Tom og falsk tale
Så umusikalsk, at selv nære og kære pårørende flygter langt væk, når jeg ellers gerne giver opvisninger på min åbenbart ikke særlig velklingende tenor ved festlige lejligheder.
Mit livs knæk fik jeg, da jeg som ungt menneske blev sendt til en musikpædagog, der afviste sagen med det lakoniske prædikat ”Tonedøv Tenor”.
Til gengæld for de manglende musikalske evner fik jeg i fødselsgave et veludviklet sprogøre. Det er desværre lidt af et tveægget sværd i vore dage, hvor der tilsyneladende bliver længere og længere mellem godbidderne.
Vort modersmål betragtes ikke længere som væsentligt. Det er mere fint (giver street credits) at tale engelsk, denne sproglige gøgeunge, og det flade, intetsigende og fejlfyldte sprog vinder indpas over alt. Når man har sprogøre, hviner og skurrer det i ørerne – akkurat som når jeg skråler med på familiens julesalmer.
Man kan så vælge at blive en gnaven, gammel mand, der sidder med sin røde pen og leder efter fejl i aviserne og skrive alenlange tirader herom til redaktør Nørhave på Stiftens sprogrubrik ”Ordjyske”. Det har jeg gjort – og Nørhave kvitterede for min venlighed ved at omtale mig som ”Sprogrøgteren fra Øland”.
Men sprogøret er en gave, der bestemt også kan bruges konstruktivt i hverdagen (og fremadrettet, som det hedder, når man mener i fremtiden). Sprogøret fungerer nemlig ligesom drengen i Kejserens nye klæder, der afslører, at kejseren slet ikke har tøj på. Sproglig armod afspejler som regel åndelig armod og afslører nådesløst, at mange af vort lands førende politikere og ledere åndeligt og mentalt er de rene nudister.
Et eksempel, der tilfældigvis handler om fodbold. Det kunne lige så godt have været politik: Forleden blev DBU-direktør Claus Bretton-Meyer i TV konfronteret med fodboldens faldende tilskuertal. Han svarer med fast stemme og blikket direkte i kameraet:
- Det har vi taget hånd om. Det er klart, at det er komplekst problem, og det vil kræve hårdt arbejde...
Den noget ubarberede mand aner tydeligvis ikke, hvad han skal gøre og nægter at sige noget konkret. Umiddelbart bliver vi ikke klogere af svaret. Men jeg har det sådan, at jeg ikke stoler på folk, der taler om komplekse problemer. Ofte betyder det, at de ikke har løsningen – eller også er det fordi, de er i gang med at gøre det enkle meget svært. Det er en kendt taktik i management-verdenen, som Bretton-Meyer er rundet af. Man får jo ikke direktør-gage med kostbare fratrædelsesordninger og fantasillioner i løn for at løse enkle problemer.
Læg også mærke til, at direktøren nævner, at det vil kræve hårdt arbejde. Det virker ganske landsfaderligt og ansvarligt, men på DJØF-sprog betyder det, at alle andre skal arbejde hårdere, mens DJØF’eren atter skal have lønforhøjelse for at have opdaget, at sådan er det bare.
Her driller for resten sprogøret igen. For sprogsansen giver også evnen til at associere voldsomt og evnen til at læse baglæns. Og DJØF bagfra siger jo FØJD. Så mangler der kun et lille uskyldigt, socialdemokratisk A – så står der FØJDA.
Til sidst en lille advarsel om sproget i valgkampen om retssamarbejdet i EU. Tilhængerne af et ja vil konsekvent omtale det som et ja til internationalt politisamarbejde. Det er noget sludder. Der er intet i den gældende lovgivning, der forhindrer internationalt politisamarbejde. Afstemningen handler om politisamarbejde i EU – altså om vi skal afgive retten til at bestemme over politiet til Bruxelles. Jeg håber, vælgerne stemmer nej, for vi skulle jo nødigt havne i den situation, at rumænske, bulgarske og tyske politimetoder breder sig til Danmark. FØJDA…
Bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 20. marts 2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar