Den flyvende trompet

Sangsvanerne på rov

Sangsvanen er en flot fugl. Lige så stor som
knopsvanen - og med et flot gult næb. Her fotograferet i
Sønderøkse på Grønkjærvej.

Det er et sandt privilegium at bo på Øland, når foråret kommer.

Forleden så jeg årets første vibe. Stæren er også kommet og sidder i lærketræet og laver gadedrengefløjt, hvis man da ellers kan høre den, når himlen formørkes af tusindvis af gæs, der strejfer rundt i distriktet inden den lange tur mod nord.

Også sangsvanerne strejfer rundt i for at gå på rov i bondens agre. Det sker i mindre flokke, men altid under voldsom trompeteren. For den lyder jo som et moderne jazz-band på dope i en kælderknejpe på Manhattan, når familien sangsvane flyver rundt.

Den roder rundt i markerne med det spirende korn. Det koster lidt for landmanden - men han tager sig også betalt. For gæs og svaner kvitterer for gæstfriheden med en ordentlig klat gødning - helt uden for EU-kvoten - og så er det en god forretning for begge parter.

Bogholderi

Ny reol

Nyt bogholderi i det lille hus på Øland.

Da mine forældre døde for halvandet år siden, skulle der i sagens natur ryddes op.

Det betød, at vi har haft adskillige flyttekasser og ting og sager stående rundt omkring i huset - fordi oprydningen af forskellige grunde skulle gå hurtigt.

Blandt efterladenskaberne var et par reoler af egefiner, som hang i soveværelset. Reolerne er nu kommet til ære og værdighed igen - i trappeskakten mellem husets to etager.

Som bekendt malede vi skakten for nogle uger siden - og jeg har nu sat reolerne op, så der er endnu mere plads til husets mange bøger. Og forresten også plads til de mange ringbind med fotos og minder, som forældrene efterlod.

Stadig har jeg et par kasser stående, som jeg ikke rigtig har fået kigget i - men nu på randen til forårets travlhed i haven er det da rart at vide, at vi nu er kommet et skidt videre med oprydningen.

Når nu sandheden skal frem, er det faktisk anden gang, jeg sætter reolerne op - og i øvrigt en medvirkende årsag til, at trappeskakten skulle males. For væggene er af gips - og ikke særligt skruefaste - så første gang, jeg satte reolerne op, faldt de ned, da jeg begyndte at sætte bøger på.

Nu er de sat op med bærelister og rigtige gips-plugs - så jeg krydser fingre for, at reolerne denne gang bliver hængende...

De små glæder

Alting spirer

Med lidt held begynder påskeliljerne at blomstre i morgen...

Weekenden har budt på sol og hæderligt vejr - og på denne årstid er der virkelig noget ved at være haveejer, når vejret arter sig.

Søndag eftermiddag - efter en lang weekend udendørs - var jeg lige en tur rundt i haven med kameraet for at fange stemningen.

Disse hyacinter har stået i en krukke foran hoveddøren siden
 midten af december. Nu blomstrer de - og dufter helt vidunderligt...

Sæsonens første frø. Det er lidt tidligt - og den var noget langsom
i bevægelserne. Det er farligt - for langsomme frøer er guf for krager, skader,
 måger og andre flyvende farer for ikke at tale om ræven...

Ribes - blodribs - lugter ganske vist af kattepis,
men den ser flot ud, når den springer.

Hylden er altid den første til at sætte blade.

Endnu blomstrer erantis, men idyllen trues af Fandens mælkebøtte.

Netop nu er der fuldt knald på krokusserne.

Syllabisk

Nørderi for de skriftkloge

Stopskilt i Iqaluit.

Da jeg for nogen tid siden skrev om Iqaluit, hovedstaden i den selvstyrende canadiske provins Nunavut og et af verdens mærkeligste steder, bragte jeg blandt andet et billede af et vejkryds med et stopskilt.

Den opmærksomme læser har måske lagt mærke til, at stopskiltet var på to sprog - dels på engelsk, hvor der selvfølgelig bare står stop, og dels på noget krimskrams, der ikke lige er til at læse eller udtale.

I Nunavut taler man inuktitut, som er et nordamerikansk sprog beslægtet med grønlandsk.

Forskellen mellem de to sprog er dog betydelig - jeg vil anslå det som forskellen mellem dansk og islandsk.

Inuktitut har også sin egen skrift. Den kaldes i almindelig tale syllabisk, men bør i virkeligheden omtales som inuktitut-syllabisk.

Syllabisk dækker over et skriftsystem baseret på stavelser i modsætning til ideografisk, hvor tegnene betyder et helt ord og så vort eget alfabetiske system. I virkeligheden er alfabetet kun opfundet en eneste gang, og det var da grækerne overtog det fønikiske (konsonantiske) alfabet og besluttede at tilføje vokaler – de var nemlig meget vigtige for forståelsen af græsk. Både græsk, latinsk og kyrillisk skrift går tilbage til én kilde, og også andre alfabetiske skriftarter som runer, armensk og georgisk skrift blev inspireret af den græske opfindelse.

Inuktitut-alfabetet - også kaldet syllabisk i daglig tale.

De fleste nordamerikanske sprog har syllabisk skrift - blandt andet cherokee og cred - og hvert tegn består af en konsonant plus en vokal. Tegne kan så vende forskelligt og dermed give en ide om udtalen skal være med fortunge eller bagtunge, kort eller lang og så videre - meget forenklet sagt.

Inuktitut-alfabetet ses i tabellen - og herfra kan man så forsøge ud fra stopskiltet af finde ud af, hvad stop hedder på inuktitut. Jeg får det til nuqkarita - hvilket lyder meget inuktitutsk - men om det er helt rigtigt ved jeg ærlig talt ikke. Det ligner i hvert fald ikke det grønlandske ord for stop - unigit.

Der findes forskellige inuktitut-ordlister på nettet - og dem kan man så søge efter med google. Jeg faldt over en oversættelse med henvisning til Monty Python, hvor "min luftpudebåd er fuld af ål" er oversat til ᐅᒥᐊᕐᔫᑉ ᐳᓪᓕᓕᒫᐸᒐ ᑕᑦᑕᕐᓂᖅ ᐊᒻᒪᔭᖅ (Umiaryuap Publimaaqpaga tattaurniq ammayaq / Umiarjuap Pullimmaqpaga tattaurniq nimiraq).

Og således rustet med god og nyttig viden kan vi drage ud i den store verden...

Respekt for søens folk

Flyvning for de rå

Kaptajnløjtnant Frank Edlefsen.

Onsdag overværede jeg en konference i Aalborg, hvor man diskuterede fremtidens muligheder for sejlads i Arktis - specielt i lyset af at vi inde i en periode med stigende temperaturer og vigende havis.

Blandt foredragsholderne var også kaptajnløjtnant Frank Edlefsen fra den Kongelige Danske Marines 1. eskadre. Han fortalte om opgaverne i det høje nord - og ikke mindst med begejstring om de nye skibe af Knud Rasmussen-klassen, som jeg også tidligere har omtalt her på bloggen.

Han tog også dagens største bifald, da han viste en lille video, der viser en af forsvarets Lynx-helikoptere lande på Knud Rasmussen i svær sø. Bifaldet var fortjent - for det er altså råt gjort. Se selv:

En stor havetraktor

Et job for maskinstationen

Denne havetraktor slår alt...

Manden var godt brugt mandag morgen - for havemusklerne blev godt og grundigt rørt i weekenden.

Jeg har de seneste måneder med bekymring kigget på mit æbleespalier ud mod vejen. Det var et ambitiøst projekt, som jeg startede for et par år siden - og som jeg ikke har de helt store forventninger til før om et par år.

Før...

Det handler jo om at lade æbletræerne gro op - og så forme dem under opvæksten, så de danner en væg. Træerne vokser 20-40 cm om året, så det vil jo tage nogle år, før de når op i et par meters højde.

Men det stod klart allerede sidste efterår, at jeg har plantet de fem æbletræer alt for tæt. Rent æstetisk betyder det ikke alverden, men da træerne jo også gerne skulle give æbler i fremtiden, vil det gå ud over udbyttet. For jo længere grenene bliver, jo flere æbler kan træerne bære.

Hvis træerne skal flyttes, skal det ske i vintersæsonen, før de begynder at spire - og her kom det tidlige forår så manden til hjælp. For jorden er faktisk allerede til arbejde med - selv om den stadig er kold.

Inden jeg kunne flytte æbletræerne skulle jeg imidlertid fjerne det sidste stykke af den gamle hæk af fjeld-ribes - og det kunne nemt have taget hele weekenden alene.

Landroveren laver en times arbejde på et minut.

Men jeg allierede mig med Jesper, der er formand for den nordjyske Landrover-klub - og elsker at mosle med bilen og vise, hvad den duer til. Lørdag morgen kom han med den engelske, meget rustikke variant af havetraktoren og satte slæbetovet i hækbuskene. På et kvarter var den hæk ryddet - og jeg kunne gå i gang med arbejdet.

Forsigtigt gravede jeg træerne op, sørgede for at få en ordentlig rodklump med - og så plantede jeg dem med 1,60 meters mellemrum i stedet for en oprindelige meter. De fik oven i købet lidt ny plantejord i bunden af hullet - og til afslutning et skud kunstgødning og en gang vand, så jeg håber, at de forholdsvis små træer begynder at skyde normalt til april.

Jeg løb ind i et problem med stendiget ud mod vejen. For Landroveren var altså en lidt voldsom havetraktor, der tog det meste af kampestensdiget med, da vi hev buskene op. Den havde jeg ikke lige forudset - og det var et hak i regningen, for det gik op for mig, at stenene var for tunge til, at jeg kunne løfte dem.

...Efter

Jeg overvejede noget med en løftestang eller lignende. Men man skal jo ikke gøre noget overilet, så mens jeg overvejede situationen, kom naboen mig til hjælp med sin bobcat. I løbet af en times tid fik vi stendiget retableret - og oven i købet ryddet op i skærvebelægningen mellem diget og vejen.

Den belægning har nemlig også irriteret mig længe, men nu er vejen banet for, at jeg kan så græs i stykket, når det bliver varmere - og jeg slipper dermed for at skulle bruge kræfter på at luge stykket fremover. Bare en tur med græsslåmaskinen i ny og næ.

Man former æbletræerne ved at klippe dem flere gange i løbet af vækstperioden - og ved at lade de tilbageblevne grene følge nogle stålvirer. Søndag spændte jeg nye, plastbetrukne virer ud, fæstnede grenene med elektrikerstrips - en genial opfindelse - og endelig blev det også til en let soignering af træerne.

Det blev godtnok til noget af et knokkelarbejde i weekenden - men jeg er fortsat overbevist om, at æbleespalieret bliver et imponerende skue, når det først gror op. Og troen kan jo som bekendt flytte bjerge...

Det med småt...

Tæt på foråret

Vi skriver marts - og det er forår.

I dag barslede piletræet i haven med årets første gæslinger - og det er et endog meget sikkert forårstegn.

De seneste dage har vi også hørt lærkens sang fra vidderne - og nede ved Ulvedybet er strandskaderne arriveret. Stadig mangler vibe og stær - men viben skulle angiveligt være set ved Attrup i den forgangne uge.

Vintergækker, erantis og krokus står i fuldt flor - og nogle af vintergækkerne og erantisserne er da også ved at se lidt trætte ud. Men for de gamle, der faldt, er der nye overalt.

Netop nu er der fuld gang i påskeklokkerne - og det er altså en meget fotogen blomst.

Lidt for drengerøvene...

Ren æstetik

AIRBORNE FILMS SHOW REEL from AIRBORNE FILMS on Vimeo.
Her er lidt for drengerøvene. Det er bare så fedt - ren gåsehud.

Og så synes jeg, at det er ganske flot, at Air Greenland er med i det gode selskab...

Ice Cold Gold

Den iscenesatte virkelighed

Om ikke andet tjener den grønlandske
 turistbranche guld på serien. Foto: Discovery

Discovery Channel er en af de få TV-kanaler, som jeg ser - også selv om de fleste af kanalens programmer absolut ikke har meget opdagelse over sig, fastlåst i formaterne og den dramaturgiske model, som de er.

Det gælder også serien Ice Cold Gold, der er blevet sendt og genudsendt nogle gange det seneste halve år - og lørdag aften så vi da også seriens sidste afsnit. Serien handler om guldgravere i Grønland - og da vi jo interesserer os meget for den store ø her i huset, har vi fulgt serien, når der har været lejlighed.

Der er smukt i Grønland. Foto: Discovery

Netop dette sidste afsnit afslører moderne TV-dokumentars største problem- og det er jo, at det ikke har noget som helst med dokumentar at gøre. Derfor kalder man det også gerne reality - selv om det har endnu mindre med realiteter end dokumentar at gøre.

Serien har kørt over seks afsnit, hvor man følger otte guldgravere over 45 dages søgen efter guld og ædelstene i den øde og til tider temmelig ugæstfri grønlandske natur. Efter 44 en halv dag er guldgraverne ved at give op. Jagten har tilsyneladende været forgæves - og ligesom alle har opgivet håbet, finder de en stor formation af rubiner.

Det er forudsigeligt og slet ikke spor spændende - for selvfølgelig skulle det ende sådan. Akkurat som i film - redningen og forløsningen kommer altid i sidste øjeblik. Men det viser jo også, at der ikke er meget dokumentar over det. Det er simpelthen instrueret virkelighed.

Det er også påfaldende, hvordan holdet af guldgravere er sammensat. Sådan ville man aldrig sammensætte en ekspedition i den virkelige verden. Dertil er typerne for forskellige - og jeg har noteret mig flere situationer, hvor deltagernes adfærd i den virkelige verden ville have resulteret i en enkeltbillet hjem øjeblikkeligt.

Guldgraverne tumler rundt i den
 grønlanske natur. Foto: Discovery

Jeg så programmet sammen med Dina - og vi diskuterede undervejs det mærkelige i ekspeditionens forholdsvis ringe udstyr. Det er decideret dumt at begive sig ud i den grønlandske natur - uden at være forberedt på, hvor dårligt vejret kan være på de kanter. Og en af måderne, man kan sikre sig på, er altså ved at have grejet i orden - og passe på det.

I det sidste afsnit så vi nogle af guldgraverne overnatte i et snefyldt landskab ved Qeqertarsuatsiaq (Fskenæsset, som speakeren kaldte stedet). Da de skal ud af teltet om morgenen hører man dem klage over, at deres tøj og støvler er stivfrosne - og det viser jo, at det er de rene amatører. Hvis de havde været opgaven voksen, havde de selvfølgelig haft noget grej, der ikke var så følsømt over for væde og frost - og når tøjet bliver vådt, sørger man selvfølgelig for at få det tørret, inden man går til køjs.

Men det, der skurrer allermest, er, hvor dårligt, holdet rent mentalt er rustet til at opholde sig i Grønland. Kun geologen har lidt forståelse for det. De andre fjoller rundt og brokker sig hele tiden over vejret, over klipperne og hvad de ellers kan finde på at brokke sig over. Med den attitude har de ikke en kinamands chance for at overleve i den virkelige verden. Heroppe skal man være i ro med sig selv - og lægge sig vejrfast med en bog i hånden, når vejret er i imod. Det hjælper intet at brokke sig.

Men nu er det altså heller ikke virkelighed. Det er bare TV. Og her ser man heller ikke, at der faktisk skal et hold på 26 mand til at producere TV-serien. Så når guldgraverne tilsyneladende er alene i naturen, er det også ren fiktion. Der står mindt et helt fodboldhold og kigger på hele tiden.

Jeg er sådan set ligeglad med, at en kommerciel TV-kanal i kampen om seerne producerer den slags. Men jeg bliver til gengæld forarget, når DR - en forkælet dansk medieinstitution som ikke skal tjene penge - griber til de samme kneb med en redigeret, castet og instrueret virkelighed, når man producerer TV. Desværre har der de seneste par år været masser af eksempler på, at Danmarks Radio ikke holder sig tilbage med at fifle med virkeligheden - og der er derfor kun en ting at gøre. Det er at fjerne det store offentlige tilskud, som licenser i realiteten er. For DR laver ikke længere public service. De laver TV akkurat som de kommercielle stationer - og så er det altså konkurrenceforvirring, når man har vilkår som et beskyttet værksted.

Forresten har folkene bag Ice Cold Gold sidste år produret en ny portion afsnit af serien. Den nye årgang har premiere her i marts.

Producenterne bag serien har samarbejdet med det grønlandske selvstyre om serien - og der var blandt andet forpremiere på serien i det grønlandske kulturhus Katuaq.

Tilskuerne var tilfreds med det, de så. For serien er jo glimrende reklame for det grønlandske turisterhverv - og skal nok sælge billetter. Allerede nu er der planer om at sælge guldgraverture til Nuuk-fjorden.

P.s. Egentlig er det Animal Channel, der står bag serien - men her i huset opsagde vi abonnementet på denne kanal for flere år siden, da kanalen viste en serie om hvalfangst produceret af den storkriminelle canadiske miljøterrorrist Paul Watson - og beskrev serien som dokumentar, selv om det var et rent partsindlæg imod bæredygtig udnyttelse af en ressource.

Dorsk torsk

Dagens mand i sennepssovs...

Kogt torsk med hele svineriet er bare et smukt syn. Tag venligst hatten af i respekt!

SEP var dagens mand - og vinkyper.

Stemningen var bestemt ikke dårlig, men måske en anelse dorsk, da Øland Sildelaug på vinterens sidste aften mødtes til en herlig gang torsk med hele svineriet.

Om det var snigende vintersløvsind skal være usagt, men det blev altså en af de mere stille og eftertænksomme aftener i det lille laug - og der blev i hvert fald ikke brug for den trillebør, som ellers står uden for medborgerhuset - og som kan være nyttig at have, når en opløftet laugsbroder skal transporteres til de hjemlige tallerkenrækker - og kagerullen...

Men der var ingen tvivl om, at dagens mand var SEP. For det var ham, der havde trodset elementernes rasen og havde iført sig sydvesten som anden krøyer-fisker. SEP er et aktivt medlem af bådelauget i Slettestrand og havde været en tur på hawet i en af de små, men driftsikre joller for at sikre, at sildelauget kunne få torsk på bordet denne fredag.

Banana split er rigtig firsernostalgi.

Normalt taler man om dagens mand i skysovs, men det må helt bestemt være sennepssovs, som dagens mand i denne sammenhæng skal svøbes i. Under alle omstændigheder modtog han ceremonimesterens fortjenstmedalje for sin mandfolkebedrift.

Samme SEP havde i øvrigt egenhændigt sammensat aftenens menu - og hans forkærlighed for firser-køkkenet fornægtede sig da heller ikke. Den dorske torsk blev fulgt til dørs af en god omgang bananasplit. Slet ikke noget dårligt valg - for i vore dage er banana split bestemt ikke hverdagskost.

Oldermandens frue var inspireret af desserten - og havde
doneret ægte highway-servietter til laugsbrødrene.

Til gengæld - hvilket ikke må opfattes negativt, men blot som stof til eftertanke - er skriverkarlen lidt forbeholden over for SEPs valg af hvidvin til at skylle torsken ned. Ikke at det ikke fungerer - men det er altså en lille smule synd at drikke vin til sennepssovs. Den kradse sennepssmag matcher nok bedre mere rustikke og stærkt alkohol-holdige drikkevarer.

Men fraværet af disse ædle dråber var måske også forklaringen på, at vi ikke fik brug for trillebøren...?

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at SEP var dagens mand i sennepssovs.