Fødselsdagshilsen til Statsradiofonien
 |
| Foran DR's mastodont af en førerbunker står en forsølvet node, som egentlig er et godt billede på den æggeskal af selvtilfredshed, som plager Statsradiofonien. |
Den licensfinansierede medieinstitution har det jo som blommen i et æg – fed, velnæret, ude af stand til at bevæge sig og beskyttet af en skal af politisk velvilje, der fjerner ethvert udsyn.
Som det ofte sker for 90-årige, er udsynet efterhånden begrænset til egen navle – og morgen efter morgen er radioavisen fyldt med historier om, hvad DR-TV afslørede i går aftes. Det kommer i Radioavisen, fordi det har været i fjernsynet – ikke fordi, det er væsentligt, relevant eller en nyhed. Resten af dagen går så med forskellige indslag med de medvirkende i X-faktor, Melodi Grand Prix, Kagedysten, Rigtige Kvinder og andre DR-programmer samt gentagne reklameindslag for programmer, som DR har tænkt sig at sende i nærmeste fremtid.
Sådan bekræfter DR 70’ernes medieforskeres spådom om, at mediet er budskabet. Det er trættende, uinteressant og slet ikke til at holde ud. Det er tomme kalorier – ganske enkelt.
DR har sine rødder i radioens og TV’s barndom. Oprindeligt var institutionen en ikke uvæsentlig fødselshjælper for disse medier. Senere ændrede det sig med en status som monopol. Nu hed det sig, at DR skulle beskytte borgerne mod udenlandske og kommercielle mediers hang til underlødig underholdning.
Det var kulturradikalisme, så det battede. Folket skulle beskyttes mod sin egen dårlige smag. Takket være monopolstatussen opnåede DR uhørt magt i det lille land – og ideen om DR som en samlende faktor opstod.
Det var sikkert fornuftigt og velment en gang, men i dag er tiden løbet fra monopolet. Alle kan komme til orde via internettet, samtidighed er en fjern fortid, og den frygtede dårlige smag trives overalt og dagligt ikke mindst på de sociale medier. Det kan DR ikke forhindre, selv om man ellers gør sig umage for at tækkes samme dårlige smag gennem populær underholdning og tilstedeværelse på mange nye medieplatforme.
DR har haft umådelig stor betydning for det danske samfund. Det var i DR, vi så Kennedyerne blive skudt, det var i DR, vi fulgte den første månelanding, det var statsradiofoniens noget modvillige satsning på Jørgen de Mylius, der bragte Beatles og Rolling Stones ud i de små hjem, og det var DR, der med Matador gav danskerne en enestående forståelse af vor nærmeste fortid.
Alle, der er over 30 i dette land, har et eller andet fra DR med i livets bagage. Det kan være sangene fra Kaj og Andrea, det kan være Tine Brylds gode råd i en svær situation – eller det kan være et sommerhit på Top-ti, som stadig mange år efter kildrer i maven med søde erindringer om den første lykkefyldte forelskelse.
Det er alt sammen fortjenester, som den aldrende institution fortjener skåltaler og medaljer for. Men når man bliver 90 år, er det heller ingen skam at trække sig tilbage til sit otium.
Med alderen er DR blevet mere og mere egenrådig og har forvandlet sig til en redepisser, der ikke har respekt for de mennesker, der betaler for gildet. Det er et stort problem – for hvorfor skal vi finde os i det?
Var det en avis, kan man sige abonnementet op. Men ikke med DR. Det er urimeligt, uforståeligt og udemokratisk. Hvorfor skal vi tvinges til at betale for noget, som vi ikke bruger endsige efterspørger.
Det er altså i høj grad licensen, som er DR’s problem i dag. Udover at være udemokratisk er licensen jo også asocial og et dræn i fattige familiers husholdning. Hvorfor skal man betale for noget, man ikke har råd til, ikke har lyst til eller ikke har brug for for? For eksempel tror jeg, at licenspengene i mange børnefamilier vil være givet bedre ud på kontingenter til idrætsforeningen eller spejderne – eller måske bare ordentlig morgenmad og kvalitetstid sammen.
Jeg mener ikke nødvendigvis, at DR skal lukke, men det er på tide, at vi finder en finansieringsform, der er baseret på frivillighed og afspejler lytternes og seernes aktuelle forbrug.
Danmarks Radio er landets største medievirksomhed. Det er stærkt konkurrenceforvridende og ødelæggende for private medievirksomheder, der selv skal tjene pengene til at skabe sunde og varige arbejdspladser i mediebranchen, når markedet domineres af en enkelt stor spiller, som ikke finansieres på markedsmæssige vilkår.
Vi kan ikke udskyde det længere. Jeg går ikke ind for hverken revolutioner eller hovsa-løsninger, men lad os bruge 90-års dagen til at starte en diskussion om, hvordan vi over de kommende ti år afvikler licensen – ellers ender det som den berømte TV-tradition fra nytårsaften. Gæsterne falder fra – og der er kun generaldirektøren og bestyrelsesformanden til at fejre 100-års fødselsdagen…
Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 1. april 2015.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar