Min yndlingsperversion

Bengnavere

Mine fødder er omvandrende fiskefoder. Mobilfoto

Lørdag var jeg i København. Til eksamen og afslutning på journalistforbundets iværksætterkursus som jeg har fulgt de seneste måneder. Jeg kan nu bryste mig af at være eksamineret i opstart og drift af virksomhed og følgelig den lykkelige ihændehaver af et bekræftende certifikat.

Jeg har et noget problematisk forhold til al den certificering. Jeg er grundlæggende imod både tests, eksaminer og certifikater. Det danske samfund er jo rundet af Grundtvig og højskolebevægelsen, grundlaget for vores velstand er de bønder, som gik på eksamensfrie højskoler - simpelthen fordi de var videbegærlige - og viden, ikke eksamensbeviset, var målet med al undervisning.

Sådan er det ikke mere, og det er begrædeligt. Det er udtryk for mistillid mennesker i mellem - og jeg har hørt om folk med smaddergode ideer og jernvilje, der ikke kan opnå finansiering i bankerne, hvis de ikke har et iværksættercertifikat. Det er rent pjat og viser, hvorfor bankerne er i krise. Når medarbejderne ikke tør tage en chance og et selvstændigt standpunkt, så skal det jo gå galt. Til gengæld har vi skabt en kursusbranche, der lever højt på samfundets higen efter certifikater. Skønne produktive kræfter der ville være en større sag værdig...

Men det er et sidespring, for det er slet ikke det, der er min historie. Afslutningen skulle naturligvis fejres med et glas boblevand - af kursusholderen flere gange benævnt som champagne, selv om det bare var italiensk Asti.

Men da jeg havde en bil holdende i Aalborg Lufthavn, undlod jeg høftigt at deltage i det boblende orgie, der forresten var hurtigt overstået. Til gengæld blev der tid til en tur på Strøget, inden turen gik hjemover.

Her passerede jeg en butik, der tilbød fodterapi med doktorfisk - og den slags kan jeg slet ikke modstå. Det er min yndlingsperversion med et Woody Allensk udtryk.

Der var tilbud - en halv time for en hundredekroneseddel - så det var også til at overkomme rent økonomisk. Oven i købet blev det til næsten en time, da jeg faldt i snak med personalet - og når snakken går lystigt, så løber uret jo...

Men under alle omstændigheder; mine fødder er som nyfødte, raspet og masseret af de flinke doktorfisk. Sådan en behandlig kan gøre mig helt salig. De gamle spejderfødder er jo ved at være noget slidte, men doktorfiskene giver plads til nyt liv.

Så nu er jeg klar til den kommende uges tur til Nuuk, hvor der nok skal blive brug for at trave. Men inden da skal jeg nu en tur i haven. For det er allerede ved at være tid at hyppe kartofler. Det er tidligt - som så meget andet i dette forår.