Ny film fortæller grønlandsk rock-historie
 |
| Sume - unge grønlændere på uddannelse i Danmark blev til alletiders rocknavn. |
Det vidste jeg intet om dengang i 73. Jeg sad på gulvet i et tilrøget værelse hos Peter Grønlænder i Farsøs udkant og lyttede til Sumes første plade.
Jeg fattede ikke et hak, selv om pladen havde masser af hakker efter flittig brug – for Sume sang på grønlandsk. Krakimut, tullimut, ivittut… Men musikken var god og i tidens stil. Aggressiv, pågående og med hyppige temposkift.
Det gav egentlig god mening, at grønlændere sang på grønlandsk, for det var i samme periode, at den danske modersmålsrock havde sin glansperiode med navne som Gasolin og Skousen og Ingemann.
Tiden var også til politisk musik – revolutionær musik, og Røde Mor tordnede mod USA, Vietnamkrigen, imperialisme og kapitalisme i al almindelighed.
Netop kunstnerkollektivet Røde Mor og deres forlag Demos tog imod grønlænderne med kyshånd, for Grønland var jo i deres perspektiv et godt eksempel på, at selv lille Danmark var et imperialistisk foretagende og via Thulebasen et viljesløst redskab for USA.
I dag er det de færreste unge i Danmark, der kender Røde Mor, men i Grønland kender alle unge Sume.
Der var næppe nogen på Demos, der havde forestillet sig, at revolutionen skulle komme i Grønland og ikke i Danmark. For Sume blev en revolution. Orkestret gav stemme til den spirende grønlandske selvstændighedstrang og blev et samlingspunkt gennem generationer.
Det var nu ikke, fordi vi gik så meget op i politik dengang. Vi var teenagere, vi var langhårede og livet en fest med hormoner, afghanerpelse, knallerter, bajere, smøger og måske lidt tossetobak. Så da Sume på et tidspunkt spillede på Ranum Seminarium, tog vi turen på knallert fra Farsø. 25 kilometer med 30 i timen en råkold og diset aften.
Ærlig talt erindrer jeg ikke så meget fra koncerten. Det var temmelig larmende, men det var en kvalitet i sig selv, og sådan lød al live-musik dengang. Det var før digital-lyd, mixere og PA-anlæg, så lyden styrede man ganske enkelt ved at skrue op for baggearet, så den enkelte musiker i det mindste kunne høre sig selv, har Per Berthelsen fra Sume senere forklaret mig.
Så jeg glemte alt om Sume, der for resten også blev opløst i 1977 – og historien kunne nemt være endt her.
Men i 1993 fik jeg job i Sisimiut på den grønlandske vestkyst. Her levede Sume i bedste velgående og blev spillet på det lokale værtshus, Pub Raaja – Rejen, hver aften. Der gik for resten lidt tid, før jeg lærte at høre forskel på Sume og andre grønlandske rockbands – for de lød alle som Sume.
Det var også i Sisimiut, at jeg mødte den danske journalist Karsten Sommer. Vi var den lille bys to eneste medlemmer af Dansk Journalistforbund, så vi holdt generalforsamling på Rejen i ny og næ.
Jeg var nysgerrig, for Karsten Sommer var jo et af radioidolerne fra P3 i min teenagertid. Hvad jeg ikke vidste var, at Sommer var producer for Sume – og det havde ført ham til Sisimiut som chef for det grønlandske pladeselskab Ulo, der med over 100 udgivelser i en årrække dominerede det grønlandske marked.
Rygraden i selskabets økonomi var afgjort Sume-pladerne, der fortsat solgte godt - nu som cd’er – og det var her, jeg begyndte at forstå revolutionen. For Sume bar simpelthen en hel generation af grønlandske musikere frem. Enhver dreng, der havde fået en elektrisk guitar i konfirmationsgave, prøvede at spille som Sume.
 |
| Persersume er min favorit... |
Ulo blev stiftet i 1975, da Sume brød med Demos, og selskabets første udgivelse var Sumes tredje LP, som i mange år så ud til at blive den sidste.
Men i 1994 samlede Karsten Sommer orkestret i Sisimiut – og man indspillede en stribe gamle sange fra begyndelsen af 70’erne, som aldrig havde været indspillet før.
Det blev til den helt forrygende Persersume (snefog). Lyden var blevet digital og moderne, men musikken var stadig den gode gamle. Knald på derudaf – stadig med mange temposkift og lyriske øjeblikke. Og på grund af den ny teknik kunne der virkelig skrues op, uden at højttalerne blev flænset som en sæl. Så Persersume er helt afgjort den bedste af Sumes plader.
I forbindelse med udgivelsen af Persersume mødte jeg også medlemmerne af Sume. Det blev blandt andet til et varmt venskab med guitaristen, sangeren og sangskriveren Per Berthelsen, der sammen med kollegaen Malik Høegh er blevet kaldt Grønlands svar på Lennon og McCartney.
Efter Sisimiut flyttede jeg til Nuuk, hvor jeg i mange år var informationschef i kommunen – og her var Per Berthelsen i en periode viceborgmester. Jeg producerede en del videoer i perioden, og Per lavede musikken til flere af dem. I en af videofilmene optræder forresten Pers papdatter. Det er Julie Berthelsen, som vel er kendt af de fleste i Danmark. Hun bærer nu arven fra Sume videre.
Persersume fra 1994 ligger for resten netop nu på førstepladsen på den grønlandske salgsliste. Efterfulgt af Sumes tre andre plader på de næste pladser – og en opsamling på syvende pladsen. Fem ud af ti pladser på top-ti-listen! Det er altså ret godt gået.
Det siger lidt om, hvilken enorm betydning har haft for Grønland. For Sume er meget mere end bare rock. Det er også giro 413, det er minder om de gode gamle dage, det er sangen, der blev spillet, da mor og far mødte hinanden. Det er det moderne Grønlands historie.
Man skal ikke opholde sig længe i Grønland, før man hører Sume. I weekenderne strømmer Sume ud af vinduerne, når der holdes fest. Det er Sume, der bliver spillet i musikskolen. Det er Sume, der bliver spillet i morgenradioen, når alle pendlerne holder i kø mellem Nuuk og Nuussuaq. Og for os, der har boet i Grønland, er tonerne af Sume med til at genkalde minderne.
Grønlandsk politik kan til tider virke kaotisk. Meget er sket siden 1973. Først hjemmestyre og nu selvstyre. Snart skal grønlænderne til valgurnerne igen. Den daglige politik er genstand for masser af diskussioner og uenighed. Det kan gå temmelig voldsomt til – og temperamenterne koger. Men når Sume kommer på grammofonen, rykker man sammen og føler fællesskabet.
Derfor giver det mening, når den nye film om Sume har undertitlen ”Lyden af en revolution”.
Artiklen er bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. oktober 2014.
