Spot på soveværelset

Nyt lys

Et sjældent glimt af soveværelset.

Det er bestemt ikke hver dag, at jeg inviterer læserne med ind i soveværelset, men i dag vil jeg alligevel løfte en lille flig af sløret for det spændende rum.

Da vi i sin tid flyttede ind i det lille hus på Øland, investerede vi også i et par elevationssenge. Nu skulle der rigtig hygges og ses fjernsyn med et mageligt rygstød. Det satte med et slag vores gamle sovekammerlamper ud af drift - for når man løfter madrassen, havner man i en situation, hvor en lampe på væggen ikke er til at nå, når lyset skal tændes og slukkes.

Dengang riggede jeg noget midlertidigt sammen for at løse problemet, men først nu - seks år efter - har jeg løst problemet fuldt og endeligt.

Som så mange gange før, var det Ikea, der havde løsningen. En lampe, der hedder Tved, og som kan erhverves for sølle 229 kroner. Lampen er meget fleksibel. Den kan skubbes op og ned og halsen er bøjelig, så den også kan flyttes frem og tilbage, så læsespottet er lige nøjagtig der, hvor jeg gerne vil have det. Kontakten sidder på ledningen - og den har jeg hæftet fast på madrassen med en sikkerhedsnål, så kontakten altid er ved siden af hovedpuden. Ret smart, når jeg selv skal sige det.

Eneste anke er sådan set, at lysstyrken ikke kan reguleres, men man kan jo ikke få hele verden for 229,-, så det lever vi med.

Agent DR - med licens til at kede

Fødselsdagshilsen til Statsradiofonien

Foran DR's mastodont af en førerbunker står en forsølvet
node, som egentlig er et godt billede på den æggeskal
 af selvtilfredshed, som plager Statsradiofonien.

Der er al mulig grund til at ønske Danmarks Radio tillykke med dagens 90-års fødselsdag.

Den licensfinansierede medieinstitution har det jo som blommen i et æg – fed, velnæret, ude af stand til at bevæge sig og beskyttet af en skal af politisk velvilje, der fjerner ethvert udsyn.

Som det ofte sker for 90-årige, er udsynet efterhånden begrænset til egen navle – og morgen efter morgen er radioavisen fyldt med historier om, hvad DR-TV afslørede i går aftes. Det kommer i Radioavisen, fordi det har været i fjernsynet – ikke fordi, det er væsentligt, relevant eller en nyhed. Resten af dagen går så med forskellige indslag med de medvirkende i X-faktor, Melodi Grand Prix, Kagedysten, Rigtige Kvinder og andre DR-programmer samt gentagne reklameindslag for programmer, som DR har tænkt sig at sende i nærmeste fremtid.

Sådan bekræfter DR 70’ernes medieforskeres spådom om, at mediet er budskabet. Det er trættende, uinteressant og slet ikke til at holde ud. Det er tomme kalorier – ganske enkelt.

DR har sine rødder i radioens og TV’s barndom. Oprindeligt var institutionen en ikke uvæsentlig fødselshjælper for disse medier. Senere ændrede det sig med en status som monopol. Nu hed det sig, at DR skulle beskytte borgerne mod udenlandske og kommercielle mediers hang til underlødig underholdning.

Det var kulturradikalisme, så det battede. Folket skulle beskyttes mod sin egen dårlige smag. Takket være monopolstatussen opnåede DR uhørt magt i det lille land – og ideen om DR som en samlende faktor opstod.

Det var sikkert fornuftigt og velment en gang, men i dag er tiden løbet fra monopolet. Alle kan komme til orde via internettet, samtidighed er en fjern fortid, og den frygtede dårlige smag trives overalt og dagligt ikke mindst på de sociale medier. Det kan DR ikke forhindre, selv om man ellers gør sig umage for at tækkes samme dårlige smag gennem populær underholdning og tilstedeværelse på mange nye medieplatforme.

DR har haft umådelig stor betydning for det danske samfund. Det var i DR, vi så Kennedyerne blive skudt, det var i DR, vi fulgte den første månelanding, det var statsradiofoniens noget modvillige satsning på Jørgen de Mylius, der bragte Beatles og Rolling Stones ud i de små hjem, og det var DR, der med Matador gav danskerne en enestående forståelse af vor nærmeste fortid.

Alle, der er over 30 i dette land, har et eller andet fra DR med i livets bagage. Det kan være sangene fra Kaj og Andrea, det kan være Tine Brylds gode råd i en svær situation – eller det kan være et sommerhit på Top-ti, som stadig mange år efter kildrer i maven med søde erindringer om den første lykkefyldte forelskelse.

Det er alt sammen fortjenester, som den aldrende institution fortjener skåltaler og medaljer for. Men når man bliver 90 år, er det heller ingen skam at trække sig tilbage til sit otium.

Med alderen er DR blevet mere og mere egenrådig og har forvandlet sig til en redepisser, der ikke har respekt for de mennesker, der betaler for gildet. Det er et stort problem – for hvorfor skal vi finde os i det?

Var det en avis, kan man sige abonnementet op. Men ikke med DR. Det er urimeligt, uforståeligt og udemokratisk. Hvorfor skal vi tvinges til at betale for noget, som vi ikke bruger endsige efterspørger.

Det er altså i høj grad licensen, som er DR’s problem i dag. Udover at være udemokratisk er licensen jo også asocial og et dræn i fattige familiers husholdning. Hvorfor skal man betale for noget, man ikke har råd til, ikke har lyst til eller ikke har brug for for? For eksempel tror jeg, at licenspengene i mange børnefamilier vil være givet bedre ud på kontingenter til idrætsforeningen eller spejderne – eller måske bare ordentlig morgenmad og kvalitetstid sammen.

Jeg mener ikke nødvendigvis, at DR skal lukke, men det er på tide, at vi finder en finansieringsform, der er baseret på frivillighed og afspejler lytternes og seernes aktuelle forbrug.

Danmarks Radio er landets største medievirksomhed. Det er stærkt konkurrenceforvridende og ødelæggende for private medievirksomheder, der selv skal tjene pengene til at skabe sunde og varige arbejdspladser i mediebranchen, når markedet domineres af en enkelt stor spiller, som ikke finansieres på markedsmæssige vilkår.

Vi kan ikke udskyde det længere. Jeg går ikke ind for hverken revolutioner eller hovsa-løsninger, men lad os bruge 90-års dagen til at starte en diskussion om, hvordan vi over de kommende ti år afvikler licensen – ellers ender det som den berømte TV-tradition fra nytårsaften. Gæsterne falder fra – og der er kun generaldirektøren og bestyrelsesformanden til at fejre 100-års fødselsdagen…

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 1. april 2015.

Hver fugl synger...

Lokal litteraturhistorie

"Hver fugl synger..." er en flot bog, mener
 Lasse, TV-stjerne og tjener på Skovsgård Hotel.

Omslaget er lavet af
 afdøde Aase Bodil Hansen.

Lørdag eftermiddag præsenterede JammerbugtForfatterne bogen "Hver fugl synger...", der er en antologi med bidrag fra en stribe forfattere med tilknytning til Jammerbugt kommune.

Jeg deltager med fortællingen "Hønsetyven", der handler om mit møde med Grønland for mange år siden.

Egentlig var det planen, at jeg ville have deltaget med en historie om et dansk-norsk kultursammenstød inspireret af planer om at sælge det lokale hotel til norske investorer, men den fortælling var ikke moden ved deadline, så jeg måtte en tur i skrivebordsskuffen.

Som bogens titel antyder, byder antologien på lidt af hvert. Der er digte og noveller, der er egnsbeskrivelser, og der biografiske historier – alt sammen knyttet sammen på 260 sider med illustrationer af kunstneren Piet Pedersen fra Fjerritslev og omslag af nyligt afdøde Aase Bodil Hansen. Øland er i øvrigt stærkt repræsenteret i bogen - blandt meget andet med en historie på den lokale dialekt - lige som bogens to redaktører, Lissen Rødtkjær og Søren Vibe kommer fra øen.

Piet Pedersens tegning til Hønsetyven.

Bogen har været længe undervejs, fortæller Lissen Røtkjær

- Det var Grethe Rolle fra Vildmosen, der i 2011 fik ideen til en antologi med forfattere fra Jammerbugt kommune. Bogen skulle være en rigtig coffee-table-bog og et udstillingsvindue for vor dejlige egn. Siden har en redaktionsgruppe bestående af Lissen Røtkjær, Søren Vibe og Bjarne Segefjord arbejdet med at realisere projektet – og de to førstnævnte står som redaktører af bogen.

Undervejs indhentede de økonomiske realiteter projektet, og bogen er måske ikke så meget coffee-table, men stadig et solidt bidrag til de nordenfjordske kaffeborde, hvor der nok skal blive noget at snakke om, når naboen debuterer som forfatter. 

For Jammerbugtens forfattere er en broget skare: Der er kendte navne som De Gyldne Laurbær-modtageren Knud Sørensen, allesteds-nærværende Bjarne Nielsen Brovst, tidligere MF og minister Mette Madsen og Pandrups tidligere borgmester, Flemming Jansen, Lise Andersen, Bjarne Segefjord og Kasper Anthoni, Lars Borberg og så selvfølgelig "mig selv, sagde hunden".

Den nye antologi med bidrag fra Jammerbugts forfattere
 hedder "Hver fugl synger..." og derfor blev
bogen selvfølgelig fejret med en lejlighedssang
 efter bedste lokale tradition.

Bogen blev præsenteret for offentligheden lørdag eftermiddag ved en stor bogfest på Skovsgård Hotel, der jo senest er blevet landskendt på grund af DR's serie "Halløj på hotellet". Sammen med antologien er Skovsgård Hotel gode billeder på Jammerbugts mangfoldighed og skæve eksistenser.

Den nye bog fik mange roser med på vejen
 fra formanden for Kultur, Fritid og Landistriktsudvalget
Helle Bak Andreasen (V).

-Vi har så meget at byde på her i Jammerbugt – vi skal bare kunne vise det, og det kan denne bog. Vi har rigtig mange facetter, som denne bog viser det. Så utroligt forskelligartede som forfattere og som mennesker, og alle har medvirket uden honorar, som aktive ildsjæle i flok, sagde formanden for Jammerbugt Kommunes kulturudvalg, Helle Bak Andreasen, i sin hovedtale. Hun glædede sig over bogen som udtryk for anerkendelse af den enkeltes unikke tilgang til livet.

"Hver fugl synger..." kan købes hos boghandlerne i Jammerbugt kommune. Kniber det med at finde bogen, kan man naturligvis kontakte undertegnede.

Du kan finde en lille smagsprøve på "Hønsetyven" på min hjemmeside under overskriften "Hundene i Sisimiut".

Sommertid

Det halvårlige selvbedrag
Får det aldrig en ende...?

Jubilæum

Fra vor egen verden

Dokumentation - ikke sort på hvidt, men orange på gråt:
2.000 blogindlæg er det blevet til på Dovregubben.

Egentlig er det lidt rystende... Men den forrige historie her på bloggen, den om hestemøget, er blogindlæg nummer 2.000 her på Dovregubben.

At det nogensinde skulle komme så langt, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, da jeg i 2007 - nærmest for sjov - gik i gang.

Men blogs og blogning er blevet til lidt af en livsstil - og bidrager endda også til mit daglige underhold, da Dovregubben ikke længere er min eneste blog. Blogformatet er ganske enkelt at arbejde med, og det er mit indtryk, at blandt andet flere og flere virksomheder ser blogs som et godt supplement til de sociale netværk og øvrige kommunikationskanaler.

De foreløbigt 2.000 små og store blogindlæg gennem næsten otte år er et ganske enestående dokument over mit liv - dagbogsblade som sikkert aldrig var blevet skrevet, hvis ikke det havde været for det blogformatet, hvor kvalitet og kvantitet går hånd i hånd. Uden aktivitet - ingen læsere...

Ind i mellem har mine historier været ganske nørdede, for jeg elsker at fortælle en god historie - og med til en god historie hører jo også, at man godt må blive lidt klogere både af at skrive og læse den.

I modsætning til nogle af de mere højtprofilerede tema-bloggere, der typisk skriver om mode, mad og lignende, har jeg bevidst satset på en knap så stram redigering og min blog byder på lidt af hvert til havefolket, mad-entusiasterne, ornitologerne og almindelige hverdagsskildringer fra livet her på Øland.

Bloggen har givet mig mange sjove oplevelser - blandt andet som kilde til de mere etablerede media. For når man googler bestemte emner, dukker bloggen ofte op som et af de første. For eksempel er mine artikler om sparkstøttinger noget af det eneste, der er skrevet om emnet på dansk. Hvert efterår og vinter, når sneen falder, er der læsere, der skriver til mig og vil vide mere - blandt andet om det er muligt i det hele taget at købe en sparkstøtting i dagens Danmark.

Stort var det også i sommeren 2012, hvor min historie om, at leopardsnegle dræber dræbersnegle var blevet delt af en læser på Facebook. I løbet af et døgn voksede bloggens læsertal eksplosivt til adskillige tusinder - og jeg blev interviewet til flere media som dræbersnegle-specialist. Prikken over i'et var en lørdag aften, hvor jeg blev ringet op af en meget ihærdig norsk dame, som ville høre, om jeg ville sælge nogle af mine leopardsnegle.

Sådan til hverdag er der knap så meget hype omkring bloggen. Det daglige læsertal ligger meget stabilt - og har gjort det siden 2009 - på mellem 100 og 300 læsere. Det har jeg det fint med - og det er for mig grund nok til at fortsætte.

Så vi mødes nok igen her på siden - for fornøjelsen er helt på min side!

Det gode naboskab

Alle gode gaver kommer ovenned...

Flotte hestepærer der i løbet af sommeren
bliver til gulerødder, jordbær og kartofler.

Dette læs hestemøg af prima kvalitet uden strøelse er et godt eksempel på det udsøgte og gode naboskab, vi praktiserer her på øen.

I weekenden havde jeg talt lidt med Peter, der har et par heste gående henne på hjørnet, om mulighederne for at få del i krikkernes efterladenskaber, så urtehaven kan blive gødet - og det kunne vi nok godt finde ud af i løbet af ugen...

Tirsdag aften var jeg til møde i Aalborg. Da jeg kom hjem ved midnatstide var underet sket. Midt i det, der skal blive til årets kartoffelbed, lå der dette flotte læs møg. Tre kubikmeter velduftende, naturlig og økologisk gødning leveret midt i haven.

Så kan man man næsten ikke forlange mere - og så er det, at jeg takker for det gode naboskab og især Peter for hans hestepærer.

Nu kan vi gå i gang med forårsgravningen og begynde at så i den tilstundende påske...

Tonedøv tenor

Tom og falsk tale

Indrømmet… Jeg er hamrende umusikalsk!

Så umusikalsk, at selv nære og kære pårørende flygter langt væk, når jeg ellers gerne giver opvisninger på min åbenbart ikke særlig velklingende tenor ved festlige lejligheder.

Mit livs knæk fik jeg, da jeg som ungt menneske blev sendt til en musikpædagog, der afviste sagen med det lakoniske prædikat ”Tonedøv Tenor”.

Til gengæld for de manglende musikalske evner fik jeg i fødselsgave et veludviklet sprogøre. Det er desværre lidt af et tveægget sværd i vore dage, hvor der tilsyneladende bliver længere og længere mellem godbidderne.

Vort modersmål betragtes ikke længere som væsentligt. Det er mere fint (giver street credits) at tale engelsk, denne sproglige gøgeunge, og det flade, intetsigende og fejlfyldte sprog vinder indpas over alt. Når man har sprogøre, hviner og skurrer det i ørerne – akkurat som når jeg skråler med på familiens julesalmer.

Man kan så vælge at blive en gnaven, gammel mand, der sidder med sin røde pen og leder efter fejl i aviserne og skrive alenlange tirader herom til redaktør Nørhave på Stiftens sprogrubrik ”Ordjyske”. Det har jeg gjort – og Nørhave kvitterede for min venlighed ved at omtale mig som ”Sprogrøgteren fra Øland”.

Men sprogøret er en gave, der bestemt også kan bruges konstruktivt i hverdagen (og fremadrettet, som det hedder, når man mener i fremtiden). Sprogøret fungerer nemlig ligesom drengen i Kejserens nye klæder, der afslører, at kejseren slet ikke har tøj på. Sproglig armod afspejler som regel åndelig armod og afslører nådesløst, at mange af vort lands førende politikere og ledere åndeligt og mentalt er de rene nudister.

Et eksempel, der tilfældigvis handler om fodbold. Det kunne lige så godt have været politik: Forleden blev DBU-direktør Claus Bretton-Meyer i TV konfronteret med fodboldens faldende tilskuertal. Han svarer med fast stemme og blikket direkte i kameraet:

- Det har vi taget hånd om. Det er klart, at det er komplekst problem, og det vil kræve hårdt arbejde...

Den noget ubarberede mand aner tydeligvis ikke, hvad han skal gøre og nægter at sige noget konkret. Umiddelbart bliver vi ikke klogere af svaret. Men jeg har det sådan, at jeg ikke stoler på folk, der taler om komplekse problemer. Ofte betyder det, at de ikke har løsningen – eller også er det fordi, de er i gang med at gøre det enkle meget svært. Det er en kendt taktik i management-verdenen, som Bretton-Meyer er rundet af. Man får jo ikke direktør-gage med kostbare fratrædelsesordninger og fantasillioner i løn for at løse enkle problemer.

Læg også mærke til, at direktøren nævner, at det vil kræve hårdt arbejde. Det virker ganske landsfaderligt og ansvarligt, men på DJØF-sprog betyder det, at alle andre skal arbejde hårdere, mens DJØF’eren atter skal have lønforhøjelse for at have opdaget, at sådan er det bare.

Her driller for resten sprogøret igen. For sprogsansen giver også evnen til at associere voldsomt og evnen til at læse baglæns. Og DJØF bagfra siger jo FØJD. Så mangler der kun et lille uskyldigt, socialdemokratisk A – så står der FØJDA.

Til sidst en lille advarsel om sproget i valgkampen om retssamarbejdet i EU. Tilhængerne af et ja vil konsekvent omtale det som et ja til internationalt politisamarbejde. Det er noget sludder. Der er intet i den gældende lovgivning, der forhindrer internationalt politisamarbejde. Afstemningen handler om politisamarbejde i EU – altså om vi skal afgive retten til at bestemme over politiet til Bruxelles. Jeg håber, vælgerne stemmer nej, for vi skulle jo nødigt havne i den situation, at rumænske, bulgarske og tyske politimetoder breder sig til Danmark. FØJDA…

Bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 20. marts 2015

Slut med Indenrigs

Ikke flere jydeplatter

Her har vi ventet i timevis, men afgangshallen
 i Indenrigs er også et godt mødested, hvor man næsten
 altid møder kendte folk.

Når sommertiden - Gud bedre det - og sommerfartplanen træder i kraft palmesøndag, slutter et kapitel i dansk luftfart.

For på søndag er det slut med den særlige indenrigsgård i Kastrup. Fremover skal indenrigsflyene fra blandt andet Aalborg parkere centralt i lufthavnen mellem udenrigsflyene. Det betyder, at det bliver nemmere og hurtigere at komme ud af lufthavnen, og sandsynligvis at det bliver langsommere og mere besværligt at komme ind i lufthavnen.

Den næsten 200 meter lange hvalbug.

Fidusen ved manøvren er, at det bliver hurtigere at skifte fly, hvis man skal til udlandet. For de efterhånden mange passagerer, der bruger metroen på turen ind til byen, bliver det også betydeligt hurtigere. Ulempen bliver, at alle passagerer i lufthavnen nu skal gennem den samme sikkerhedskontrol i den såkaldte terminal 2. Her kan der erfaringsmæssigt være overordentligt lange køer især om morgenen.

I fremtiden vil det altså være slut med de lange ture fra indenrigs yderst mod vest gennem hvalens bug og til udenrigsafsnittet. Jeg har taget turen adskillige gange og vil ikke beklage mig over forandringen. For mange gange har man jo været i sidste øjeblik og med både håndbagage, varmt overtøj fra Grønland og for mange flyversjusser indenbords kan den lange gåtur unægtelig være træls, varm og anstrengende, selv om der er rullende fortov.

Sådan har jeg ofte mødt Indenrigs de senere år, når
turen gik til Nordjylland fra Grønland eller Norge.

Men på de hurtige ture mellem Aalborg og København bliver det sikkert lidt mere bøvlet. For det har altid været nemt at komme både ind og ud af indenrigsgården - og i gamle dage før metroen var taxa den hurtigste måde til og fra lufthavnen.

Da jeg lørdag aften skulle hjem fra København, havde jeg kameraet med og benyttede lejligheden til at dvæle lidt ved den sidste tur gennem hvalens bug og helt ud til gate A33 i "Indenrigs". Længere ud kan man simpelthen ikke komme i Kastrup.

Jeg har ikke tal på det, men det er blevet til adskillige hundreder ture gennem Indenrigsgården, siden jeg begyndte at flyve jævnligt i begyndelsen af 80'erne. Dengang bestod Indenrigs af en stribe pavilloner bygget i 1969.

I midten af det hele var der en restaurant eller cafeteria, som hed Vestenvinden. Jeg husker det som et galehus. Dengang blev der drukket voldsomt på møder og i forbindelse med flyveture, og det var vel de færreste passagerer, der var helt ædru. Blandt de daglige passagerer var blandt andet et større antal nordjyske folketingsmedlemmer og specielt en (kendere ved, hvem vi snakker om) kunne nemt nå to øl og to gammeldansk på sin faste plads bagerst i flyveren mellem Aalborg og København.

Jydeplatten har længe været trængt af moderne
fastfood-former samt ikke mindst grøn salat med
kildevand til.

Det var også i Vestenvinden, at Jydeplatten blev opfundet. Et godt tilbud på to røde pølser, et brød og en fadøl, og netop Jydeplatten vil nok blive mit største savn i fremtiden.

Dengang var flyvning en bekostelig affære. Det var de færreste, der selv betalte og kreditkortene sad løst, så der blev givet omgange både om bord på flyet og i Vestenvinden. Så man var da lidt ved musikken, når man satte sig ind i en taxa efter det obligatoriske besøg i den jyske ambassade (Hviids Vinstue på Kongens Nytorv) og nonchelant bad om at blive kørt til "Indenrigs". Ikke noget med lufthavnen eller Kastrup - nej, bare "Indenrigs" - og den begavede chauffør vidste godt, hvor denne københavnersmarte jyde så skulle afleveres.

Tiderne er blevet anderledes. I 1989 blev den nuværende store afgangshal med Gate A29-A34 bygget, og i 2006 blev hele herligheden så forbundet med udenrigsgården med den næsten 200 meter lange forbindelsesgang, der på grund af de markante hvide spær kaldes for Hvalens Bug med slet skjult reference til historien om Jonas i hvalens bug.

Forresten er dansk indenrigsflyvning også blevet markant anderledes. Meget af trafikken forsvandt, da Storebæltsbroen blev bygget, rygning er blevet forbudt i flyene, og der serveres heller ikke længere øl på indenrigsflyene.

Flyvning er også blevet mere effektivt. Ventetiderne er blevet forkortet - og ikke mindst er der næsten ingen forsinkelser og aflysninger. I 80'erne kunne man ikke beflyve de jyske lufthavne, når det var tåget - og det var det ofte dengang. Så man ventede og ventede, til flyet fik lov til at lette. For alternativet var den 8 timer lange togtur til Aalborg.

Forresten er flyvning også blevet et demokratisk gode, hvor de fleste kan være med rent prismæssigt - og kreditkortene sidder ikke længere løst på de forretningsrejsende, der skal være friske og på mærkerne, når handlerne skal sluttes.

Efter den 29. marts spredes indenrigspassagererne for alle vinde. Fremover parkerer Norwegian ved Finger A. SAS parkerer ved Finger D for de store flys vedkommende og de små ved C2-C8. Det sidste er lidt af et tilbageskridt - for det betyder, at man ikke kan gå direkte mellem terminal og fly, men transporteres i bus til en fjernereliggende standplads.

Dagens smiley

Endnu en solformørkelse i kassen

Manden smiler over hele femøren, mens han ryster af bukkefeber.

Formiddagen gik med at jage huller i skyerne, så jeg kunne få et billede af dagens solformørkelse. Og allerede da jeg havde de første fotos i kameraet kom bukkefeberen - en helt euforisk stemning over, at det lykkedes mod alle odds.

Og det blev bare bedre og bedre. Så jeg fik også et billede, da formørkelsen var på sit maksimale - og solen var reduceret til en kæmpe-smiley.

Nu er det tredje solformørkelse på rad, som jeg har fået fotos af. Sidste gang - i 2011 - blev det nok det flotteste, fordi det var tidligt om morgenen.

Når vejret er tvivlsomt, er det min erfaring, at bilen er det bedste sted, når man skal fotografere solformørkelser. For ofte er der kun små vinduer i skyerne - og så er det med at kunne flytte sig relativt hurtigt.

Billedet af maksimum er taget ved Skovsgård, og billedet af den aftagende solformørkelse er taget fra altanen, da jeg kom hjem - og egentlig var tilfreds med billederne i kameraet. Men tilfreds bliver man jo aldrig - bukkefeber eller ej - så der skulle lige tages et billede mere.

Dagens ord LXXI

Ståbi

Professor Minik Rosing omtaler
denne bog som en bedre ståbi
 end Grønspættebogen.

Jeg har en forkærlighed for gamle ord, og det er altid et kærligt gensyn, når et af dem dukker op i moderne sammenhæng.

Det gælder blandt andet "Ståbi", som dukkede op forleden, da jeg skulle skrive en omtale af bogen "Inussuk - Pejling mod Grønland", der udkommer i den kommende uge.

Bogen har forord af professor Minik Rosing. Han er begejstret og skriver blandt andet: ”Bogen er helt sikkert en bedre ståbi end nogen Grønspættebog for dem, der overvejer at slå sig ned i Grønland.”

Ståbi er omtalt i Ordbog over det Danske Sprog, og det ser ud til, at ordet havde sin storhedstid i 1800-tallet. Ordbogen, der er redigeret i 1943, meddeler, at ordet nu kun bruges sjældent - altså allerede i krigens tid for 70 år siden.

Så meget desto mere er det en god grund til at bruge ordet, så det ikke uddør helt. Tak for det til Minik Rosing. Selv håber jeg også at finde gode anledninger til fremover at bruge ståbi.

Måske denne artikel er en god ståbi til det gode, gamle danske ord...