagt yderligere 1.000 kroner oveni.

Pengene blev overrakt af Gildemester Hugo samt gildebrødrene Henrik og Claus, der havde taget turen fra Aalborg til Farsø i dagens fine anledning. Her ville jeg da gerne have været med, men sådan skulle det jo ikke gå.

Tak for foto til min gamle skole-, foto- og spejderkammerat Per, der også har skrevet om begivenheden i Lokalt Indblik.

onsdag den 2. maj 2018

1. maj

Taler en masse

Selv om min farmor var en god socialdemokrat, har jeg aldrig haft noget særligt forhold til 1. maj. Det siger mig ikke rigtig noget, selv om jeg da gerne synger med på gamle arbejdersange som "Internationale" og "Når jeg ser et rødt flag smælde". Der er svung over de sange - og så er de sandsynligvis gode til at marchere i takt til...

Derfor har jeg heller aldrig været til en 1. maj fest. Bevares, jeg har da brugt den halve fridag til at drikke bajere på værtshuse, men aldrig rigtig til sådan en fagforeningsfest.

Men i dag skete det så...

Jeg var med borgmesteren til den grønlandske fagforening SIK's 1.maj-fest. Det var ikke ligefrem bajere i Fælledparken, men en meget grønlandsk udgave med kaffe og kage - og så en masse taler, sådan om det ofte er i Grønland.

Først formanden for lokalafdelingen af SIK, så formanden for ungdomsafdelingen, så borgmesteren, herefter repræsentanter for de politiske partier - og så var ordet ellers frit. Og da mange grønlændere har en stærk oratorisk åre, blev det til endnu flere taler, inden vi kunne gå ombord i kaffen og de hjemmebagte boller.

Det hele foregik på grønlandsk, og det var bestemt ikke alle pointer, jeg fik med, men det var tydeligt, at folk hyggede sig i selskabet - og jeg har på fornemmelsen, at nogle af de ting, der blev sagt, også var sagt før.

Der var cirka tredive deltagere - langt fra nok til at fylde forsamlingshuset, men det var egentlig et ganske flot fremmøde, når man tager i betragtning, at udenfor var det snestorm - den nok værste i den tid, jeg har været i Sisimiut.

Der var ingen røde faner, men i dagens anledning havde man fundet den gamle og historiske fane frem fra Grønlands Arbejdersammenslutning i 50'erne. Det er et stykke fagforeningshistorie, som vi kan tage en anden god gang.

Nu har jeg i hvert fald været til min første 1. maj-fest.

tirsdag den 1. maj 2018

En dækhistorie

Pigge eller ej

Det kniber lidt med foråret her omkring polarcirklen. De seneste dage er der kommet masser af sne, og i dag på den sidste dag i april har det også været temmelig koldt: fem graders frost og en strid vind fra nordøst.

Det har politiet taget konsekvensen af og meddelte i dag, at fristen for brug af vinterdæk er forlænget til 15. maj i hele Grønland bortset fra Kujalleq (Sydkommunen).

Det blev så også dagens informationsopgave - og det blev lejlighed til at lave endnu et genrebillede til Qeqqata Kommunias billedarkiv. Ideen er blandt andet nemlig, at jeg skal lave en række genrebilleder, mens jeg er her.

Så jeg fandt en solid firehjulstrækker med store og relativt nye dæk - og tog en stribe billeder og lavede lidt efterbehandling i Photoshop. Og da jeg stod på parkeringspladsen fik jeg så også årets første billede af en snespurv.

Snespurvene har været her i et par uger. Jeg hører dem tydeligt hver morgen, men så længe vejret arter sig skidt, vil de ikke rigtigt lege med fotografen. Men her er i hvert fald årets første foto af en snespurv.