Rå solnedgang

Rådyr i modlys

Lørdag aften kørte jeg hjem fra Blokhus i solnedgangen. Lige før Rødhus stod der en rå og græssede - lige mod solen. Umulige forhold til dyrefoto, men jeg kunne ikke lade være med at trykke på kameraet. Det kom der så dette småromantiske billede ud af...

Den lille gransanger

Pip...

Fredag morgen benyttede jeg det gode vejr til at stå op ved firetiden for at arbejde i haven.

Det er et dejligt tidspunkt på dagen, når solen langsomt kommer på himmelen, og fuglene stadig synger, selv om vi har passeret sankthans.

Denne morgen var der specielt en fugl, der trængte igennem med et ganske højt og gentaget fløjt. Den samme fløjtetone gentaget i det uendelige med cirka to sekunders intervaller. Faktisk begyndte det næsten at blive enerverende...

Det kom fra bøgetræet - og på et tidspunkt fik jeg øje på synderen. En ganske lille fugl. Ikke meget større end en gærdesmutte og umiskendeligt fra sangerfamilien. Lille, grå og undseelig - den voldsomme sang til trods.

Jeg fik fat i kameraet og det lykkedes med lidt besvær - for den flyttede sig hele tiden - at få en stribe fotos. Da jeg kiggede dem igennem på computeren, blev jeg enig med mig selv om, at det godt kunne ligne en gransanger.

Problemet er bare, at en gransanger synger tjiftjaf og ikke fløjt, fløjt, fløjt...

Så jeg måtte lige konsultere sagkundskaben i form af min kusine og hendes gode ven Hans. Her blev det bekræftet, at det var en gransanger - en unge, der bare ikke havde lært at synge tjiftjaf endnu.

Mens jeg sad ved computeren, fløj den sørme ind ad døren til altanen. Jeg sad med ryggen til - og blev godt forskrækket, da jeg pludselig havde den meget høje fløjtelyd også indendørs. Gransangerungen fandt heldigvis selv ud igen - og roen omkring arbejdspladsen var genoprettet.

Men det er da en sjov lille fætter, som virkelig forstår at gøre opmærksom på sig selv. Lidt utypisk for sangerfamilien, som man næsten aldrig ser. Så må vi håbe, at den overlever alle dagligdagens farer - for der er ingen trivl om, at spurvehøgen i kvarteret gerne napper en gransangerunge, hvis den kan få lejlighed til det.

Det tænkende folk

Jeg tænker....

Noget at tænke over... Rodins Grubleren.
 Foto: Wikipedia

Danskerne er blevet af nation af tænkere. Det er blevet moderne at sige tænke i stedet for tro, mene, vide eller synes. Det lyder dumt – og det er dumt.

For nogen tid siden hørte jeg en moderne præst sige: - Jeg tænker, at Gud er til… Sikke noget sludder. Så skal vi vel til at tale om Tænkebekendelsen i stedet for Trosbekendelsen? For resten er det med at tænke overflødigt. Hvis præsten tror, at Gud er til, så er der ingen grund til at tilføje, at han er kommet til det resultat efter at have tænkt.

Men jeg er ikke den, der står i vejen for fremskridtet, selv om jeg tænker, at det er et tilbageskridt. Så her er et uddrag af, hvad jeg tænker på – her midt i sommerferien.

Fremtrædende politikere- blandt andre Mogens Lykketoft - hævder, at EU er alt for kompliceret til, at man kan afgøre den slags spørgsmål ved folkeafstemninger. Sjovt nok tænker de samme politikere ikke på, at man nemt får den tanke, at de kun er valgt til deres poster, fordi vælgerne åbenlyst ikke er i stand til at træffe rationelle beslutninger.

Men jeg tænker også, at det er en hovski-snovski holdning, der ikke tyder på respekt for det folk, som politikerne er valgt af. Når politikere offentligt udtrykker despekt for vælgernes afgørelser, er der ikke noget at sige til, at politikerleden breder sig som en steppebrand i de vestlige demokratier– og at det er politikerne, der dermed skaber grundlaget for befolkningens ønske om en stærk mand.

Det er blevet moderne at overnatte i shelters ude i naturen. Angiveligt fordi man så ikke bliver våd, når det regner. Jeg tænker, at Danmark nok ikke lige er stedet til friluftsaktiviteter, hvis man er bange for at blive våd.

Og i samme boldgade: En stor del af landet er efterhånden fredet og udlagt som naturparker. Straks rykker der horder af naturplejere ind, for naturen skal plejes – som oftest på skatteydernes regning. Jeg tænker, at natur der bliver plejet, ikke er rigtig natur. For hvis det var natur, klarede den sig selvfølgelig selv. Så jeg tænker også, at danskerne har et temmelig unaturligt forhold til natur.

Det er vi for resten ikke ene om. TV er fyldt med dyreudsendelser ofte af engelsk eller amerikansk oprindelse– gerne om truede og fredede dyrearter. Udsendelserne slutter altid med en hyldest til diversitet og en opfordring til, at vi alle sammen skal passe på naturen. Men i de samme programmer ser vi biologer, zoologer og såkaldte naturfotografer udstyre dyrene med GPS-sendere og kameraer – ofte efter at have jaget dyrene med helikoptere og skudt dem med bedøvende pile. Jeg tænker, at for en hval, isbjørn, ulv eller løve kan det være et fedt, om man bliver bedøvet eller skudt. Det er selve jagten, der er stressende – og det er en mærkelig måde at beskytte dyrene på.

Mange danskere klager over de mange genudsendelser i TV om sommeren. Det tror da pokker, for nu er det efterhånden mindst tyvende gang, at de genudsender Tour De France. Og jeg tænker meget på urimelige i, at den slags finansieres med en tvangsskat, som man kalder licens. Det ville da være rimeligt, hvis vi kun betaler for det, man har lyst til at se. Jeg tænker også, at de ansatte i DR og TV2 er helt uenige med mig i denne beskedne tanke.

Politikerne bliver ved med at snakke om at bruge mange milliarder på nye tog til DSB og Banestyrelsen. Det tænker jeg også på, men ikke så meget – for det får jeg hovedpine af.

Til gengæld tænker jeg slet ikke på at ønske læserne god sommer. For jeg foretrækker at handle frem for at tænke. Så hermed god sommer til alle læserne af ”På kanten”.

Fra Nordjyske Stiftstidende 8. juli 2016.

Moose Milk

Høj søgang i marinen

Moose Milk er en canadisk flådetradition.

Jeg er bestemt ikke kostforagter og ej heller nogen novice, hvad angår spiritus, men da jeg for cirka 15 år siden stiftede bekendtskab med Moose Milk, gik jeg ned for fulde sejl. Faktisk påstår min kone, at hun aldrig nogensinde hverken før eller siden har set mig i så ynkelig en forfatning.

Det er selvfølgelig forleden dags møde med de danske elge i Lille Vildmose, der har fået denne cirka 15 år gamle erindringsbrik frem i lyset.

En af elgene fra "Little Wildmoose"...

Jeg var jo i en årrække informationschef i den daværende Nuup Kommunea. Blandt mine mangeartede opgaver i den forbindelse hørte også, at jeg var forbindelsesofficer til den nu ligeledes nedlagte Grønlands Kommando i Grønnedal.

Vi havde i den forbindelse udviklet en tradition, når et af Marinens store jern - inspektionsskibe af Thetis-klassen - besøgte Nuuk. Arrangementet bestod kort og godt i, at jeg lånte en bybus med chauffør - og så fik personellet på skibet en guidet rundtur i Nuuk. Folkene medbragte gerne nogle rammer øl, vi holdt rigeligt med rygepauser - og jeg fortalte så lidt om den grønlandske hovedstads fornøjelige historie. Det kunne nemt tage både tre og fire timer.

I Rusland malker man faktisk elge. Elgmælk
skulle angiveligt være rigt på fedt og gode
næringsstoffer, som holder baby sund. Foto: Wikipedia

Jeg husker ganske tydeligt, at det var Hvidbjørnen, der en lørdag lige efter årtusindskiftet lå i havnen i Nuuk i en weekend. Lørdag formiddag stod den på busrundtur - og skibet kvitterede efterfølgende med en middag med gode vine i officersmessen om aftenen.

Bagefter skulle der være fest. Velfærdsofficeren havde overtalt nogle sygeplejersker fra Dronning Ingrids Hospital til at deltage efter middagen. Inden sygeplejerskernes ankomst begyndte de gode marineofficerer at rigge til med blandt andet en stor bowle, der, sådan som jeg erindrer det, bestod af en liter mælk, en liter cognac, en liter rom, en liter whisky og en liter vanilleis - måske lidt mere, måske lidt mindre, men i hvert fald mælk med store mængder spiritus.

Det blev kaldt Moose Milk - elgmælk - og jeg blev fortalt, at det var en canadisk flådetradition. Det var en efter min mening besynderlig blanding, men det smagte forbløffende godt, så da sygeplejerskerne var vel arriveret, nappede jeg da et par glas eller tre...

Det skulle jeg nok ikke have gjort, for selv om skibet lå til kaj, befandt jeg mig pludselig i voldsom søgang af orkanstyrke og måtte stryge flaget og kapitulere. På falderebet fik jeg vagthavende til at bestille en taxa, som bragte mig hjem i sekunderne før, det stolte skib gik ned.

Den næste dag var en grusom dag, hvor jeg erkendte, at elg-mælk er farlige sager, som bør nydes i små mængder. Jeg forstår egentlig godt, at officererne på Hvidbjørnen havde tilkaldt en flok sygeplejersker til den fest...

Du milde himmel...

Med linsen i sky

Mandag aften bød på et temmelig blandet vejr. Masser af skyer og et ganske underligt lys. Jeg tog kameraet med en tur til Blokhus - og det kom der nogle farvestrålende, næsten abstrakte billeder ud af.

Rødben

Som navnet siger...

Rødben er en forholdsvis nemt genkendelig vadefugl, som vi har mange af nede ved dæmningen. Og når man ser dette foto fra mandag aften er der ingen tvivl om, at den bærer sit navn med rette.

Nyt fra Ordjyske

Sprognørderier

Søndagens Ordjyske

Ordjyske er Nordjyske Stiftstidendes sprogspalte - og jeg bidrager gerne til debatten med små og store kommentarer.

Søndag omtalte redaktør Nørhave blandt andet et par af de seneste mærkværdigheder, som jeg har observeret - og jeg takker for omtalen ved at citere:

Jesper Hansen fra Øland har bemærket en overskrift på JyllandsPostens hjemmeside:”Islandsk kommentators orgasmiske jubel er et kæmpehit”.

- Orgasmisk? Det hedder altså orgastisk - og jeg frygter nu, at udtrykket breder sig som en steppebrand blandt de ofte kopierende, men sprogligt set ringe kørende sportsjournalister, skriver Jesper Hansen.

Udgangspunktet for ordet er ganske rigtigt orgasme (”den seksuelle lystfølelses højdepunkt”, meddeler Den Danske Ordbog, som også minder om, ordet har rødder i det græske orgasmos efter organ, der betyder svulme, gøre lidenskabelig), og tillægsordet til orgasme er ganske korrekt orgastisk.

Nogle mener, at dele af sproget udvikler sig - eller bliver afviklet - ud fra fejl, så hvis tilpas mange begår den samme fejl, bliver det den nye stavemåde eller udlægning, men indtil da hedder det orgastisk. Og kun det.

Jesper Hansen har også lagt mærke til, hvad han kalder en underlig rubrik på en hjemmeside:”Gør dig et røverkøb på et sommerhus”.

Jesper Hansen bemærker:

- Hvor kommer det ”dig” fra? Jeg er med på, at jeg kan gøre et røverkøb - men gøre mig et røverkøb? Er det en trykfejl eller en ny tendens blandt unge?

Røverkøb er noget, man gør (hvis man har fået en vare væsentligt billigere end ventet). Man gør sig det ikke.

Men man gør sig tanker (måske især i et land, hvor verbet ”tænker”optræder i mindst hver anden sætning), så når man gør sig tanker, tænker nogen måske også, at de også godt kan gøre sig et røverkøb.

Det glæder mig i øvrigt, at Nørhave svinger pisken over den omsiggribende brug af "tænke". Det lyder ganske enkelt så dumt, når folk siger tænke i stedet for tro, mene, vide eller synes.

Lidt mere Lille Vildmose

Ikke bare elg

Familien Grågås på svømmetur.

Lørdag morgen var jeg i Lille Vildmose for at fotografere - især elgene, men der kom også andet ud af det, selv om jeg især tidligt på den regnfulde morgen manglede lys.

Det er første gang, jeg fotograferer gråstrubet lappedykker, men det
er en flot fugl, så jeg er glad for at have fået den i bogen.

Der er mange gråstrubede lappedykkere i området.

Jeg er lidt i tvivl, men jeg gætter på, at
det er unger af gråstrubet lappedykker.

Rørhøgen er en anden karakterfugl i Lille Vildmose.

Allerede ved indgangen mødte vi to traner.

Det blev til en masse begejstrede fotos af tranerne,
selv om det kneb alvorligt med lyset: ISO 6400!

Fortsat ISO 6400 og så skudt gennem forruden. Sådan et
billede kan ikke bruges til noget som helst!

Og så slutter vi lige med et pænt og ordentligt belyst foto af familien Svane.

Elgskovskunsten

Nærkontakt i første forsøg

Det første skud på dansk elg. Lidt kikset på grund
 af vegetationen, men en elg er det i hvert fald. 
Oven i købet en tyr: Bemærk det spirende gevir i panden.

Lørdag morgen ved firetiden gik turen mod Lille Vildmose, der på det seneste har fået solid medieomtale, fordi man for en uges tid siden satte fem elge ud i området.

Det skete helt præcist i det, som kaldes for Mellemområdet, der er et mosestykke på cirka 3 x 6 kilometer, som ligger mellem Høstemark og Tofte skove. Området er hegnet, men der er færiste og gode køremuligheder i området, så det er ganske ideelt til fuglefoto.

Det var min første fototur til Lille Vildmose, men fredag eftermiddag var jeg på en rekognoserings-tur, hvor jeg blandt andet talte med medarbejderne i Lille Vildmosecentret om fotomulighederne. Angiveligt skulle der være gode muligheder for at se elg ved et tårn cirka midt i området og ellers langs vejene.

Vi ankom ved femtiden. Lyset var problematisk og i det hele taget på kanten af mit gamle 7D's ydeevne. Det var overskyet og bygevejr, men fuglene lod sig villigt fotografere. Blandt andet fik jeg traner, grågæs, rørhøg og min første gråstrubet lappedykker i kassen. Desuden blev det til rådyr og ræv, men alt det vender jeg tilbage til i en senere blog.

Hovedformålet med turen var elgene, som imidlertid ikke lod sig se. Efter godt to timers cruise var det tid til morgenmad og kaffe ved parkeringspladsen i den nordlige ende nær ved det, som kaldes rovfugletårnet. Der er godt halvanden kilometers travetur gennem skoven ned til tårnet - og vi blev enig om lige at tage den tur med, inden vi vendte hjemefter.

Der var nu ikke noget særligt at se ved Rovfugletårnet, men netop som vi skulle til at gå tilbage hørte jeg noget puslen inde i skoven - og der cirka 10 meter væk i tykningen spottede jeg så min første elg i Danmark.

Så var det op i tårnet igen - og der havde vi så udsigt til to elge, der vandrede ud mod mosen. Desværre var bevoksningen lidt i vejen, så det var svært for en mand af ringe højde at få de helt store billeder, men det lykkedes da nogenlunde alligevel.

Så her er mine første fotos af elge i Danmark - og det er helt sikkert, at vi vender tilbage til Lille Vildmose igen. For det er i hvert fald et godt fotosted.

Ingen tvivl om at vi forstyrrede elgene, så de
 flyttede sig hurtigt væk fra Rovfugletårnet.

I farten lykkedes det mig ikke at få et
billede af begge elgene, men det her er tæt på.

Så får I ikke mere for den ti-øre. Den ene elg vender foragteligt
rumpen mod fotografen, mens den anden er på vej ud i mosen.

Stor ståhej for...

Opsamlingsheat

Ugen begyndte jo lidt tvivlsomt med en foto-jagt på gåsegribbene - og det er sådan set fortsat.

Tirsdag kørte jeg igen mod det himmerlandske, hvor jeg ankom til gåsegribbe-gården cirka 10 minutter efter, at fuglene var fløjet. Men hvis nu de vendte tilbage, skulle jeg ikke risikere at misse dem en gang til, så onsdag tog jeg tilbage til Himmerland igen allerede ved solopgang.

Men ak nej... Den gang ej, sagde Tordenskjold.

På hjemturen så jeg en flok storspover på en mark ved Attrup. Cirka 200 eksemplarer af den store vadefugl med den flotte sang. Desværre var de lidt sky - og ikke rigtig til at komme i nærheden af, så jeg vendte tilbage igen om aftenen, hvor flokken endnu fouragerede på marken. Men stadig var de ikke rigtig til at komme i nærheden af - og billederne er nok lidt tvivlsomme. Men jeg har aldrig tidligere set så mange storspover på samme tid, så jeg bringer alligevel et par stykker.

Så er det noget nemmere at fotografere gederamsen, der blomstrer netop nu. Og dyr skulle der altså i kassen, så jeg kørte også lige forbi en hjortefarm ved Jægerum. Men farmhjorte er nu ikke andet end ren snyd for den gamle dogme-fotograf....